Morgen-briefing: Russere har hacket overvågningskamera i dansk svømmehal / NetNordic klar med sit 25. opkøb siden 2015 / DR skruer op for tech og AI for at sikre demokratiet

Russere har hacket overvågningskamera i dansk svømmehal. NetNordic klar med sit 25. opkøb siden 2015. DR skruer op for tech og AI for at sikre demokratiet. Antallet af phishing-angreb er fordoblet på et år.

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Godmorgen og velkommen til torsdagens morgen-briefing fra Computerworld.

Danmark er pakket ind i sne og frost denne januar-morgen, og mens temperaturen udenfor holder sig tæt på frysepunktet, har jeg – Qëndrim Fazliu – i ly af varmen atter en gang samlet en rækker nyhedshistorier, der gør dig klogere på, hvad der rører sig i den digitale verden.

Så lav dig en varm tår kaffe, træk i dit varmeste puds og læs med, mens vi som en anden Sirius-patrulje baner os vej gennem nyhedslandskabet, der i dag byder på lidt af hvert.

Lad os komme i gang.

God dag – og tak fordi du læser med.

DR skruer op for tech og AI for at sikre demokratiet

DR skal i de kommende år ruste sig med ny teknologi og stærkere digital tilstedeværelse for at imødegå trusler mod det danske demokrati og styrke befolkningens tillid til fakta.

Det fremgår af public service-husets nye strategi frem mod 2030, skriver DR.

Strategien, der har fået navnet 'Forskellige sammen', lægger op til, at DR skal følge med danskernes digitale vaner, styrke sin teknologiske udvikling og udvikle nye værktøjer, der skal hjælpe borgerne med at skelne mellem ægte og falsk information i en virkelighed præget af AI, misinformation og sociale medier.

"Når denne strategi bliver til virkelighed i løbet af nogle år, vil den almindelige dansker opleve, at de har et værktøj, de kan bruge konkret i forhold til at hitte rede i sandt og falsk," siger DR’s generaldirektør Bjarne Corydon til DR Nyheder.

Derudover opretter DR et selvstændigt direktørområde for teknologi, mens DR også laver en ny redaktion, der skal udvikle og teste verificeringsværktøjer, teknologiske løsninger og nye formater.

Ifølge Corydon er det nødvendigt, at DR er til stede dér, hvor danskerne færdes digitalt, også selvom det betyder at bevæge sig ud i "fjendtligt terræn", som han udtrykker det om platforme ejet af tech-giganter.

Med strategien forpligter DR sig til at nå ud til ni ud af ti danskere hver uge, mens man vil nå fem ud af ti digitalt hver dag.

NetNordic klar med sit 25. opkøb siden 2015

NetNordic har købt Itectra i Aalborg og sætter dermed punktum for sit 25. opkøb siden 2015.

Målet er at styrke kompetencerne inden for optiske netværk og udvide tilstedeværelsen på det nordiske marked, lyder det i en pressemeddelelse.

Ifølge NetNordic er opkøbet en strategisk investering, da dataforbrug, cloud og AI lægger pres på kapacitet og latenstid.

"Behovet for øget kompetence og kapacitet inden for moderne netværksarkitektur og optisk infrastruktur er stigende, især drevet af eksploderende dataforbrug, 5G-udrulning og AI-workloads," siger Ulrik Kjeldgaard, der er CEO i NetNordic Danmark.

Itectra har siden 2008 specialiseret sig i fiberbaseret infrastruktur og er blandt andet partner med Nokia og Infinera.

Beløbet på opkøbet er ikke oplyst.

Russere har hacket overvågningskamera i dansk svømmehal

Et overvågningskamera i svømmehallen i Tårs er blevet hacket.

Herefter er en optagelse fra kameraet, der pegede mod badebassinet i svømmehallen, blevet delt på beskedtjenesten Telegram.

Det rapporterer TjekDet.

Politiet kontaktede hallens centerleder tirsdag med besked om bruddet.

Optagelsen viser dog hverken nøgenhed eller andet, der kan være krænkende, lyder det.

Ifølge TjekDet er det den russiske hackergruppe Z-Pentest, der ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste har forbindelser til den russiske stat, som står bag hacket.

Antallet af phishing-angreb er fordoblet på et år

Antallet af phishing-angreb er fordoblet på ét år.

Det viser en ny rapport fra Barracuda Networks.

Rapporten slår fast, at 90 procent af de store phishing-kampagner i 2025 benyttede sig af phishing-as-a-service, hvor færdige "kits" sælges eller lejes af kriminelle og gør det nemt at angribe, selv for teknisk uerfarne aktører.

Samtidig lyder det i rapporten, at generativ AI har gjort det lettere at efterligne store brands som Microsoft og DocuSign i e-mails med overbevisende sprog og grafisk udtryk.

Derudover ser man en stigning i såkaldt quishing, hvor det er QR-koder, der bruges til at lokke ofre væk fra sikre platforme og over på dårligt beskyttede mobiltelefoner.

Event: Computerworld Summit 2026 - København

Digital transformation | København

Styrk din digitale strategi med konkret brug af AI og ny teknologi. Mød 250 it-professionelle, få indsigter, løsninger og netværk på én dag. Computerworld Summit i København viser hvordan teknologi skaber forretningsværdi – her og nu.

28. april 2026 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

Norriq Danmark A/S har pr. 1. oktober 2025 ansat Rasmus Stage Sørensen som Operations Director. Han kommer fra en stilling som Partner & Director, Delivery hos Impact Commerce. Han er uddannet kandidat it i communication and organization på Aarhus University. Han har tidligere beskæftiget sig med med at drive leveranceorganisationer. Nyt job

Rasmus Stage Sørensen

Norriq Danmark A/S

IT Confidence A/S har pr. 1. oktober 2025 ansat Henrik Thøgersen som it-konsulent med fokus på salg. Han skal især beskæftige sig med rådgivende salg, account management og udvikling af kundeporteføljer på tværs af it-drift, sikkerhed og cloud-løsninger. Han kommer fra en stilling som freelancer i eget firma og client manager hos IT Relation og IT-Afdelingen A/S. Han er uddannet elektromekaniker. Han har tidligere beskæftiget sig med salg af it-løsninger, account management, it-drift og rådgivning samt undervisning og ledelse. Nyt job

Henrik Thøgersen

IT Confidence A/S

Sebastian Rübner-Petersen, 32 år, Juniorkonsulent hos Gammelbys, er pr. 1. september 2025 forfremmet til Kommunikationskonsulent. Han skal fremover især beskæftige sig med Projektledelse, kommunikationsstrategier og implementering af AI. Forfremmelse