Artikel top billede

NNIT's direktør Per Kogut Per Kogut er klar til investere flere hundrede millioner kroner i opkøb i udlandet. Foto: Torben Klint

NNIT's vækstplan: Vil spinde guld trods global nedtur

Interview: Trods økonomisk afmatning tror NNIT, at selskabet har fundet guldkalven. Direktør Per Kogut sigter efter at have fordoblet omsætningen til to milliarder kroner i 2012. Her er hans plan.

Trods økonomisk afmatning og stribevis af nedjusteringer, kollapser og bekymrede ansigter på alverdens børs-mæglere, sigter danske NNIT fortsat direkte efter stjernene.

Selskabet skal i løbet af de kommende fire år fordoble sin omsætning fra den nuværende på 1,1 milliarder (2007) til to milliarder kroner i 2012 og snuppe en betydelig andel på markedet for offentlig it.

Sådan lyder planerne, som NNIT har formuleret og som direktør Per Kogut tror på, selv om det er åbentlyst for enhver, at den globale økonomi har det svært.

"Det er klart, at der er mange vindere i opgangstider, men der er også vindere i nedgangstider, og vi tror, at vi er bygget på et sikkert fundament. Der er mange, der i denne periode har mange udfordringer, men der er i hvert fald ingen, der tør spare på it-infrastrukturen," siger Per Kogut, administrerende direktør for NNIT.

350 millioner kroner skal hentes i et offensivt fremstød mod den offentlige sektor, hvor selskabet for fem år siden hentede blot 10 millioner kroner. I år regner selskabet med at hente 150 millioner på det offentlige marked.

"Vi er i dag godt med i digitaliseringen af den offentlige sektor og har inden for de seneste år vundet opgaver som borger.dk, sundhed.dk, IT- og Telestyrelsen og Lovtidende og har fået nogle driftsaftaler i den sammenhæng. Den udvikling tror vi kan fortsætte," siger Per Kogut.

Tunge industrier

Drivakslen i den markante fremgang skal være NNIT's erfaring med at håndtere it-mæssige udfordringer i industrier, der er underlagt mange regler.

Den erfaring har selskabet fået via sit udspring i medicinal-industrien som en gren af Novo Nordisk-koncernen, og den vil der være efterspørgsel efter i andre industrier, lyder vurderingen.

Det gælder ikke mindst de tunge industrier, der arbejder med en høj grad af governance og under meget regulerede forhold, som for eksempel fødevarebranchen, det offentlige segment, transportbranchen og banksektoren, mener Per Kogut.

Allerede sidste år formulerede selskabet de fire forretnings-områder, der skulle satses på - nemlig Bank & Finans, Transportation, Utilities og Food and Manufacturing - alle regulerede områder med en høj grad af offentlig kontrol.

"Det er denne verden, som vi forstår," siger Per Kogut.

Paradigmeskift i erhvervslivet

Direktør Per Kogut peger på, at der er ved at ske et paradigme-skift i dansk erhvervsliv, der læner sig tungere og tungere over mod it. Derfor er der brug for de helt tunge selskaber, der kan levere komplekse systemer.

"For 20 år siden var it-produktet blot et værktøj i for eksempel banksektoren. I dag er it-produktet for mange finansielle virksomheder selve produktet. Den udvikling er ved at komme i en lang række andre regulerede industrier nu," siger han.

Der er ganske vist krise og hårde tider i mange industrier, der bliver ramt af lavkonjukturerne.

Alligevel mener Per Kogut, at det i høj grad er realistisk at fordoble omsætningen, selv om så mange andre må justere forretningen i nedadgående retning.

"Det kan da godt være, at det egentligt er at gå mod strømmen, når man ikke maler fanden på væggen, men der er vindere og tabere i alle økonomiske kurver, og vi tror på, at vi har en chance for at blive en vinder. Men vi skal levere varen," siger han.

Grund til optimisme

Modstanderne på markedet er de øvrige store spillere som eksempelvis Accenture, CSC og IBM - firmaer, der alle i de seneste år har været ramt af problemer som nedbrud og udprægede vanskeligheder med at levere de kontraktligt aftalte varer.

NNIT nappede sidste år flere store opgaver fra IBM og Accenture efter en række problemer, og det har styrket en forventning hos NNIT om, at selskabet kan score yderligere opgaver på at opføre sig ordentligt og omhyggeligt fokusere på at levere varen.

"NNIT er efterhånden blevet en stor spiller i markedet. Vi føler, at vi har fået lagt et niveau, hvor vi ofte bliver inviteret til at byde, og vi mener, at vi har grund til at bevare optimismen, fordi vi går op i at levere løsninger til rette tid og i rette kvalitet," siger Per Kogut.

Kampen står især mod selskaber som IBM, CSC, Accenture og KMD, selv om NNIT ikke betraget KMD som en regulær konkurrent på det kommunale marked, hvor NNIT ikke leverer hylde-varer som KMD.

I stedet satser selskabet på at være væg-til-væg leverandør og satse på fuld service inden for drift, udvikling og vedligeholdelse af løsninger.

Vil ikke gamble på kvalitet

"Det er givet, at en del af markedet vil skifte hænder mellem os, og vi tror på, at vi har en god chance. Vi skal slås med alle. Men i bund og grund er det vigtigste for os ikke at hugge forretning fra de andre. Vi vil ikke gamble på kvalitet og sikkerhed for at erobre hele verden med store nye kontrakter. Vi vil vokse støt og roligt ved at tage to-tre nye kunder ind om året og sørge for, at de kunder, som vi allerede har i forretningen, ikke forlader os," siger Per Kogut.

'Støt og roligt' er måske så meget sagt, for skal den ambitiøse vækstplan indfries, skal NNIT vokse betydeligt mere end markedet.

Hele væksten skal dog ikke findes i Danmark. Også udlandet spøger, og i modsætning til Danmark, hvor NNIT primært satser på organisk vækst, er Per Kogut klar til investere flere hundrede millioner kroner i opkøb i udlandet.

Selskabet har i den seneste tid desuden lukket flere stor-aftaler i udlandet inden for det klassiske forretningsområde, medicinal-it.

De tæller aftaler med Nycomed, Novozymes, Altana og belgiske Solay Pharmaceuticals.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere


OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

01. maj 2024 | Læs mere