Artikel top billede

Pinlig maveplasker for Intels længe ventede grafikkort: Leverer noget af den ringeste ydelse du kan opdrive

Intels første dedikerede grafikkort i to årtier kan ikke engang overhale et tre år gammelt budgetkort.

Nu kommer de første konkrete indikationer på, hvorvidt Intel kunne gøre sig gældende i det længe uafbrudte duopol, som AMD og Nvidia har dannet i markedet for grafikkort.

For første gang i to årtier er Intel ude med et dedikeret grafikkort, Arc A380, som skal være det første i en voksende familie på i alt syv grafikkort fra selskabet: Den billigere A310, dagens testemne i A380, samt de mere ambitiøse modeller, A580, A750, A770 og de virksomhedsorienterede Arc Pro A40 og Pro A50.

Arc A380 har aldrig været møntet på at bide skeer med de mægtigste kort fra enten AMD eller Nvidia, men skal blot finde sig en plads i den mere budgetvenlig ende af markedet.

De første performance-tal som kortet leverer, viser dog, at Intel har et godt stykke vej endnu, før de for alvor kan stemple ind på grafikkort-scenen.

Så ringe er det

Intels første grafikkort bliver i øjeblikket kun ført i det kinesiske marked og det kun igennem det såkaldte OEM-led af underleverandører til pc-producenter.

De første kort herfra er dog kommet til test i en stribe spil- og benchmark-discipliner, som spilmediet PC Gamer skriver.

Heraf ses det på tværs af 16 forskellige tests, at Intel kun sjældent formår at matche eller overgå budget-kort som Nvidias GTX 1650 eller AMD’s RX 6400.

I den opsummerende test, hvor alle værdien sammenholde leverer Intel i snit 67 fps, mod GTX 1650’s 75 og RX 6400’s 72.

Intels lander altså omkring 10 procent under markedets billigste og lavest ydende kort.

Intel nye kort tager dog teten i en enkelt disciplin: Spillet Naraka Bladepoint. I andre spil som Wolfenstein Youngblood og Battlefield V yder Intel-kortet omkring 25 procent lavere end Nvidias budget-kort.

Lettere forkrøblet

Mens Intel må se sig slået på stort set alle fronter, er det værd at bemærke, at test-kortet er opsat til at trækker maksimalt 75 watt, hvilket medfører et frekvensloft på 2.000 MHz.

A380 grafikkort med større forbrugsmaksimum op til 87 watt er dog mulige, hvis kortet tilføres en ekstra strømforsynings-connector (typisk 6 eller 8-pins PCI-e connector).

I det tilfælde vil Arc A380 kortet kunne snurre med op til 2.350 Mhz og kan dermed potentielt lukke hullet op til Nvidias og AMD’s kort.

Strømforbruget vil dog være markant højere end nogle af kortene, da de har forbrugsgrænser på henholdsvis 75 og 53 watt for GTX 1650 og RX 6400.

Skjult potentiale?

Mediet noterer, at Intel-kortet ikke er blevet afprøvet ved syntetiske benchmarks såsom 3DMark, hvor det tidligere har vist sig at gøre en overbevisende figur.

Her lykkedes det kortet at score hele 43 procent højere end Nvidias GTX 1650 kort.

Kortets nye arkitektur og opbygning giver mulighed for, at finde et uudnyttet potentiale i blandt andet driver- og spil-optimeringer.

Her peger PC Gamer på, at Intel kortet er bygget op omkring otte Xe-enheder, det skulle kunne håndtere op til 4,8 TFLOPS i såkaldte FP32 udregninger, hvor GTX 1650 blot kan levere omkring tre TFLOPS.

Kan Intel formå at udnytte det potentiale der ligger i netop den slags regneopgaver, kan Intel fortsat nå at afværge en global maveplasker, når selskabets kort får deres brede debut.