Artikel top billede

Datatyveri af én milliard kinesere kan være et af historiens største databrud

Én milliard borgere kan have fået stjålet og solgt personlige oplysninger i et hack, der kan være et af historiens absolut største hidtil.

En hacker hævder lige nu at have stjålet data på over én milliard kinesiske borgere, hvilket - hvis det altså viser sig at holde stik - kan skives ind i histroiebøgerne som et af de største databrud, der hidtil er sket.

De personlige data er ifølge mediet Reuters trukket ud af systemerne hos politiet i Shanghai.

På et hackerforum kaldet Breach Forums har hackeren, som går under navnet "ChinaDan", tilbudt de personlige data, der efter sigende skulle fylde over 23 terabyte for en pris på 10 bitcoins. Det svarer til over 1,4 millioner kroner.

I sit "salgsopslag" beskriver hackeren bruddet således:

"I 2022 blev Shanghai National Polices (SHGA) database lækket. Denne database indeholder mange TB af data og information om milliarder af kinesiske statsborgere."

Hackeren beskriver indeholdet af den store mængde data som sagsjournaler indeholdende "navn, adresse, fødested, nationalt ID-nummer, mobilnummer og alle kriminalitets-/sagsdetaljer."

Reuters selv har ikke kunne få en kommentar fra hverken Shanghais politi, ej heller den omtalte bruger, som påstår at være hacker.

Opslaget på hackerforaet kan ikke bekræftes som ægte, men er blevet diskuteret flittigt af bekymrede brugere på kinesiske sociale medier.

Hashtagget "datalæk" blev blokeret på den kinesiske SoMe-platform Weibo søndag eftermiddag.