Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

EU på vej ind i Microsofts kæmpe spilopkøb af Blizzard: Skændes med Sony

EU forventes nu at følge de britiske myndigheder i en storstilet undersøgelse af Microsofts opkøb af Activision Blizzard.

Microsoft har forsøgt at blødgøre de engelske konkurrencemyndigheder i forbindelse med opkøbet af spilproducenten Activision Blizzard, men det har vist sig ikke at være nok.

Financial Times skriver nemlig, at den britiske konkurrencemyndighed Competition and Markets Authority (CMA) forventes at lancere en dybdegående undersøgelse i denne uge, efter at Microsoft tilsyneladende ikke har tilbudt nok for at afhjælpe situationen.

Og for at gøre ondt værre for tech-giganten, ser det nu også ud til, at EU’s konkurrencemyndigheder vil igangsætte en længerevarende undersøgelse af opkøbet, når Microsoft officielt indgiver sin sag i Bruxelles i de kommende uger, skriver mediet.

Konkurrenten er bekymret

Problematikken bygger på, at de britiske myndigheder havde påbegyndt en såkaldt ’fase-1 undersøgelse’ af opkøbet, men myndighederne havde ikke fundet resultatet tilfredsstillende.

Derfor blev det meddelt, at Microsoft havde fem dage til at komme med løsninger, ellers ville der blive påbegyndt en mere dybdegående fase-2 undersøgelse.

Myndighederne er bekymret for, at Microsofts opkøb vil forvrænge konkurrence på spilmarkedet, da selskabet i forvejen ejer konsollen Xbox og altså nu vil købe en af de største spilproducenter.

Det er især konkurrenten Sony, som står bag den konkurrerende konsol PlayStation, som har ytret bekymringer om Microsoft planlagte opkøb, hvilket har ført til flere åbne diskussioner mellem de to parter.

Microsoft har tidligere ytret, at man fortsat vil tilbyde for eksempel spilserien Call Of Duty på andre konsoller og ikke gøre dem eksklusive på Xbox.

"Sony, som brancheleder, siger, at det er bekymret for Call of Duty, men vi har sagt, at vi er forpligtet til at gøre det samme spil tilgængeligt på samme dag på både Xbox og PlayStation. Vi ønsker, at folk skal have mere adgang til spil, ikke mindre," har Brad Smith, som har titlen president og vice chair hos Microsoft, tidligere ytret.

Sony er dog ikke enig i udlægning.

"Microsoft har kun tilbudt, at Call of Duty forbliver på PlayStation i tre år efter, at den nuværende aftale mellem Activision og Sony slutter," siger PlayStations CEO, Jim Ryan, ifølge mediet Thurrott og fortsætter:

"Efter næsten 20 år med Call of Duty på PlayStation var Microsofts forslag utilstrækkeligt på mange niveauer og tog ikke højde for indvirkningen på vores spillere. Vi vil garantere PlayStation-spillere fortsat at have Call of Duty-oplevelse af højeste kvalitet, og Microsofts forslag underminerer dette princip."