Artikel top billede

Statsadvokaten anker GDPR-dom mod Taxa 4x35

De 100.000 kroner som Taxa 4x35 ifølge dom skulle betale, er slet ikke nok. Statsadvokaten anker til Landsretten.

I begyndelsen af måneden faldt der dom i en af de første store prøvesager i sagen om Taxa 4x35's brud på GDPR.

Taxa-selskabet slap med en bøde på 100.000 kroner ved Retten på Frederiksberg - en markant nedsættelse i forhold til Datatilsynets indstilling om en bøde på 1,2 millioner kroner.

Det tager statsadvokaten nu konsekvensen af og anker sagen til Landsretten.

Det skriver Ritzau.

I en udtalelse sendt til Ritzau, lyder det fra Taxa 4x35, at man vil "lade landsretten få arbejdsro og afvente afgørelsen."

Meldt til politiet i 2019

Sagen var en af de første prøvesager, som Datatilsynet satte i gang med indstilling til bøde og politianmeldelse i tiden efter, at GDPR blev indført i foråret 2018.

Datatilsynet kan nemlig ikke selv udstikke bøder, men melder overtrædelser til politiet med indstilling om bøde.

Datatilsynet meldte således Taxa 4x35 til politiet i marts 2019 for grov overtrædelse af GDPR og en indstilling til en bøde på 1,2 millioner kroner.

Årsagen var, at taxa-selskabet i årevis havde gemt knap ni millioner personhenførbare taxa-ture uden tilladelse og uden såkaldt sagligt formål. Selskabet havde gemt telefonnumre, adresser og lignende.

Der har aldrig været tvivl om sagens grundlag, og Taxa 4x35 lagde sig omgående fladt ned.

Datatilsynet fortalte i foråret 2019 til Computerworld, at tilsynet havde arbejdet længe med sagen, inden den blev sendt videre til politiet.

Det skyldtes, at tilsynet i arbejdet med denne den første prøvesag ville være ‘sikker i sin sag,’ som det hed.

Her blev Ilva - ganske som det er tilfældet Taxa 4x35 - dømt til at betale 100.000 kroner i bøde.

Også her havde Datatilsynet og Anklagemyndigheden indstillet til bøde i millionklassen, nemlig på halvanden millioner kroner.