Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: To danskere i spidsen for SAP-flagskib / TCS Danmark udnævnt til en af Danmarks bedste arbejdsgivere / Meta Platforms snart klar med verdens hurtigste supercomputer

Morgen-briefing: To danskere i spidsen for SAP-flagskib / TCS Danmark udnævnt til en af Danmarks bedste arbejdsgivere / Meta Platforms snart klar med verdens hurtigste supercomputer / NetIP tilfreds med halvårsregnskab / Datto køber den amerikanske it-sikkerhedsvirksomhed Infocyte

Mornings. Så er der atter tidender fra ind- og udland indsamlet og sammensat af Computerworlds fremskudte lyttepost mod syd. Ved tasterne: Niels Veileborg

To danskere i spidsen for SAP-flagskib

De to danske SAP-direktører Morten Karas og Jens Bager får nye nøgleroller.

Morten Karas skal som Strategic RISE with SAP Sales Lead, EMEA North pr. 1. februar sikre den fortsatte forretningsudvikling af RISE with SAP i EMEA North samt understøtte strategiske kundeengagementer og projekter på tværs af regionen.

Jens Bager afløser Morten Karas og overtager pr. 1. februar ansvaret for RISE with SAP i de nordiske og baltiske lande. Som Nordic & Baltic Head of RISE with SAP får Jens Bager hermed det fulde ansvar for at understøtte nordiske og baltiske virksomheder i deres Cloud ERP-transformation.

RISE with SAP kombinerer en palette af intelligent software centreret omkring SAP S/4HANA Cloud, branchespecifikke løsninger og outcome-baserede services fra SAP og selskabets partner-økosystem.

TCS Danmark udnævnt til en af Danmarks bedste arbejdsgivere

Tata Consultancy Services (TCS) Danmark bliver for niende år i træk certificeret som Top Employer af det uafhængige HR-agentur, The Top Employer Institute

Udnævnelsen skyldes blandt andet TCS' evne til at sikre et godt arbejdsmiljø og løbende at investere i sine it-talenter.

”Vi er stolte af, at vi igen i år anerkendes som en god arbejdsplads i Danmark. Især i en periode, hvor arbejdslivet og arbejdsgangene stadig er sat på prøve pga. corona, ” siger Vikram Sharma, landechef for TCS Danmark.

Meta Platforms snart klar med verdens hurtigste supercomputer

Facebooks moderselskab Meta Platforms er i færd med at bygge en ny supercomputer kaldet AI Research SuperCluster (RSC), som selskabet forventer vil være verdens hurtigste, når den er klar i midten af i år. Det skriver Reuters.

Maskineriet skal hjælpe Meta med at bygge bedre AI-modeller, som kan lære af milliarder af eksempler, arbejde på tværs af hundredvis af sprog og være i stand til at analysere tekst, billeder og video for at afgøre, om noget indhold er skadeligt.

Metas RSC bygges i samarbejde med Nvidia, Pure Storage Inc og Penguin Computing.

NetIP tilfreds med halvårsregnskab

Resultatopgørelsen for første halvår af NetIP’s regnskabsår fra 1. juli til 31. december 2021 viser et overskud på 14,8 millioner kroner før skat.

Ledelsen opjusterer derfor forventningerne til årets resultat fra et forventet overskud før skat på 20 mio. kr. til 27 mio. kr. i regnskabsåret 2021/2022.

”Vi mærker særligt travlheden inden for områder som it-infrastruktur og især it-sikkerhed. Tidligere har vi oplevet en opbremsning i at igangsætte opgaver, men det er helt væk nu, hvor flere og flere virksomheder desværre samtidig må erkende, at være for dårligt rustet mod hackere mv.”, forklarer administrerende direktør Martin Kjølhede.

Datto køber den amerikanske it-sikkerhedsvirksomhed Infocyte

Datto, der er specialiseret i cloudbaserede software- og sikkerhedsløsninger til MSP’er, har købt virksomheden Infocyte, der fokuserer på trusselsdetektion- og responsteknologi.

Infocyte, der er fra Texas, beskæftiger sig med EDR-teknologier (Endpoint Detection and Response) og MDR-tjenester (Managed Detection and Response). Infocytes teknologier er udviklet af eksperter i trusselsinformation fra det amerikanske militær.