Morgen-briefing: Pringles giver ordet AI-chip en helt ny mening / Derfor styrtdykkede SpaceX-aktien / Elon Musk: Folk undervurderer Starlink

Pringles giver ordet AI-chip en helt ny mening. Aktiestrateg: Derfor styrtdykkede SpaceX-aktien. Elon Musk: Folk undervurderer Starlink. Snart lukker og slukker Google Assistant, og så er det i dag 29 år siden, at Microsoft købte sig ind i Apple.

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Go’ morgen

Det er i dag torsdag 6. august, og her har du Computerworlds morgen-briefing.

Denne morgen er det igen Jacob Wittorff, der med tiltagende sorte rander under øjnene er stået tidligt op for at levere dagens nyhedsoverblik til dig.

Dagens første historie handler om AI-chips, men nok ikke den type, som du tror.

Pringles giver ordet AI-chip en helt ny mening

De fleste af os tænker nok på Nvidia, når vi hører ordet AI-chips.

Men en artikel i Wall Street Journal giver ordet en helt ny mening.

For kunstig intelligens er på vej til at blive et vigtigt element i produktionen af de salte Pringles-chips, der kommer i de ikoniske små paprør og som i denne skribents ungdom blev solgt under det catchy slogan 'once you pop, you can't stop'.

“Vi ønsker at lave den perfekte chip – med den samme sprødhed, den samme smag og den samme fornemmelse, hver gang man åbner røret,” siger Jan Laenen, der er udviklingsdirektør hos Kellanova, der er koncernen bag Pringles.

I artiklen bliver det beskrevet, at Kellanova har samarbejdet med industrigiganten Siemens om at bygge en realtime digital tvilling af den kartoffeldej, som Pringles-chips er lavet af.

Det gør det muligt at følge dejen, mens den bevæger sig gennem selskabets produktionslinjer på selskabets fabrik i Polen.

Undervejs bliver dejen fulgt af nye sensorer og direkte signaler fra maskinerne, hvilket gør det muligt at bygge en digital repræsentation af netop det parti chips, som aktuelt befinder sig på produktionsbåndet.

“Alle de partier kartofler, man får leveret, vil være forskellige. Men nu sørger vi for, at alle Pringles smager præcis, som de skal, selvom der kan være forskel på kartoflerne,” siger Cedrik Neike, administrerende direktør for Digital Industries hos Siemens, til Wall Street Journal.

Aktiestrateg: Derfor styrtdykkede SpaceX-aktien

Tirsdag aften offentliggjorde SpaceX sit første regnskab som børsnoteret selskab, og regnskabet fik en hård medfart på aktiemarkedet, som sendte aktien ned med næsten 10 procent, da markederne åbnede onsdag.

Som Computerworld skrev i går, faldt aktien, selvom selskabet leverede høj vækst og et bedre regnskab end forventet.

Oskar Barner Bernhardtsen, investeringsstrateg ved Saxo Bank, forklarer til Børsen, at faldet skal skyldes en kombination af SpaceX' tårnhøje AI-investeringer og en meget høj værdiansættelse.

Samtidig påpeger aktiestrategen, at SpaceX er en type aktie, hvor investorerne må forvente store udsving.

“Hvis DSV faldt med 10 pct., så er der i hvert fald en grund til det, men sådan er det ikke nødvendigvis med SpaceX. Der er det små konklusioner og tendenser, der kan ændre stemningen ved aktien, som kan skifte fra uge til uge, og det kommer ikke til at ændre sig de næste to-tre år,” siger Oskar Barner Bernhardtsen til Børsen.

Elon Musk: Folk undervurderer Starlink

Vi bliver hos SpaceX, hvis forretning centrerer sig om tre ting: AI, Space og connectivity.
Sidstnævnte dækker over SpaceX' internetsatellitter, Starlink.

“Jeg tror, folk undervurderer Starlink,” sagde Elon Musk om forretningsområdet, da han deltog i den obligatoriske telekonference med investorer efter regnskabets offentliggørelse.

Ifølge Musk kan Starlink blive verdens førende internetleverandør i løbet af det næste årti, hvor selvkørende biler, robotter og kunstig intelligens vil øge behovet for båndbredde dramatisk.

“Jeg tror, Starlink er den eneste infrastruktur, som kan imødekomme det,” tilføjede Elon Musk.

Snart lukker og slukker Google Assistant

Google sætter nu fart på udfasningen af den digitale assistent, Google Assistent, der snart vil blive fuldstændig erstattet af Gemini.

Mediet 9to5Google skriver, at Google Assistent allerede 4. september vil være fortid på Android-enheder samt enheder som smarture og hovedtelefoner, der bruger styresystemet Wear OS.

Google havde oprindeligt planlagt at gennemføre overgangen fra Google Assistent til Gemini i 2025, men selskabet valgte at udskyde overgangen til i år.

I dag er det 29 år siden, at Microsoft købte sig ind i Apple

Microsoft købte 6. august 1997 for 150 millioner dollar aktier i rivalen Apple, og samtidig lovede Microsoft at fortsætte med at udvikle og understøtte Office-pakken til Mac i de kommende fem år.

Dengang virkede det næsten utænkeligt, at Apple skulle indgå en aftale med ærkerivalen Microsoft, men aftalen hjalp med at stabilisere Apple på et usikkert tidspunkt og gav selskabet et fundament, der førte til et af erhvervshistoriens største comebacks.

Det gavnede også Microsoft, der på det tidspunkt var involveret i flere store monopolsager, at selskabet indgik en aftale, hvor man hjalp en presset konkurrent. Microsoft solgte aktierne tilbage til Apple i 2003, hvilket var en del af den oprindelige aftale.

Læses lige nu

    Event: Årets CISO 2026

    Sikkerhed | Kongens Lyngby

    Årets CISO 2026 hylder de sikkerhedsledere, der skaber robusthed i et sikkerhedslandskab under pres – og som formår at løfte cyber- og informationssikkerhed fra teknisk disciplin til strategisk ledelsesopgave.

    22 oktober 2026 | Gratis deltagelse

    Politiets Efterretningstjeneste

    PET søger softwareingeniører til Ruslandsområdet

    Københavnsområdet

    Capgemini Danmark A/S

    Microsoft AI Solution Architect

    Københavnsområdet

    Politiets Efterretningstjeneste

    Chef Enterprise Arkitekt i PET - Form PET's Digitale Fremtid

    Københavnsområdet

    Navnenyt fra it-Danmark

    TDC Erhverv har pr. 1. maj 2026 ansat Peter Bjerregaard Harden som Senior Vice President (SVP), Enterprise Sales. Peter skal især beskæftige sig med at drive transformationen mod at blive en førende, kundecentreret partner inden for Cloud, Cyber og integrerede ICT-løsninger. Peter kommer fra en stilling som Country Manager hos Google Cloud Danmark. Peter er uddannet Cand. Merc (AU), HD, Organisation og Ledelse (CBS), Bestyrelsesuddannelse (CBS). Peter har tidligere beskæftiget sig med at opbygge Google Cloud i Danmark samt roller hos Microsoft, Salesforce og i management consulting. Nyt job
    Den danske eID-virksomhed Idura har pr. 1. april 2026 ansat Kari Lehtimäki som Country Manager. Han skal især beskæftige sig med at styrke kendskabet til Iduras løsninger i Finland samt fremme samarbejdet med økosystemet omkring det finske Trust Network. Han kommer fra en stilling som Salgschef hos Telia Finland. Han er uddannet uddannet civilingeniør (M.Sc. Tech.) og medbringer ledelse, markedsindsigt og praktisk erfaring. Han har tidligere beskæftiget sig med salg og forretningsudvikling inden for Telias trust services-forretning. Nyt job

    Kari Lehtimäki

    Den danske eID-virksomhed Idura

    IFS Danmark A/S har pr. 2. marts 2026 ansat Marlene Gudman som HR Business Partner. Hun skal især beskæftige sig med HR i Danmark og Norden og lede udvalgte internationale HR-projekter. Hun kommer fra en stilling som Nordic Lead HR Business Partner hos Salesforce. Hun har tidligere beskæftiget sig med international HR med fokus på udvikling af og udfordringer i HR ud fra et forretningsperspektiv. Nyt job

    Marlene Gudman

    IFS Danmark A/S

    Renewtech ApS har pr. 1. april 2026 ansat Boris Sudar som Senior IT Specialist. Han skal især beskæftige sig med at sikre, at Renewtech cloudbaseret infrastruktur fortsætter på sit højeste niveau, mens han også skal drive system udvikling. Han kommer fra en stilling som Senior IT Specialist hos Eurowind Energy. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365, Intune og sikker endepunktsstyring for hybrid og cloudbaseret infrastrukturer. Nyt job

    Boris Sudar

    Renewtech ApS