Artikel top billede

(Foto: PR-Foto / Nuuday)

Nuuday sætter gang i kæmpe digital transformation til en milliard kroner

Teleselskabet Nuuday døjer med meget gamle it-systemer, som på flere måder står i vejen for selskabet. Nu udskifter Nuuday hele molevitten og flytter alle kunder over på en ny platform.

Teleselskabet Nuuday vil i meget højt tempo skille sig af med en række af de ofte mere end 40 år gamle it-systemer, som selskabet har døjet med i årevis.

”Det nye it-system vil radikalt nedbringe vores omkostninger og vil radikalt forbedre vores evne til at innovere og forbedre vores produkter. Vi kan lave ændringer på få minutter, og vi kan lancere produkter på få timer eller dage. Det er en forandring, der er blevet udsat mange gange gennem årene,” siger direktør Jon James til ITWatch.

Nuuday står bag blandt andet Telmore, Eesy, Relatel samt de store TDC-brands YouSee og TDC Erhverv. Det er især de to sidstnævnte, der døjer med de gamle it-systemer.

Computerworld kunne i sommer fortælle om Nuudays nye platform, som leveres af amerikanske Netcracker, der ejes af japanske NEC, som også ejer KMD.

Det nye system bliver baseret i Microsoft Azure, og Nuuday sigter efter at flytte 80 procent af sine it-systemer over på platformen inden for de kommende år.

Nuuday fortalte i sommer til Computerworld, at selskabet vil investere en milliard kroner i den store digitale transformation

Med investeringen vil Nuuday sende sine gamle it-systemer, herunder de mainframebaserede, på pension og parallelt flytte virksomheden over på den nye platform, som Nuudays kunder skal migreres til og administreres fra.

Det skal føre til en fuld ud digital forretning med nye strømlinede digitale processer til gavn for såvel de interne medarbejdere som kunderne.

I sommer kaldte CTO Monika Gullin det for den største it-investering i Nuudays historie.

Til ITWatch siger direktør Jon James, at målet med transformationen er at blive den digitalt mest sofistikerede teleoperatør i Europa - herunder i Danmark.

Monika Gullin lå på samme linie, da hun i sommer til Computerworld fortalte, at målet med investeringen var at blive 'den førende og foretrukne digitale serviceudbyder' herhjemme.