Samsung ottedobler indtjeningen efter prisstigninger / Dansk IT-koncern køber tre selskaber på et kvartal / Apple genoptager seks år lang App Store-strid

Samsung ottedobler indtjeningen efter prisstigninger. Dansk IT-koncern køber tre selskaber på et kvartal. Apple genoptager seks år lang App Store-strid. Nyt initiativ skal få unge tilbage i den digitale debat. Techgiganter går sammen mod kopi-selskaber.

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Godmorgen

Velkommen til onsdagens udgave af morgenbriefingen fra Computerworld.

Endnu engang er det Thomas Møgelbjerg, der sidder bag tasterne og har sammensat dagens hurtige it-nyhedsoverblik til jer derude.

Tak fordi du læser med.

Samsung ottedobler indtjeningen efter prisstigninger

Man siger, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget – og det må man i den grad sige gør sig gældende for Samsung i øjeblikket.

Den sydkoreanske hardwareproducent skovler penge ind i øjeblikket, og ifølge Reuters er Samsungs indtjening ottedoblet i første kvartal 2026 sammenlignet med samme kvartal sidste år.

Fremgangen skyldes især stigende priser på hukommelseschips, hvor efterspørgslen fra AI-datacentre presser markedet. Samtidig er udbuddet fortsat begrænset, hvilket yderligere driver priserne op.

Samsung har i stigende grad positioneret sig som leverandør til AI-infrastruktur, hvor avancerede chips spiller en central rolle.

Ifølge foreløbige tal ventes selskabets driftsresultat i første kvartal at nå omkring 38 milliarder dollar.

Som Computerworld har beskrevet i en række artikler, har flere forhandlere, heriblandt Dell, varslet prisstigninger på op mod 30 procent. Og det tyder altså på, at prisstigningerne må bæres af slutbrugerne.

Apple genoptager seks år lang App Store-strid

Apple forbereder endnu et forsøg på at få USA’s højesteret til at tage stilling i den langvarige strid med Epic Games om App Store-gebyrer.

Konflikten med Epic Games, der blandt andet står bag Fortnite, har stået på siden 2020 og er blevet en principiel kamp om kontrol og betaling i app-økonomien.

Sagen udspringer af, at Apple er blevet pålagt at tillade eksterne betalinger i apps, hvilket betyder, at tredjepartsudviklere som Epic Games kan tage betaling fra brugerne uden om Apples økosystem.

Efterfølgende indførte Apple dog en kommission på 27 procent, hvilket domstole har vurderet reelt underminerer formålet med afgørelsen.

Apple fastholder, at gebyrerne afspejler værdien af dets App Store-platform og værktøjer.

Nu vil Apple udfordre den juridiske vurdering og samtidig forsøge at få sat håndhævelsen af afgørelsen på pause.

Sagens endelige udfald kan få stor betydning for hele app-økosystemet og for, hvor meget kontrol platforme fremover kan udøve over betalinger og indtægter.

Nyt initiativ skal få unge tilbage i den digitale debat

Et nyt projekt skal få flere unge til at deltage aktivt i den demokratiske samtale på sociale medier.

Initiativet, der er støttet af Tuborgfondet, skal gøre unge bedre til at anmelde ulovligt og skadeligt indhold som had og chikane – og dermed skabe et tryggere debatmiljø online. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Digitalt Ansvar.

Baggrunden er, at mange unge i dag holder sig tilbage. Kun 9 procent af de 16-25-årige deltager ofte i samfundsdebatten online, mens næsten halvdelen oplever, at tonen afholder dem fra at ytre sig.

Ifølge Digitalt Ansvar risikerer debatten at blive domineret af de mest højlydte stemmer, hvis udviklingen fortsætter.

Projektet skal derfor øge bevidstheden om, at brugere kan handle på skadeligt indhold og dermed bidrage til en bedre debatkultur.

Dansk IT-koncern køber tre selskaber på et kvartal

Simple Agency Group fra Køge har gennemført tre nye opkøb i første kvartal og fortsætter dermed sin aggressive vækststrategi.

Koncernen har opkøbt Primero IT, itpro og Birkelund & Schouby Data, som bliver opkøb nummer 20, 21 og 22 i rækken. I 2025 gennemførte selskabet i alt otte opkøb, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Ifølge koncerndirektør Mike Valencia er ambitionen fortsat at vokse gennem både nye opkøb og udvikling af den eksisterende forretning.

Simple Agency Group leverer IT-infrastruktur og services til små og mellemstore virksomheder og har de seneste år styrket sin position markant i det nordiske marked.

Simple Agency Group oplyser, at opkøbene påvirker koncernens nettoomsætning positivt med cirka 35 millioner kroner.

Techgiganter går sammen mod AI-kopiering

OpenAI, Google og Anthropic er normalt konkurrenter, men nu indleder de et tættere samarbejde for at bekæmpe forsøg på at kopiere deres AI-modeller. Det skriver Bloomberg.

Selskaberne deler information om eksterne aktører, der forsøger at udnytte deres systemer til at udvikle konkurrerende modeller – ofte uden betaling. Ifølge branchekilder har problemet vokset sig markant det seneste år og medført milliardtab.

Særligt kinesiske aktører har skærpet bekymringen. DeepSeek vakte opsigt med en avanceret sprogmodel udviklet til markant lavere omkostninger end vestlige alternativer.

Ifølge OpenAI sker kopieringen blandt andet via såkaldt “distillation”, hvor eksisterende modeller bruges som fundament for billigere versioner.

Læses lige nu

    Event: Computerworld Cloud & AI Festival 2026

    Digital transformation | Ballerup

    Eksplosiv udvikling i cloud og AI kræver overblik og viden. Computerworld samler 3.000 it-professionelle, 70+ leverandører og 120+ talere om AI, infrastruktur, data, compliance og sikkerhed. To dage med viden og netværk. Tilmeld dig nu.

    16 & 17 september 2026 | Gratis deltagelse

    Navnenyt fra it-Danmark

    netIP har pr. 20. januar 2026 ansat Darnell Olsen som Datateknikerelev ved netIP's kontor i Herning. Han har tidligere beskæftiget sig med diverse opgaver omkring biludlejning, da han har været ansat hos Europcar. Nyt job
    Renewtech ApS har pr. 15. marts 2026 ansat Per Forberg som Account Manager for Sustainable Relations. Han skal især beskæftige sig med etablere nye partnerskaber med henblik på ITAD og sourcing kontrakter med hostingvirksomheder og strategiske slutbrugere. Han kommer fra en stilling som Nordic Key Account Manager hos Tesa. Han er uddannet hos Lund University og har en MBA i Management. Han har tidligere beskæftiget sig med at styrke salgsaktiviteter og partnerskaber på tværs af nordiske markeder. Nyt job

    Per Forberg

    Renewtech ApS

    Khaled Zamzam, er pr. 1. marts 2026 ansat hos Immeo som Consultant. Han er nyuddannet i Informationsteknologi fra DTU. Nyt job
    Netip A/S har pr. 1. marts 2026 ansat Ajanta Holland Christensen som Sales Manager ved netIP's kontor i Aarhus. Han kommer fra en stilling som Account Manager hos Orange Cyberdefense. Nyt job