Artikel top billede

Dansk kriseknuser tidobler overskud på et år

Targit, der udvikler business intelligence-software, kom modsat mange andre virksomheder ud af 2009 med vækst. Læs her, hvordan de tacklede krisen.

2009 har været et svært år for danske virksomheder, og mange har oplevet nedgang på grund af krisen. Men nordjyske Targit, der udvikler business intelligence-software, kom godt ud af 2009.

En hård start på året betød nedskæringer, men igennem året begyndte omsætningen at komme igen. Specielt fjerde kvartal gav øget salg. Det betyder, at Targit endte med en omsætningsvækst på otte procent - fra 86 millioner i 2008 til 92 millioner.

Endnu bedre ser det ud for overskudet, da resultatet fra 2008 på godt en halv million kroner, blev mere end tidoblet til syv millioner i 2009.

"Efter første kvartal af 2009 håbede vi bare på at kunne undgå et underskud. Men heldigvis fik vi vendt udviklingen, og vi er stolte af det flotte overskud, vi kan præsentere," siger Morten Sandlykke, der er administrerende direktør i Targit.

Fyringer og tilpasninger

Denne hårde start på 2009 betød, at Targit skar ned på omkostningerne. Da alt Targits salg går gennem forhandlere, er Targits største omkostninger løn og marketing. Derfor blev der skåret kraftigt ned på marketingomkostningerne, og firmaet fyrede otte ansatte i Danmark.

"Da vi er en meget lille organisation, var det en ret drastisk beslutning. Efter nedskæringerne var vi kun cirka 50 medarbejdere tilbage, så det var ret omfattende," siger Morten Sandlykke.

Det var specielt hjemmemarkedet, der var ramt af nedgang, og det betød, at Targit blandt andet droppede nogle af de store marketing-events i Danmark.

Styrket ud af krisen

Med de nye tilpasninger og en stigende omsætning i løbet af året begyndte det at se lysere ud for Targit. Selvom hjemmemarkedet stadig var ramt, gik det betydelig bedre på de udenlandske markeder.

"Vores tilbagegang på hjemmemarkedet er i høj grad blevet opvejet af vores fremgang i udlandet, hvor væksten nogle steder er nået over 30 procent," fortæller Morten Sandlykke.

Samlet set synes han, at Targit står stærkere i dag og mener faktisk, at krisen har haft en positiv effekt for virksomheden.

"Jeg tror, at en af grundene til, at det gik så godt sidst på året, er, at vores standardløsninger er populære i krisetider, fordi de er hurtige at implementere og forholdsvis billige," siger Morten Sandlykke.

Derfor ser direktøren også positivt på det kommende år og forventer en vækst i omsætningen på 15 procent i 2010.

"Vi er en meget positiv virksomhed, som det er nu. Der er sket store forandringer i verdenen, men det ser ud til at komme os til gode. Den positive udvikling fra sidste del af 2009 er fortsat i starten af 2010," siger Morten Sandlykke.

Sidste år fandt der en større konsolidering sted i BI-markedet, men her har Targit tidligere meldt ud, at virksomheden ønsker at differentiere sig.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere