Artikel top billede

(Foto: Povl D. Rasmussen)

Stort fald i Columbus' driftsresultat og indtjening selv om omsætningen stiger

Selv om omsætningen stiger kommer Columbus ud af det seneste kvartal med et kæmpefald i sin driftsindtjening. Men selskabet er på rette vej og er i gang med at effektivisere, lyder det.

På trods af en toplinjevækst på fire procent, så tjener Columbus færre penge.

Ifølge selskabets regnskab for andet kvartal af 2022 steg omsætning således med fire procent til 390 millioner kroner.

Men samtidig faldt selskabets driftsresultat med 30 procent til 16 millioner kroner og bundlinjen faldt fra 9,3 millioner til blot 1,3 millioner i det seneste regnskab.

En del af årsagen til tilbagengangen skal findes i, at Columbus største forretningsområde Cloud ERP har lidt et omsætningsfald på 2,1 procent sammenlignet med samme kvartal året før.

I løbet af det seneste halvår har Columbus oven på Ruslands invasion af Ukraine desuden frasolgt sin russiske afdeling, hvilket har betydet, at selskabet har indkasseret et tab på 25 millioner kroner.

Fastholder forventningerne

Columbus fastholder dog sine forventninger for det samlede år, hvor selskabet forventer at komme ud af året med en toplinje på mellem 1,525 og 1,625 milliarder kroner og et drifsresultat på mellem 120 og 145 millioner kroner.

Topchef Søren Krogh Knudsen hæfter sig samtidig ved, at Columbus i løbet af det seneste halvår har forbedret sin effektivitetsprocent fra 59 procent i fjerde kvartal 2021 til 64 procent i det seneste regnskab

”Vores indsats for at styrke vores effektivitet er begyndt materialisere sig. I andet kvartal 2022 var vores effektivitet på 64 procent, og det fortsætter med at de væsentligste performance-indikatorer, hvor vi kan forbedre os,” siger Columbus topchef Søren Krogh-Knudsen i en pressemeddelelse.

Søren Krogh-Knudsen tiltrådte som topchef for Columbus for knap et år siden, hvor han afløste Thomas Honoré på posten.

I det seneste kvartal af Columbus ligeledes ansat Brian Iversen som ny finansdirektør, der afløser Hans Henrik Thrane.