Artikel top billede

(Foto: Lars Jacobsen)

Konsulenthuset Epico runder omsætning på halv milliard kroner: "Det er svært ikke at blive begejstret"

Epico kommer ud af 2021 med en omsætning på 618 millioner kroner, og selskabet forventer, at omsætningsvæksten fortsætter i 2022.

Det danske it-konsulenthus Epico sætter rekord på både top- og bundlinje.

Selskabet kom således ud af 2021 med et koncernregnskab, der viser en omsætning på 618 millioner kroner.

Det betyder, at selskabet for første gang nogensinde runder en omsætning på en halv milliard kroner.

Samtidig blev selskabets bundlinje i 2021 næsten tredoblet fra 5,5 millioner kroner til 14,4 millioner kroner.

”Det er den højeste omsætning og indtjening i virksomhedens historie: 30 procent på toplinjen og knap en tredobling af bundlinjen. Det er svært ikke at blive begejstret,” oplyser selskabets administrerende direktør Jan Hansen ifølge en pressemeddelelse.

Øget usikkerhed

Epico er en af landets store freelance konsulentbureauer, og selskabets forretningsmodel, der bygger på brug af freelancere, er ifølge Jan Hansen især attraktiv i øjeblikket, hvor først covid-19 og efterfølgende Ruslands invasion af Ukraine har været med til at skabe øget usikkerhed.

”Vi oplever en større efterspørgsel på kompetente konsulenter, sandsynligvis på grund af. den store usikkerhed vi ser i verden med corona og krigen i Ukraine,” siger han.

Epico har i dag mere 500 konsulenter på kontrakt og afdelinger i Danmark, Sverige, Storbritannien og Polen.

Ifølge Jan Hansen har selskabet især store forventninger til det polske marked.

”Særligt Polen tror vi på vil få betydning for vores forretning i fremtiden, så dér har vi investeret i både en ny lokation og country manager,” oplyser han i pressemeddelelsen.

Forventer omsætningsvækst i 2022

Epico forventer at 2022 byder på endnu større omsætningsfremgang, men samtidig advarer selskabet også om, at det indeværende år byder på adskillige store investeringer, som vil få indflydelse på regnskabet.

”I 2021 begyndte vi at investere i at styrke organisationen, vores processer og IT-systemer. Vi vurderer, at det vil få en mindre negativ indflydelse på resultatet i 2022, før det viser sig som en positiv effekt i 2023 og 2024,” lyder fra Jan Hansen ifølge pressemeddelelsen.