Artikel top billede

Derfor skifter SAP topchefen ud

ComputerViews: SAP sætter topchefen på porten efter mindre end et år på posten. Forklaringen finder du her.

ComputerViews: SAP har for alvor sat gang i chef-udskiftningerne, og selskabet rykker fremad.

Siden nytår er en stribe af topchefer i selskabet røget ud. Herhjemme er den nordiske topchef, Karen Nielsen, fratrådt under stor mystik.

Kulminationen kom mandag morgen med beskeden om, at selskabets øverste chef i knap et år, Leo Apotheker, trækker sig fra både posten som CEO og bestyrelses-medlem med omgående virkning.

Han overtog ene-lederskabet i maj 2009 efter i en periode at have delt den øverste ledelse med Henning Kagermann i en chef-tandem.

Det er en model, som SAP nu vender tilbage til med udnævnelsen af danskeren Jim Hagermann Snabe og amerikaneren Bill McDermott som de to øverste chefer i selskabet. Det kan du læse mere om her.

Leo Apotheker har næppe selv truffet beslutningen. I hvert fald ligger det i kortene, at SAP-bestyrelsen - med stifter Hasso Plattner i spidsen - har trukket i den nødbremse, der er blevet indføjet i Leo Apothekers kontrakt, da han tiltrådte.

Han får kort og godt ikke forlænget kontrakten, der udløber nu, og det hele sker (naturligvis) efter 'gensidig aftale', som det hedder, hvilket er standardfrasen for en fyreseddel suppleret med en pæn sjat penge som plaster for munden.

Penge ind - men goodwill ud

Ser man på SAP's resultater, er det ganske bemærkelsesværdigt, at Leo Apotheker ryger ud efter under et år på posten som selskabets øverste chef.

Mange aktieanalytikere, der ellers følger SAP - verdens største leverandør af forretningssoftware - er da også blevet taget på sengen med meldingen om topchefens afgang. For Leo Apotheker har faktisk formået at øge selskabets indtjenings-marginer og reducere dets omkostninger.

Derfor røg Leo Apotheker ud

Ser man på SAP's fremtidige forhold til kunder, medarbejdere og andre, er det knapt så overraskende, at SAP-bestyrelsen vælger at udnytte sin mulighed for at trække i nødbremsen og skille sig af med Leo Apotheker.

Der er nemlig dels spirende utilfredshed med SAP blandt kunderne, dels er der uklarhed om selskabets langsigtede må. Endelig (og måske knapt så vigtigt) har Leo Apotheker stået i spidsen for den første store fyringsrunde i SAP's historie, hvilket ikke just har fremmet hans ry blandt medarbejderne.

Kunderne ikke tilfredse

Vigtigere er den spirende utilfreds blandt SAP's ofte meget store og tunge kunder.

Den bunder i, at selskabet, kort tid efter Leo Apotheker overtog tømmerne i sommer, hævede prisen for vedligeholdelse af SAP-systemerne med fem procent, efter de havde været holdt i relativ ro i årevis. Den stabile pris var endda på mange måder et kendetegn for SAP, mens en stribe af konkurrenterne løbende har hævet priserne.

Efter massevis af kundeklager - og krav om dokumentation for, at SAP-systemerne var prisstigningen værd - omgjorde SAP beslutningen.

Alt i alt en dårlig sag for selskabet, der leverer integrerede kæmpe-systemer til en lang række af verdens største selskaber med mange kunder, mange penge og stor indflydelse.

Har kostet goodwill og loyalitet

Sagen har kostet goodwill og skabt usikkerhed blandt SAP's kunder om, hvorvidt selskabet kan finde på denne type manøvrer igen.

Samtidig står SAP med en strategisk udfordring rettet mod at sikre sig en større andel af markedet for systemer til de mellemstore virksomheder, hvor systemerne ganske vist sælges til en lavere pris, men hvor der til gengæld er mange flere potentielle kunder.

Det vil gøre selskabet mindre konjuktur-følsomt i forhold til i dag, hvor ganske få mistede mega-ordrer kan give rystelser i selskabet, og hvor potentielle kunder i et usikkert økonomisk klima tænker sig om en ekstra gang, inden de investerer i et stort og kostbart SAP-system.

Usikkerhed om strategien - hvor vil SAP hen?

Hertil kommer, at Leo Apotheker angiveligt ikke har scoret særligt godt i SAP's interne resultatmålinger, ligesom en række forskelligartede meldinger om planer og strategier inden for cloud computing, software as a service og en række andre emner har ført til en del usikkerhed og forvirring om, hvad SAP egentlig vil.

Der mangler med andre ord en klar teknologivision, som kunder, konkurrenter og analytikere kan sanse og forstå.

Købe op? Og Java?

Sådan én har konkurrenten Oracle, der med købet af Sun Microsystems har meldt klart og enkelt ud, at selskabet sigter efter at sælge komplette it-systemer.

Før det ville Oracle være middleware-kongen over dem alle. Altså klare meldinger, der er til at forstå.

Men hvad vil SAP? Noget med Java? Eller ej?

Og vil selskabet begynde at købe op ligesom Oracle?

SAP mangler i den grad et stærkt kort inden for cloud computing, og fra flere sider bliver det dansk-ejede SuccessFactors nævnt som et opkøbsemne, der kan passe ind i SAP's portefølje. Hvis altså selskabet vil gå den vej.

Samtidig vil opkøb kunne bringe friskt blod ind i SAP. Og det er måske det, som SAP har allermest brug for.

Hasso skal spørges om lov

I kulissen står SAP-stifter og tidligere magtfuld topchef gennem mange år, Hasso Plattner, der stadig spiller en væsentlig rolle i organisationen.

I udskiftningen af topchefen ligger, at han får langt mere indflydelse, end han har haft tidligere. SAP meddeler ordret, at Hasso Plattner vil "fortsætte med at spille en stærk rolle, når det gælder rådgivning af de nye ledere om teknologi- og produktudvikling."

Sikkert er det, at der nu venter en tid med usikkerhed og et stort behov for klare meldinger fra den tyske kæmpe.

Leo Apothekers fokus på nøgletal på den korte bane førte ham trods en vis succes lige hen til fremlæggelsen af en gylden fyreseddel med hans navn på.

Hvilket fokus vil den nye chef-tandem nu have? Aktiemarkedet vil høre om vækstplaner med et klart snit. Og kunder og medarbejdere vil have klare meldinger om, at den store SAP-skude er på ret kurs igen.

SAP holder pressemøde klokken 14 dansk tid. Læs mere her på Computerworld.dk senere.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere