Artikel top billede

Logica satser på nyt vækstmarked

Interview: Med et smart træk har Logica formået at udløse kraftig stigning i indtjening på et fald i omsætningen. Se her, hvad direktør Jesper Scharff fortæller om fremtiden.

It-serviceselskabet Logica var tidligt ude med at ruste sig til finanskrisen, og det store selskabs danske forretning kom da også nogenlunde helskindet gennem 2009.

Nu venter markante vækstrater, mener administrerende direktør Jesper Scharff.

"Jeg er ikke bleg for at sige, at vi vil få 10 procents vækst i år. Måske endda mere," siger han.

Venter stor vækst

Fundamentet er nemlig lagt til store vækstrater, mener han.

Logica i Danmark kom ud af 2009 med et fald i omsætningen på 20 millioner kroner, hvilket svarer til et fald på 2,5 procent.

Til gengæld steg indtjeningen før skat med godt 15 millioner kroner.

Begge dele er Jesper Scharff godt tilfreds med. Et omsætningsfald på et par procent er tilfredsstillende, når hele markedet er faldet fire procent, mener han.

"2009-resultatet er sådan set okay, for det var et meget 'tough' år, hvor vi måtte leve med, at mange projekter pludselig blev skubbet og udskudt, fordi mange af vores kunder også har faldende omsætning. Vi er tilfredse med at klare os så godt i topmarked, hvor så mange andre måtte skære ned og restrukturere, og hvor så mange er kommet ud med røde tal," siger han.

Den markante indtjenings-stigning i et vigende marked skyldes ikke mindst, at Logica har fokuseret helt på de områder, hvor selskabet tjener penge, mens områder, hvor indtjeningsmarginen er meget lav, er blevet skåret fra.

Det gælder især videresalg af underleverandørers produkter, der på den ene eller anden måde er indgået i Logicas samlede tilbud til selskabets kunder.

Samlet er Logicas omkostninger til underleverandører blevet reduceret med godt 36 procent.

Det betyder, at Logica i årets løb har drejet forretningen over mod områder med høj indtjenings-margin og væk fra de underleverandører, der typisk kan booste omsætningen - men uden at det afspejler sig i bundlinjen.

"Vi kunne som systemintegrator sagtens få en stor omsætningsvækst ved at tage mange leverancer med fra eksempelvis en softwareleverandør eller en anden serviceleverandør i opgaver, hvor vi selv står for for eksempel 70 procent og underleverandører står for resten," siger Jesper Scharff.

Et sådan boost i omsætningen ville der bare ikke være penge i for selskabet.

"Vi tjener jo ingen penge ved at købe hardware og software for 100 og så sælge det videre for 100,02, selv om det afspejler sig i omsætningen," siger Jesper Scharff.

Satser på det mest stabile marked

Logica er ifølge IDC den sjettestørste it-leverandør til det offentlige med en andel på to procent.

Jesper Scharff vurderer, at selskabet henter omkring 45 procent af sin forretning i det offentlige, der trods buldren om nedskæringer, besparelser og lignende fortsat er et meget mere stabilt kundesegment end det private erhvervsliv.

Han peger på, at flere private markeder stort set er lukket helt ned, når det gælder it-ordrer.

"Men det gør det offentlige jo ikke. Det handler højst om udsving på et par procent. Det er ikke et marked, der pludselig vokser, men til gengæld er det meget stabilt," siger Jesper Scharff.

Outsourcing er vejen frem

I krisetid kommer der altid øget fokus på omkostningerne, og det sigter Logica efter at udnytte.

Jesper Scharff kan nemlig se en klar tendens til, at outsourcing-markedet stiger, og derfor planlægger selskabet en øget indsat på dette område.

"Det er dårlige tider, hvor alle er presset på budgetterne og derfor forsøger kunderne meget på at få reduceret deres omkostninger. Det betyder, at mange overvejer, om det nu også er core for dem at drive deres it, eller om det kan gøres bedre og billigere andre steder," siger han.

Til gengæld falder markedet for projekter, hvor Logica ellers typisk har lagt en væsentlig del af af sine kræfter.

Jesper Scharff vurderer, at projektmarkedet faldt fem-otte procent sidste år og at det er på tilsvarende nedadgående kurs i år.

De pressede budgetter gør nemlig, at massevis af it-projekter, it-investeringer og it-implementeringer af nye systemer i både det offentlige og det private erhvervsliv er blevet udsat til bedre tider.

"Vi har ikke tidligere været meget inde på outsourcing-markedet, men nu investerer vi pæne beløb på at komme ind på dette marked. Det er jo svært at vokse på et nedadgående marked som projektmarkedet," siger han.

Logica slipper dog ikke sit fokus på projektmarkedet, understreger direktøren.

"Der er ingen tvivl om, at projektmarkedet kommer tilbage. Vi håber og tror, at det vil ske i andet halvår eller i løbet af næste år," siger Jesper Scharff.




IT-JOB

Continia Software A/S

Student Master Data Assistant

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen

IAM-medarbejder

JP/Politikens Hus

Netværksadministrator
Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Itm8 | IT Relation A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
ERP-trends 2024

Bliv derfor inspireret til, hvordan du kan optimere dine systemer og processer når af nogle af de fremmeste eksperter på ERP-markedet dele deres iagttagelser af det aktuelle marked og vurderinger af, hvad vi har i vente de kommende 3-5 år. Vi sætter også fokus på, hvordan udviklingen kommer til at påvirke din organisation, hvordan du bedst forbereder og planlægger ERP-indsatsen og om, hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.

02. maj 2024 | Læs mere


Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere