Mens open source-webbrowseren Mozilla Firefox får flere brugere i Europa, så holder de fleste danskere fast i Microsofts Internet Explorer.
Det fremgår af tal fra tyske Adtech, som leverer reklamer til websteder over hele verden.
I Europa generelt har Internet Explorer 6 nu ifølge Adtech en udbredelse på 80 procent af browserne. Firefox sidder tilsvarende på 10 procent af markedet.
Finland er det europæiske land, hvor Firefox har størst succes og sidder på godt 20 procent. I Danmark har Firefox ifølge Adtech en andel på knap seks procent, mens Internet Explorer har 89 procent.
Ifølge Adtech er Tyskland det land, hvor Internet Explorer har mindst fat med blot knap 68 procent. Tyskland er samtidig det land, hvor norske Opera er mest populær med knap fem procent af markedet. (sandal)