Der var engang for ikke alt for længe siden, hvor browser-krigen rasede. De største techgiganter sloges hårdhændet om, hvem der skulle være porten til de hellige haller: internettet. Mange blodige opgør senere endte Google som sejrsherren med Chrome i hånden.
Efter mange års fred og fordragelighed blusser konflikten nu op på ny. Denne gang står kampen ikke om den bedste browser, men derimod den klogeste. For kunstig intelligens er trådt ind på slagmarken som en altafgørende helt. Men spørgsmålet er, om denne nye browserkrig i sidste ende ikke kommer til at ramme det mest uerstattelige mål af dem alle: brugerne.
OpenAI og Perplexity har for nylig lanceret hver deres webbrowser i form af ChatGPT Atlas og Comet. Og som orkestreret af en højere kosmisk komité udkom de endda i samme periode som den mystiske komet Atlas dukkede op i menneskets stjernekikkerter.
Uden at det har nogen forbindelse overhovedet (af hvad vi ved af…), er det alligevel sigende, at begge browsere dukker op på det tidspunkt, og sætter spørgsmålstegn ved flere ting. Det mest presserende spørgsmål er dog også noget mere jordnært, nemlig om dette er enden på Googles sejrsstime?
Det gode med det sure
Begge browsere bringer fordele, der er både friske og nytænkende. Men de kommer også med en bagside: en markant mangel på sikkerhed og en ofte skæv forståelse af brugerens behov. Jeg er imponeret i glimt, men har også solide forbehold ved at bruge dem som mit primære værktøj.
Lad os tage plusserne først. De er fremragende at arbejde med, når det handler om at dykke dybere i kilder eller slippe for Googles reklame- og SEO-støj.
Perplexity Comet går endda så langt som fuldstændig at fjerne reklamer. Den fungerer som en browser integreret med en gigantisk adblocker. Du kan sågar se YouTube uden reklamer. Som var det Premium. Ikke noget jeg anbefaler, men nu kender du effekten.
ChatGPT Atlas har til gengæld agentfunktionen, hvor browseren kan udføre små handlinger på dine vegne: find ingredienserne til en opskrift og køb dem direkte på Nemlig.com.
Det føles som en tidlig glimt af fremtiden, når browseren begynder at handle. Hastigheden er dog milevidt fra det niveau, der gør det bedre end at gøre det selv. Men potentialet er ubestrideligt.
I både Atlas og Comet har du desuden en assistent i højre side, klar til at opsummere en artikel, forklare et begreb eller sammenligne informationer. Det løfter browseren fra søgeværktøj til arbejdsredskab.
Brugervenligheden som det første offer
Problemet er, at brugervenligheden er den første, der falder i kampens hede. Den findes i teorien, men forsvinder i praksis. Lidt som de selvkørende biler, der altid lige er fem år væk.
Søgning er et tydeligt eksempel. Begge browsere vil hellere føre en samtale end faktisk finde resultater.
Hvis jeg i Chrome søger ”varme hjemmesko”, får jeg straks et udvalg af hjemmesko, jeg kan købe. I Comet og Atlas får jeg derimod en akademisk afhandling om hjemmeskoens natur og et velmenende ”her er, hvad du bør kigge efter”.
Først langt nede i deres svar gemmer der sig links, og på det tidspunkt er jeg for længst blevet kold om tæerne. De to AI-browsere er simpelthen ikke bygget til klassisk søgning. Google er stadig bedst til den disciplin.
Derudover er det besynderligt bøvlet at justere en søgning. Hvis jeg vil tilføje ”str. 44”, skal det ind som et nyt prompt-svar, ikke i det oprindelige felt. Det forsinker processen, og i praksis ender jeg ofte med at åbne en ny fane. I Chrome tager det et sekund.
Et lille irritationsmoment, men nok til at man mærker, hvor uprøvede de nye browsere stadig er.
Den ubehagelige del: sikkerheden
Den mere alvorlige konsekvens er manglen på sikkerhed. Og det går igen i hele den måde, en AI-baseret browser fungerer på.
OpenAI har ikke samme dybde af brugerdata, som Google har. Derfor giver det strategisk mening at bygge en browser, der kan lære direkte af vores adfærd. En browser, der reelt set suger alt, hvad du foretager dig, som benzin til modellen.
Det er ikke overraskende i sig selv. Det kritiske er, at sikkerhedsnettet ikke følger med.
En intelligent browser, der kan udføre handlinger for dig, kan i teorien også overtales af ondsindede websider til at udføre handlinger imod dig.
Det kan være indsamling af informationer, overvågning eller navigering videre til sider, du aldrig ønskede at besøge. Og når browserens agentfunktion kan sættes til hvad som helst, kan du ende i situationer, hvor din historik viser aktiviteter, du ikke selv har foretaget.
”Det var min AI, der gjorde det” bliver en sætning, vi kommer til at høre under vidneansvar før længe.
Vi står i et regulært paradigmeskifte på browser-niveau. At forsøge at holde AI ude af vores browsere er som at insistere på at tage opvasken i hånden, når opvaskemaskinen står klar og beder om at blive tændt. Udviklingen er uundgåelig. Men før vi lader AI blive vores faste sidemand i browseren, skal sikkerheden ganske enkelt være stærkere.
Indtil da springer jeg ikke hovedkulds – eller hjertevarmt – ind i den nye browser-æra.
