Disse fire søjler i din organisation skal bære virksomhedens AI

Med ”Untangling AI” har iværksætter Matt Kesby sat sig for at vise, hvordan ledere kan få mennesker og kunstig intelligens til at arbejde sammen om at skabe bedre resultater for virksomheden.

Artikel top billede

At være en succesfuld leder kræver mange kompetencer, men opgaven har i sidste ende altid handlet om at få mennesker til at levere.

Men i tidens hastige AI-transformation er der brug for en ny type leder, som ikke bare kan lede mennesker, men som kan dirigere et orkester bestående af både menneskelig og kunstig intelligens.

Det er sådan, serieiværksætter og AI-rådgiver Matt Kesby ser nutiden for sig i sin nye bog ”Untangling AI: Driving Business Success Through Enterprise Automation and AI Agents”.

Untangling AI er på mange måder en praktisk håndbog, der kan hjælpe på rejsen fra frygt og usikkerhed til erkendelse og strategisk handling. Det er i hvert fald bogens erklærede ambition.

Ifølge Matt Kesby handler det om at erkende, at AI ikke er en erstatning for menneskelig skaberkraft, men et redskab, der kan styrke den.

Han understreger, at det ikke længere er et spørgsmål om, AI vil transformere virksomheden, men om hvorvidt man selv vil stå forrest i transformationen.

Som menneske kan man glæde sig over, at det menneskelige aspekt i en succesfuld virksomhed stadig vil være en af de bærende søjler i Matt Kesbys optik.

I bogen kaster han sig over at levere konkrete værktøjer til at få styr på de fire søjler, som skal skabe fundamentet for en AI-drevet virksomhed.

For en god ordens skyld mener han dog ikke, at man i fremtiden kan drive en virksomhed, uden at den er AI-drevet i et eller andet omfang.

De fire søjler består af strategi, mennesker, teknologi og eksekvering.

Man skal således have en klar og konkret strategi for, hvordan AI skal bruges til at opnå virksomhedens mål.

Samtidig skal lederen skabe en innovationskultur blandt medarbejdere og sikre, at de har eller får de kompetencer, som de har brug for, hvis de skal trives i AI-alderen.

Dertil kommer naturligvis evnen til at navigere i et komplekst landskab bestående af AI-værktøjer og platforme for at finde de rigtige løsninger til virksomheden.

Og endelig handler det om at omsætte AI-strategien til konkrete resultater gennem AI-agenter, automatisering og nye arbejdsgange.

Bogen indeholder blandt andet modeller og værktøjer, som gør det lettere at vurdere, hvor virksomheden og medarbejderne allerede er stærke, og hvad der skal til for at løfte teamet.

Målet er i sidste ende at ramme virksomhedens ”AI Sweet Spot”, altså at skabe en balance mellem at implementere AI og at styrke virksomheden og de menneskelige medarbejderes skaberkraft.

Risikoen er enten at lade stå til eller at implementere AI på en måde, der både koster penge og medarbejdere.

Matt Kesby udpeger i sin bog lederen, stifteren eller ejeren som de centrale aktører i denne AI-transformation.

Men samtidig understreger han, at man kun kan lykkes ved at involvere de menneskelige medarbejdere i transformationen, og at det derfor er afgørende for nutidens ledere at få mennesker og AI-agenter til at spille sammen på en måde, der også kan mærkes på bundlinjen.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Pinksky har pr. 1. maj 2026 ansat Alexander Skou Henkel, 39 år,  som Rådgivende konsulent. Han skal især beskæftige sig med optimering af forretningsprocesser i Microsoft platformen. Han kommer fra en stilling som IT forretningskonsulent hos Evobis ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med forretningsudvikling i Microsoft platformen. Nyt job
    Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Steffen Bendix Søjberg som Systemkonsulent ved netIP's kontor i Rødekro. Han kommer fra en stilling som Systemadministr,og har været i branchen i mange år. Nyt job
    netIP har pr. 1. juni 2026 ansat Heidi Winther som Supportkonsulent ved netIP's kontor i Herning. Hun kommer fra en stilling som IT-Supporter hos Holstebro Kommune. Nyt job
    Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Dan Toft, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med digitalisering med Microsoftplatformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Han er uddannet datamatiker. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365 og SharePoint udvikling. Nyt job

    Dan Toft

    Pinksky ApS