Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

It-sektoren slår rekord igen: Så meget har den danske it-branche omsat for i 2021

Branchen har opnået en rekordomsætning for året 2021, viser en opgørelse, hvor softwareudvikling blandt andet vokser med over en fjerdedel. Derudover er der flere ansatte i branchen end nogensinde før.

Teknologi og digitalisering så et ryk under coronakrisen, hvor mange nye muligheder måtte tages i brug for at få hverdag og arbejdsliv til at fungere. Og det kan også ses på den seneste opgørelse over den danske it-sektors omsætning for året 2021.

Branchen omsatte nemlig for mere end i 2020 og slår derved rekord for bedste år.

Det skriver IT-Branchen i en meddelelse baseret på tal fra Danmarks Statistik og Dansk Erhverv.

Nettoomsætningen for it-sektoren i Danmark landede i 2021 på 283,4 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 13,8 procent – eller 34,3 milliarder kroner – i forhold til 2020.

Især softwareudvikling fik et skub med en vækst på 25,8 procent, mens informationstjenester steg med 21,5 procent.

"Både i det offentlige og på tværs af hele erhvervslivet bliver der igangsat it-projekter som aldrig før. Det er som om, at alle har valgt en digital tilgang til deres forretning og services indenfor de seneste par år, og det kan mærkes i it-branchen," udtaler Natasha Friis Saxberg, direktør for IT-Branchen, i meddelelsen.

Også eksporten af danske it-løsninger til udlandet har slået rekord og lander på 101,7 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 24,6 procent i forhold til 2020.

Flere ansatte end nogensinde

I takt med at omsætningen slår rekord, gør antallet af ansatte det også. I 2021 blev der ansat 6.209 medarbejdere i branchen, hvilket bringer det samlede antal op på 101 fuldtidsansatte.

"Vi kunne sagtens have ansat endnu flere i branchen, men der er en akut mangel på it-kompetencer. Mange it-virksomheder oplever, at de decideret har måtte sige nej til opgaver, fordi de ikke har kunne skaffe folk til at løse dem. Og det går ud over digitaliseringsprojekterne i både det offentlige og private erhvervsliv," udtaler Natasha Friis Saxberg i meddelelsen.

Ifølge IT-Branchens tal er der lige nu omkring 4.600 ledige it-stillinger i landet, og omkring 42 procent af virksomheder inden for sektoren har måtte takke nej til opgaver grundet manglende arbejdskraft.

Stadig nervøsitet at spore

Selvom der er blevet slået rekord i 2021, hersker der dog nervøsitet blandt branchevirksomheder i forhold til den kommende tid.

Det skyldes blandt andet priserne på energi og råvare såvel som de store nedlukninger i Kina, hvor flere af branchens underleverandører befinder sig.

"Stigende omkostninger på især el samt risikoen for forsinkede eller manglende leverancer kan betyde, at 2022 bliver et svært år. Men det kommer meget an på, hvordan tingene globalt udvikler sig. Findes der løsninger hurtigt, vil dansk erhvervsliv nok ikke mærke så meget, men taler vi om længerevarende eller eskalerende udfordringer, så risikerer den digitale transformation af Danmark en opbremsning," siger Natasha Friis Saxberg i meddelelsen.