Artikel top billede

Pc-giganten Acer hacket – data lækket

Acer har været ramt af et datalæk. Alvorlig infrastruktur er angiveligt ramt, lyder det.

Computerproducenten Acer bekræfter, at hackere er trængt igennem dets systemer og har lækket data.

Det skriver CPOmagazine.

Den taiwanske hardware- og elektronikgigant oplyser, at de unavngivne angribere har kompromitteret en server, som anvendes af reparationsteknikere.

Denne server er blevet lænset for data - der dog ikke har indeholdt kundeoplysninger, lyder detr fra selskabet.

"Vi har for nylig opdaget en hændelse med uautoriseret adgang til en af ​​vores dokumentservere for reparationsteknikere," meddeler Acer og fortsætter:

"Mens vores undersøgelse er i gang, er der i øjeblikket ingen indikation af, at nogen forbrugerdata blev gemt på den server."

Skærmbilleder delt af hackeren viser, at de stjålne data inkluderer værdifuld infrastruktur og produktteknisk information, skriver mediet.

Flere af dataene er tilsyneladende lagt tilgængeligt på et hackerforum kaldet BreachForums, hvor det sælges for kryptovaluta.

Hackeren påstår at have stjålet 160 GB data i 655 mapper og 2.869 filer.

"Helt ærligt, der er så meget lort, at det vil tage mig dage at gennemgå listen over, hvad der blev brudt, lol," skriver trusselsaktøren på forummet ifølge mediet.

Ifølge hackeren omfatter de stjålne data fortrolige præsentationer, tekniske manualer, Windows-billedfiler, binære filer, systemimplementeringsbilleder (SDI), RDPK'er, backend-infrastrukturdata, produktmodeldokumentation for forskellige enheder og BIOS- og ROM- filer.