Artikel top billede

7-Eleven har i nattens løb genåbnet fem danske butikker efter stort hacker-angreb: 170 butikker stadig lukket

7-Eleven har i nattens løb åbnet fem af sine 175 butikker i Danmark, efter selskabet mandag akut lukkede alle butikker efter hackerangreb.

7-Eleven er fortsat hårdt ramt af det hackerangreb, som mandag fik selskabet til akut at lukke ned for samtlige sine 175 butikker i Danmark.

Det skete på grund af et hackerangreb, som ramte selskabets systemer.

Selskabet meddeler, at det i nattens løb har været i stand til at få ganske få butikker så meget på benene igen, at de nu er åbne.

Det drejer sig om fem butikker, der alle ligger i det storkøbenhavnske område. Disse butikker er dog alene åbne for betaling med MobilePay og kontanter, meddeler selskabet.

Det betyder, at man ikke kan betale med kort.

Vi ved endnu ikke, hvad der præcist er sket og hvilke systemer, som hackerangrebet har ramt, da 7-Eleven endnu ikke er vendt tilbage på Computerworlds henvendelser.

Men meldingen om, at betalings-automaterne ikke kan anvendes, sender et signal om, at det kan være her, at problemet ligger.

7-Eleven meldte mandag da også ud, at hackerangrebet betød, at butikkernes kasser ikke kunne anvendes, og at de i øvrigt ikke kunne modtage betaling.

Foruden de fem nu åbnede butikker, er resten af 7-Elevens butikker i Danmark - altså omkring 170 stykker - fortsat lukkede.

“Vi forventer at åbne flere i løbet af dagen [i dag tirsdag, red],” meddeler 7-Eleven.