Artikel top billede

(Foto: Fotis Fotopoulos)

Kina anklager amerikansk spiontjeneste for at have hacket rumfarts-universitet

Kina har ændret strategi og anklager nu direkte den amerikanske spiontjeneste for at have hacket et universitet i Kina, der beskæftiger sig med rumfart og rumforskning. Ifølge kineserne, har NSA stået bag mere end 10.000 ondsindede cyberangreb i de seneste år.

Verdens to største økonomier har gennem flere år udkæmpet en krig på ord om cyberangreb.

Det seneste skud på stammen kommer nu, hvor Kina anklager den amerikanske spiontjeneste NSA for at stå bag et cyberangreb mod Northwestern Polytechnical University i byen Xi’an.

Universitetet, der er statsfinansieret og tilknyttet det kinesiske ministerium for industri og informationsteknologi, beskæftiger sig blandt andet med rumfart og rumforskning.

Det beretter det amerikanske medie Bloomberg.

Et team fra Kinas nationale beredskabscenter for computervirus analyserede sammen med 360 Security Technology Inc. universitetets it-systemer efter et udefrakommende angreb blev rapporteret i juni, lyder det i en udtalelse fra beredskabscentret.

Her påstås det, at NSA har stået for mere end 10.000 ondsindede cyberangreb mod kinesiske mål i de seneste år.

Der er i forbindelse med disse angreb blevet stjålet 140 gigabyte af ”stor værdi” , skriver det kinesiske beredskabscenter i deres meddelelse.

Krig på ord

Krigen på ord har stået på i flere år mellem de to lande.

Men kineserne er nu blevet mere direkte i tilgangen til, hvordan de håndterer amerikanske anklager om cyberangreb og påståede amerikanske cyberangreb.

I juli måned advarede FBI-direktør Christopher Wray vestlige virksomheder om, at Kina planlægger at ”endevende” virksomhedernes intellektuelle ejendom, så landet kan blive en dominerende spiller i flere nøgleindustrier.

Kina reagerede tidligere på den slags kritik fra USA, ved at sige, at det var kineserne, der var ofre for hacking og kaldt USA for et ”imperium af hackere”, mens de blandt andet henviste til Edward Snowdens afsløringer om amerikansk spionage.

Den tilgang har kineserne dog ændret på. Nu er de i stedet mere direkte i deres anklager mod amerikanerne, som gøres direkte ansvarlige for navngivne angreb mod navngivne mål.

Det skete blandt andet tidligere i år, da kineserne i februar anklagede hackergruppen Equation, der ifølge kineserne anses for at være forbundet til NSA, for at have hacket flere it-systemer i Kina ved hjælp af malware.

Denne nye tilgang har til hensigt at vise den kinesiske befolkning, at det er amerikanerne, der er skyld i striden mellem de to lande.

Flere store statslige medier i Kina har rapporteret om det påståede hack mod rumfartsuniversitetet i Xi’an.

Nyheden om det påståede hack blev også delt på det kinesiske sociale medie Weibo, hvor det trendede og mandag havde fået mere end 210 millioner visninger.

Hverken den amerikanske ambassade i Beijing eller NSA har endnu kommenteret på de kinesiske anklager.