Artikel top billede

(Foto: Nvidia)

Nvidias omsætning styrtdykker - og det kan være godt nyt for alle gamere

Nvidias omsætning er i frit fald, og selskabet nedjusterer sine forventninger med flere milliarder kroner. Træls for aktionærerne. Men det kan være et godt tegn for gamerne.

Den store processor-producent Nvidida nedjusterer sine forventninger til Q2 markant, og mens det er træls for selskabets aktionærer, kan der ligge et godt signal for verdens gamere i nedjusteringen.

Først de rå tal: Nvidia nedjusterer forventningerne til omsætningen i Q2 fra 8,10 milliarder dollar til nu 6,7 milliarder dollar. Tallene er efter alt at dømme retvisende, da selskabet er på trapperne med sit Q2-regnskab.

Forventningen om, at omsætningen nu bliver 1,4 milliarder dollar mindre, svarer til en nedjustering på 17,3 procent, hvilket er ganske markant.

Nvidia forventer især faldende omsætning i selskabets gaming-division, hvor forventningerne til omsætning nedjusteres med 33 procent i forhold til samme kvartal i fjor.

Topchef Jensen Huang meddeler, at selskabet har været nødt til gennem kvartalet hele tiden at skrue ned for fremskrivningerne i omsætningen i spil-divisionen.

“Vi har taget initiativ til sammen med vores gaming-partnere at justere kanal-priser og lagerbeholdning,” meddeler han.

Nvidia meddeler, at det har været nødt til at afskrive aktiver for 1,3 milliarder dollar, som det hedder.

I det ligger der et signal om, at Nvidia ligger inde med store mængder GPU’er, som er på lager, og som Nvidia købte under corona-pandemien, hvor efterspørgsel og priser var tårnhøj.

Godt nyt for forbrugerne

Beslutningen om at afskrive en stor del af værdien af denne dyrt indkøbte lagerbeholdning kan være godt nyt for forbrugerne.

Det kan nemlig tolkes i retning af, at Nvidia regner med, at lagerbeholdningen af grafikkort enten ikke vil blive solgt eller at den - mere sandsynligt - skal sælges til lavere priser end dem, som Nvidia selv betalte.

Priserne for grafikkort har længe været tårnhøje. Men meget tyder altså nu på, at de inden længe vil falde til mere spiselige niveauer.

Nvidia meddeler, at selskabet arbejder med sine partnere på at minimere tabene på forskellig måde. Det kan eksempelvis være ved at bundle GPU’er med forskellige andre produkter.

Ifølge vores amerikanske søstermedie, PC World, ser det ud til, at prisfaldet først og fremmest kommer til at finde sted på de dyrere grafikkort.

Ifølge vores kollegers opgørelser nedsatte amerikanske EVGA eksempelvis prisen på GeForce RTX 3090 med hele 1.000 dollar i weekenden. Det svarer til en halvering af prisen.

Samme tendens gør sig gældende på andre grafikkort, omend i mindre målestok.

Også Intel har rapporteret kraftigt faldende nøgletal fornylig.