Artikel top billede

Nomineret til Årets CIO 2022: Hempel blev tvunget til total virtuel global ERP-udrulning: "Min 100-dages plan røg lige ned i makulatoren"

Nomineret til Årets CIO 2022: Susanne Thorskov Hansen blev CIO hos Hempel, kort inden corona-pandemien lukkede store dele af verden ned. Global overgang til Microsoft Dynamics 365 skulle pludselig gennemføres 100 procent virtuelt. "Det har virkelig kostet blod, sved og tåre," siger hun.

Susanne Thorskov Hansen blev ansat som CIO hos den danske malingkoncern Hempel med over 7.500 medarbejdere kort før, corona sendte folk hjem fra kontorerne verden over.

Den mere end 100 år gamle danske virksomhed var ellers midt i en global overgang fra AX 2009 til Microsoft Dynamics 365 på cirka 80 lokationer globalt. Den plan, hun var kommet ind med i Hempel, måtte tegnes op på ny.

"To minutter efter, jeg ankom til Hempel som CIO, brød pandemien ud. Min 100-dages plan røg lige ned i makulatoren. Det var oppe at vende, om vi skulle indstille ERP-udrulningen. I forvejen er det voldsomt komplekst at rulle ERP ud, og det kan lægge en virksomhed ned," fortæller hun.

Som produktionsvirksomhed af et fysisk produkt i form af maling til især skibe og containere har Hempel fabrikker, lagre, butikker og finansafdelinger over det meste af verden. ERP-systemet bliver brugt i hele den værdikæde, fortæller Susanne Thorskov Hansen.

Den begrænsede mulighed for fysisk at kunne tage rundt og følge overgangen til Microsoft 365 på Hempels lokationer sendte pludselig bunker af øget kompleksitet ind i projektet.

Men efter at have vurderet plan og projekt på ny, blev der givet grønt lys, fortæller Susanne Thorskov Hansen.

"Vi besluttede os for at køre udrulningen videre. Ikke mindst fordi, vi har et meget erfarent ERP-team. Så måtte vi gøre det utraditionelt uden fysisk at kunne være til stede. Det har virkelig kostet blod, sved og tårer."

Sådan gik udrulningen

Tidsplanen for udrulningen har som følge af den 100 procents virtuelle tilgang strukket sig en smule, og det har generelt været mere udfordrende på distancen.

Men Dynamics 365 er i dag i luften alle de steder, hvor det var planlagt.

"Især i lyset af pandemien er jeg på teamets vegne umådeligt stolt af, at vi har formået at fortsætte vores vigtige ERP-udrulning i selv de mest komplekse lande med de meste komplekse setups med en 100 procent virtuel tilgang," siger hun.

"Og der har ikke været store problemer eller nedbrud. Det er jeg meget stolt over."

Det vigtigste for succesen med ERP-projektet

Til juni skal halvdelen af det store Dynamics 365-projekt gerne være gennemført. Her skal det sidste land i Europa være koblet på, og i runde tal har halvdelen af de i alt omkring 80 Hempel-lokation dermed fået nyt ERP-system.

Den store udrulning er samtidig sket uden nogen implementerings-partner, pointerer hun.

"Projektet er styret internt af en ERP-direktør og -team. Det har krævet et enormt engagement. Min opgave har været at fjerne barrierer og sikre fleksible rammer for dem," siger hun.

"Jeg tror, det vigtige for vores succes har været ikke at tælle, hvor mange timer der er blevet siddet ved hvilket skrivebord, men at have fokus på resultatet. Teamet har selv taget styringen og ejerskabet på sig. Det er et rutineret ERP-team og en rutineret ERP-direktør, der har fået det i mål."

Integration af australsk opkøb

Oveni det store ERP-projekt har Hempels it-afdeling også lige håndtere it-integration af et australsk opkøb, efter at virksomheden Wattyl blev købt i februar 2021.

700 nye ansatte, butikker og fabrikker rundt om i Australienog New Zealand skulle lige have ny it. Også det er håndteret virtuelt.

Hele infrastrukturdelen er på plads, mens der fortsat venter en stor del af applikationslaget, herunder ERP.

"Hele it-infrastrukturen har vi sat op på distancen uden at være til stede fysisk. Nyt CRM-system, netværk og pc’er. Men det har virket. Det har været møgsvært at gøre uden at have mødt folk fysisk, og det har krævet enorm fleksibilitet. Men det kører," slår hun fast

Susanne Thorskov Hansen er en af de fem nominerede til titlen som Årets CIO 2022. Du kan lære alle kandidaterne bedre at kende i computerworlds to interviews med de fem nominerede til titlen: