Forbrugerne har ikke meget tillid til at handle på Internet ? slet ikke danske forbrugere. Men nu er et - bogstavelig talt - hurtigtarbejdende udvalg på vej med førstehjælp.
Et samarbejde mellem Erhvervs- og Forskningsministeriet og en række organisationer fra dansk erhvervsliv, kaldet e-kredsen, arbejder på at lave en frivillig mærkningsordning, der dokumenterer, at hjemmesider med det nye mærke lever op til et vist minimum af redelighed, når det gælder handel på Internet.
? Vi har i dag givet hinanden håndslag på, at det skal gå hurtigt, og jeg forventer, at vi i løbet af et par uger bliver enige om et frivilligt, dansk forslag, siger Tom Togsverd, der er direktør for Dansk Industris branchesammenslutning for IT, tele, elektronik og kommunikation (ITEK).
DHS banket på plads
Dansk Handel og Service (DHS) kastede ellers grus i samarbejdsmaskinen i sidste uge, fordi organisationens direktør, Søren B. Henriksen, lagde op til et samarbejde med DHS?s nordiske søsterorganisationer om en nordisk mærkningsordning og e-handels spilleregler (Code of Conduct).
? Vores sidste møde i e-kredsen har meget handlet om, at vi nu får fodslag om at blive klar med en dansk ordning. Så må den så senere brede sig til andre lande. Det var Dansk Handel og Service også indstillet på, siger Tom Togsverd.
E-kredsen startede kort før sommerferien på at skrive på en frivillig ordning for danske Internet-butikker. En ordning, der er strammere end den nuværende forbrugerlovgivning og i første omgang retter sig mod dansk detailhandel. Det vil sige køb og salg inden for landets grænser.
? Så kan vi komme i gang med e-handel. Det er mere kompliceret, når vi snakker om modtager- og afsenderlande, siger Tom Togsverd.
Forbrugeren skal være tryg ved e-handel
For forbrugeren bliver mærket et kvalitetsstempel af virksomheden, og man kan ved at handle på en hjemmeside, der har tilsluttet sig mærket, være sikker på, at virksomheden lever op til nogle enkle regler. Det kan for eksempel være klar besked om, hvem man handler med, hvornår man har indgået en handel, hvad garantiperioden er og hvordan varerne bliver leveret.
Og netop det med at være tryg, når man som forbruger skal købe ind på Internet, er en af de store barrierer. Og det med god grund.
En ny undersøgelse fra Consumers International - en sammenslutning af 245 forbrugerorganisationer i 111 lande ? fortæller sit klare sprog om Internettets Vild West. En ud af ti varer dukker aldrig op. Næsten i halvdelen af tilfældene mangler kvitteringen. Hver fjerde firma oplyser ikke totalpris og opgiver ikke adresse eller telefonnummer på hjemmesiden, mens tre ud af fire virksomheder på Internet ikke giver fuldstændig information om handelsbetingelserne.