Artikel top billede

Hård turbulens har ramt it-branchen midt i krisen. Det tunge ansvar hviler på toplederen og bestyrelsen, der skal føre branchen sikkert og styrket igennem de næste par hårde år. Foto: iStockphoto

Hver fjerde it-virksomhed kæmper for livet

Hver fjerde it-virksomhed har haft alvorlige økonomiske vanskeligheder inden for de seneste par år. Og knap 80 procent af de danske it-topledere frygter en dramatisk opbremsning i økonomien.

Hver fjerde større danske it-virksomhed har inden for de seneste par år følt sig truet af alvorlige økonomiske vanskeligheder.

Det viser Deloittes IT-vækstbarometer 2009. Det bygger på en undersøgelse blandt direktører fra over 300 it-virksomheder fra Computerworlds årlige Top 100-analyse. Undersøgelsen er foretaget hen over sommeren.

"I en tid med likviditetsmangel er det dybt bekymrende," siger partner og leder af Deloittes division for Teknologi, Medier og Tele, Kim Gerner.

Han forklarer, at de dystre tal rammer bredt fra stor til lille.

22 procent af direktørerne peger samtidig på, at udfordringen med at skaffe kapital er en af de største trusler i fremtiden.

"Det er skræmmende særligt sammenholdt med, at hver fjerde har haft alvorlige økonomiske vanskeligheder i året, der er gået. Der er ingen grund til at tro, at det tal falder væsentlig lige med det samme," lyder det pessimistisk fra Kim Gerner.

Dramatisk opbremsning

Pessimismen præger da også de danske it-direktører. Hele 69 procent af topcheferne vurderer, at it-branchen som helhed enten i høj grad eller i nogen grad står over for en "dramatisk opbremsning".

Kim Gerner slår fast, at undersøgelsen ikke peger i retning af, at vi har ramt vendepunktet endnu. Han understreger, at direktørerne allerede i sidste års it-vækstbarometer forventede, at faldende efterspørgsel ville få størst negativ betydning for virksomheden. Og desværre forsætter den forventning frem mod de næste år.

"Vi er med andre ord ikke ved det forventede vendepunkt," siger Kim Gerner.

Han tilføjer, at dele af branchen med lidt held kan slippe lettere igennem krisen.

"I lighed med sidste år er det softwareproducenterne, der bedst formår at holde såvel omsætningen som indtjeningen. Til gengæld er især hardwareproducenterne og distributørerne virkelig blevet presset på såvel top- som bundlinje," forklarer Kim Gerner.

Branchen: Vi er ramt

Hos it-brancheorganisationerne melder man også om stærke krisetegn men holder den optimistiske tone.

"Erhvervet er ramt af krisen men forbløder ikke," siger Tom Togsverd fra ITEK under Dansk Industri.

Organisationens egen konjunkturvurdering viser et fald i omsætningen på i gennemsnit 10 procent i forhold til sidste år.

"Hermed bliver vi ligesom øvrige erhverv ramt af den globale krise, som har skåret 20 procent af dansk eksport," siger Tom Togsverd.

Han forklarer, at udviklingen dækker over meget store forskelle:

"Elektronikvirksomheder er gennemgående hårdere ramt. Til gengæld har virksomheder, der fokuserer på den offentlige sektor, medicinalindustrien og militæret, oplevet fortsat vækst, lige som mange virksomheder, der leverer outsourcing-services har kronede dage. Når andre skærer ned, skal nogen jo overtage opgaverne," siger Tom Togsverd.

"Alt i alt er vi som branche dog mindre hårdt ramt end andre industrier," påpeger direktør Tom Togsverd.

IT-Branchen har også de optimistiske briller på.

"Det er ikke overraskende tal. It er en stor del af samfundet i dag, så det kan ses, når det går nedad," siger konstitueret direktør Jane Eis fra IT-Branchen.

Hun fokuserer i stedet på, at direktørerne handler efter situationen.

Ledelsen handler

Den store undersøgelse fra Deloitte fortæller nemlig om direktører, der i høj grad foretager sig noget i forhold til krisen.

"At bevare konkurrencedygtigheden i it-branchen er hårdt arbejde. Ikke kun ved særligt festlige lejligheder, men kontinuerligt," siger Kim Gerner.

Han peger på, at over halvdelen af firmaerne har foretaget 'gennemgribende omkostningsreduktioner eller rationaliseringer' i de seneste par år.

"Og 29 procent regner med, at det fortsætter," siger Kim Gerner, der dog selv vurderer, at tallet bliver endnu højere.

"Det er barsk, men i sin grundsubstans positivt, fordi det viser, at nogle af de vigtige værktøjer til at vedligeholde konkurrencekraften bringes i anvendelse," siger Kim Gerner.

Fundamentale strategiske eller organisatoriske ændringer

Også når det gælder 'fundamentale strategiske eller organisatoriske ændringer' handler it-virksomhederne. Ikke mindre end 77 procent af virksomhederne har gennemført sådanne ændringer inden for de seneste par år.

"Det er et meget højt tal og meget positivt, fordi det igen viser virksomhedens vilje til at reagere på et af branchens sikre kendetegn, nemlig behovet for at tilpasse sig de konstante og hastige forandringer," siger Kim Gerner.

Det er branchen tilsyneladende også klar til i fremtiden. Hele 61 procent af direktørerne forventer den type ændringer i nærmeste fremtid.

Og det skal man også være klar til, lyder det fra ITEK.

"For mange er det nødvendigt at reducere de faste omkostninger og dermed nulpunktsomsætningen - på den måde er man mere fleksibel i forhold til yderligere nedgang," siger Tom Togsverd fra ITEK.

Her er direktør Jane Eis fra IT-Branchen helt på linje.

"Det er positivt, at der handles. Og vi ser faktisk også en række it-virksomheder, der udnytter krisen til at positionere sig rigtigt godt internt i branchen og i forhold til andre brancher," siger hun.

Ud over rampen

It-virksomhederne skal ud over stepperne. For der er fortsat gevinster at hente derude, lyder det samstemmende fra brancheorganisationerne.

"Potentialet i forhold til både private virksomheder og den offentlige sektor er meget stort," siger Tom Togsverd.

Han forklarer, at globaliseringen og krisen lagt sammen giver et stort pres på alle danske og europæiske erhvervssektorer. Her skal it-branchen byde ind med løsninger.

"Change management, innovation og turn-around burde stå højt på dagsordenen og derfor også forbruget af it-erhverv­ets ydelser i form af nye systemer, rationaliseringsværktøjer, business intelligence, teknologi- og sourcingydelser," siger Tom Togsverd.

Han peger dog på, at det sker i alt for ringe omfang.

"Og på dansk industris vegne er jeg noget bekymret over, hvor lidt fokus der har været på, at virksomhederne skal udvikle sig ud af krisen og ikke kun skære ned. Der er derfor et meget stort uforløst potentiale, som vi også selv skal være med til at realisere," siger Tom Togsverd.

Mistillid spænder ben

ITEK mener også, at det offentlige Danmark bør skrue op for it-investeringerne.

"Regeringen har lempet kommunernes og regionernes anlægslofter i 2009 og 2010. Denne lempelse kan også bruges til at investere i digital infrastruktur, for eksempel på skoleområdet hvor mange klager over, at netværkene ikke virker, og at løsningerne er for dårlige," siger Tom Togsverd.

Han oplyser, at ITEK under kommunalvalgkampen har udsendt et oplæg om digitale kommuner og regioner.

"Netop for at vise de mange eksempler på, hvordan man som digital kommune og region kan gøre meget mere for at forbedre borgerservice og klare opgaverne med færre hænder," siger Tom Togsverd.

Men også staten kunne sætte mere skub i tingene.

"Her skæmmer det dog, at vi har været vidne til nogle uheldige projekter, som lige i øjeblikket forsurer samarbejdet mellem kunde og leverandør - en mistillidskløft, som vi hurtigst muligt må se at komme ud af," siger Tom Togsverd.

"Samtidig må vi have de gode eksempler frem i lyset - der er jo faktisk rigtigt mange projekter, som er kommet vellykket i hus," understreger han.

Tom Togsverd peger også på, at regeringen kan gøre meget for at skubbe til innovationsindsatsen i virksomhederne.

"ITEK foreslår, at man på finansloven afsætter betydelige beløb til et program, der - med inddragelse af private it- og videnrådgivere - sætter skub i virksomhedernes innovation - en opgave, Højteknologifonden kunne påtage sig at udføre," siger han.

Samme melding kommer fra IT-Branchen, hvor Jane Eis understreger, at penge til it er 'den fornuftige investering'.

"Der bruges lige lovlig mange penge på motorveje og broer, men der skal også bruges penge på it. Ikke for at redde it-branchen, men fordi det vil være en god investering for Danmark," siger hun.

Hun henviser til, at pengene vil komme mangefold igen, hvis Danmark styrker it-positionen.

It-branchen skal tage sin egen medicin

Den store opgave ligger dog ikke hos politikerne, men hos branchen selv.

"Vi skal være bedre til at kommunikere, hvilken gevinst, vi er - og kan levere - til samfundet over en bred kam. Ingen virksomheder investerer i digitale løsninger, uden at der er en klokkeklar business case, der viser, at investeringen hurtigt er tjent hjem," siger Tom Togsverd.

Og de business cases skal branchen kunne levere - og ikke mindst leve op til, forklarer direktøren.

"Her er den offentlige sektor nok en stor udfordring - dels på grund af den aktuelle mistillid, dels fordi business casen i det offentlige typisk er flerdimensional - det kan ikke gøres op i kroner alt sammen, fordi drivkraften også er serviceforbedringer, bedre kvalitet og mindre afhængighed af specialister," siger han.

Samtidig skal it-branchen tage sin egen medicin.

"Vi skal også strømline vores processer, outsource og bruge offshoring - og så må vi være innovative og hele tiden udvikle nye produkter og koncepter," understreger Tom Togsverd.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere