Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Danmark udvalgt til nyt NATO-kvantecenter / Globeteam opkøber it-konsulentvirksomhed / Elon Musk indtræder i Twitters bestyrelse

Danmark udvalgt til nyt NATO-kvantecenter. Globeteam opkøber it-konsulentvirksomhed. Elon Musk indtræder i Twitters bestyrelse. Musks Twitter-opkøb kan udløse bøde. Apple sætter dato på sin Worldwide Developers Konference 2022.

Velkommen til arbejdsugens midterste dag - alt efter hvem man er naturligvis. Det er for tredje morgen i træk Ditte Vinterberg Weng, der sidder på knapperne, og som har gjort klar til morgnenes faste nyhedsoverblik.

Men inden vi når så langt, så må jeg rettet en misforståelse, der sneg sig med i gårdsdagens morgenpost:

Her kom undertegnede til at skrive, at en pulje på 50 millioner kroner, hvor SMV'er kan ansøge om op til 250.000 kroner i midler til forbedring af cybersikkerhed lukkede igår.

Dette er ikke korrekt, og man kan stadig nå at sende en ansøgning. Der er derimod åbnet en pulje på 250.000 kroner til blandt andet cybersikkerhed 4. april klokken 9.00. Beklager meget fejlen.

Videre med morgenposten.

Rigtigt god fornøjelse!

Danmark udvalgt til nyt NATO-kvantecenter

NATO’s stats- og regeringschefer har på et topmøde i 2021 gjort teknologiudvikling til et af de højest prioriterede områder for Alliancen.

Evnen til at udvikle nye teknologier er helt afgørende i den globale konkurrence mellem stormagter, og kan påvirke den geopolitiske udvikling og globale magtbalance.

I Danmark har man en international anerkendt styrkeposition på kvanteområdet, og har derfor tilbudt at bidrage med et kvanteteknologisk testcenter og acceleratorsite.

Det danske bidrag er nu udvalgt af NATO. Centeret forankres på Niels Bohr Instituttet med bidrag fra DTU, AU og Danmarks Nationale metrologiinstitut.

Det danske bidrag vil bestå af to elementer:

En accelerator (inkubator), der er et uddannelses- og mentorforløb, der skal gøre virksomhedernes nye teknologiske løsninger modne til det kommercielle marked.

Og et testcenter og fabrikationsenhed, der består af fysiske laboratorier og testfaciliteter, hvor nye innovative idéer - som komponenter til kvantesensorer, kvantekrypteringsenheder eller kvantecomputere - kan udvikles og testes.

Forsvarsminister Morten Bødskov udtaler i forbindelse med udvælgelsen:

”Jeg er stolt over, at Danmark går forrest inden for kvanteteknologisk udvikling i NATO. Danmark står stærkt på kvanteteknologi, og vi er derfor i stand til at yde et væsentligt bidrag. Det vil være til gavn for Alliancen, vores egen sikkerhed, og den fortsatte udvikling af forskningsmiljøet og erhvervslivet."

Læs mere om centeret her.

Globeteam opkøber it-konsulentvirksomhed

It-konsulenthuset Globeteam har opkøbt selskabet AM Consulting.

AM Consulting, der i dag består af cirka 15 medarbejdere, specialiseret sig i løsninger til statslige og selvejende institutioner inden for økonomi, HR og IT-systemer.

CEO i Globeteam Claus Moldow siger om opkøbet:

"AM Consulting har allerede bevist styrken i det danske marked, og som vi nu har en ambition om at brede ud i hele Norden og som dermed kan styrke den vækstrejse, vi allerede har sat gang i."

AM Consulting blev stiftet i 2008 af Arne E. Jensen og Martin V. Olsen. De to fortsætter begge som chefer i AM Consulting under Globeteams ejerskab, ligesom en del af aftalen er, at de træder ind i ejerkredsen i Globeteam.

Hos AM Consulting lyder det om opkøbet:

"Vi er selvfølgelig utrolig glade for, at vi nu bliver en del af et langt større set up. Det betyder, at vi i endnu højere grad kan udvikle de ydelser, som vores kunder i stigende grad efterspørger. Og så har vi med glæde konstateret, at vi har et meget stort værdifællesskab med Globeteam, og det er helt afgørende for, at dette bliver en succes," siger Martin V. Olsen.

Hvad opkøbet har kostet melder Globeteam ikke noget om.

Det skriver Globeteam i en pressemeddelelse til Computerworld.

Elon Musk indtræder i Twitters bestyrelse

Elbils- og rumfarts-milliardæren Elon Musk har ny fået en plads i Twitters bestyrelse. Det skriver Twitters administrerende direktør Parag Agrawal på Twitter.

"Jeg er glad for at dele, at vi udnævner @elonmusk til vores bestyrelse! Gennem samtaler med Elon i de seneste uger blev det klart for os, at han ville tilføre vores bestyrelse stor værdi," lyder det i opslaget.

Elon Musk har ellers tidligere været meget kritisk overfor Twitter, som han mener begrænser ytringsfriheden.

Men det er åbenbart netop den kvalitet, der kvalificerer ham til en plads ved bordet.

"Han er både en passioneret troende og intens kritiker af tjenesten, som er præcis, hvad vi har brug for på Twitter og i bestyrelseslokalet, for at gøre os stærkere på lang sigt. Velkommen Elon!"

Elon Musk ejer i dag 9,2 procent af alle Twitter-aktier. En formue han er kommet i besiddelse af ved passive investeringer.

Musks Twitter-opkøb kan udløse bøde

Vi bliver ved Elon Musk, som i forbindelse med opkøbet af de 9,2 aktieandele af Twitter muligvis nu står overfor en bøde.

Det amerikanske børstilsyn SEC giver aktieejere 10 dage til at indberette en stor aktiepost, når den passerer 5 procent af virksomhedsandelen.

Denne mængde passerede Elon Musk med sine Twitter-aktier allerede 14. marts, så burde således have indberettet den store andel allerede 24. marts.

En sen indberetning kan ifølge juraprofessor ved Georgetown University Law Center Urska Velikonja føre til en civil bøde per overtrædelse på op til 207.183 dollar - lige omkring 1,4 millioner danske kroner.

Det skriver Reuters.

Apple sætter dato på sin Worldwide Developers Konference 2022

Apple meddelte i dag, at deres årlige Worldwide Developers Conference (WWDC) vil finde sted fra den 6. til den 10. juni i et onlineformat, hvor alle udviklere kan deltage gratis.

På WWDC22 lover Apple at præsentere de nyeste innovationer i iOS, iPadOS, macOS, watchOS og tvOS og samtidig give udviklere adgang til Apples teknikere og teknologier.

Ud over de nyheder, der formidles fra den overordnede præsentation og State of the Union-præsentationen, byder dette års program også på flere informationsmøder, flere avancerede læringsmiljøer, flere digitale grupperum, hvor man kan kommunikere med andre deltagere, og mere lokaliseret indhold, "så WWDC22 bliver en ægte global event", lyder det i en pressemeddelelse fra Apple.

For tredje år i træk vil Apple også støtte skoleelever og studerende, der er vilde med at programmere, gennem Swift Student Challenge.