Dinosaurerne kommer helt ind i baghaven i ny science fiction-film

I ”The End of Oak Street” opdager Anne Hathaway og Ewan McGregor, at hele deres villavej er blevet placeret i et ukendt landskab fyldt med dinosaurer og andre forhistoriske rovdyr.

Artikel top billede

I Jurassic Park handlede det om at bruge teknologi til at genskabe dinosaurerne som attraktioner i en forlystelsespark til underholdningssøgende mennesker.

I den nye film ”The End of Oak Street” er konceptet vendt på hovedet, for her er det menneskene i et klassisk amerikansk forstadskvarter fra 1980’erne, der pludselig befinder sig i en verden befolket af dinosaurer.

Det lyder umiddelbart som en temmelig syret idé, og den kræver en vis villighed til at købe præmissen, men så er der til gengæld lagt op til lidt af en forlystelse.

Filmens hovedpersoner er Platt-familien. Anne Hathaway spiller Denise, mens Ewan McGregor har rollen som hendes mand, Greg.

Anne Hathaway medvirker også i Christopher Nolans storfilm The Odyssey, mens Ewan McGregor er kendt som Obi-Wan Kenobi i Star Wars.

Deres teenagebørn oplever ifølge filmens trailer voldsomme lysglimt midt om natten, hvilket får deres far til at joke om, at det måske er rumvæsener.

Kort efter er der dog pludselig en dinosaur i baghaven, og det bliver hurtigt tydeligt, at hele nabolaget omkring Oak Street på mystisk vis er blevet transporteret et andet sted hen som følge af en kosmisk hændelse.

”Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?” spørger familiefaren Greg i traileren, og det er da et udmærket spørgsmål.

Men om Oak Street er rejst tilbage i tid, er blevet flyttet til en anden dimension af rumvæsener, eller om der er noget helt andet på spil, afslører traileren ikke noget om.

Til gengæld udvikler det sig hurtigt til en overlevelsesfilm, hvor familien forskanser sig i hjemmet eller bevæger sig ud i kvarteret og forsvarer sig mod forhistoriske dyr, der strejfer rundt mellem husene.

Samtidig ser filmen bestemt ikke ud til at være uden humor. I hvert fald lover Greg sin familie, at Gud ikke vil lade dem dø. Hans hustru konstaterer tørt, at Greg kun går i kirke til jul og undrer sig over, hvorfor Gud så tilsyneladende vil lade naboerne blive spist.

Placeringen af fortællingen i 1980’erne har også givet filmholdet mulighed for at skabe en stemning, der leder tankerne hen på Steven Spielbergs eventyrfilm fra det årti.

The End of Oak Street er instrueret af David Robert Mitchell, der tidligere har markeret sig med den fremragende gyser It Follows. Han har selv fremhævet The Twilight Zone og Poltergeist som inspirationskilder til filmen.

J.J. Abrams bliver i traileren fremhævet som en af filmens producenter. Han har stået bag alt fra Lost og Star Trek til nyere Star Wars-film og forbindes ofte med fortællekonceptet om en ”mystery box”, hvor ubesvarede spørgsmål bruges til at fastholde publikums nysgerrighed.

Foreløbig er der i hvert fald proppet mange mysterier ned i filmens boks.

Hvorfor kvarteret er landet i dinoland, og om The End of Oak Street har tænkt sig at forklare det, kan man finde ud af i biograferne fra den 13. august.

Navnenyt fra it-Danmark

Elbek & Vejrup A/S har pr. 1. august 2026 ansat Gitte Lykke Holm som Senior Payroll Consultant. Hun skal især beskæftige sig med opsætning og implementering af 365Løn til Business Central. Hun kommer fra en stilling som BC/NAV seniorkonsulent. Hun er uddannet inden for informatik og data processing. Nyt job

Gitte Lykke Holm

Elbek & Vejrup A/S

Guardsix har pr. 1. maj 2026 ansat Louise Sara Baunsgaard som Global Marketing & Communications Director. Hun skal især beskæftige sig med at positionere virksomheden som et europæisk alternativ i en tid, hvor cybersikkerhed i høj grad handler om geopolitik. Hun kommer fra en stilling som Co-Founder og CMO hos Get BOB. Hun er uddannet Ba.ling.merc fra CBS og har desuden en Mini MBA i marketing. Hun har tidligere beskæftiget sig med marketing og kommunikation i ledende nordiske roller hos bl.a. Meta og Nets. Nyt job
Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Ida Hyllested Friis som Key Account Manager ved netIP's kontor i Thisted. Hun kommer fra en stilling som Key Account Manager hos Københavns erhvervshus. Nyt job
Freja Egelund Grønnemose, junior automation developer hos WITRICS A/S, har pr. 16. juni 2026 fuldført uddannelsen diplomingeniør i softwareteknologi (B.Eng Software Technology) på Danmarks Tekniske Universitet - DTU. Færdiggjort uddannelse