Af Rikke Sternberg, Computerworld
I sidste uge gæstede verdens rigeste mand vort ringe land, og hvis det er gået hen over hovedet på nogen, så er det hverken med dette eller andre mediers gode vilje.
Det trykte Computerworlds chefredaktør hæftede sig ved, at Bill Gates sagde, han ikke vil opdele Microsoft, og Berlingskes søndagsudgave hæftede sig ved, at Bill Gates ikke sagde noget særligt. Men det var noget helt andet, jeg hæftede mig ved, da jeg var kommet mig over benovelsen over at være i samme rum som Mr. Microsoft (og 900 andre).
Bill Gates sagde, at de nye teknologier skal gøre livet sjovere. Måske også nemt, effektivt og konkurrencedygtigt, men altså først og fremmest sjovere.
Sjovere teknologi
Det var pokkers ? måske er han ikke nær så nørdet, som frisuren antyder. For det har jo vide implikationer, hvis livet gik hen og blev sjovere. Ingen har vist endnu målt, om netbrugere og mobiltelefonister har det sjovere end andre folk? Og hvad hvis livet også var sjovt på andre områder?
Tænk, hvis statsministeren, da han i en længst svundet nytårstale så malende beskev moderen med den sovende purk på cyklen i morgenmørket, havde sagt: Kunne vi ikke gøre det lidt sjovere?
Kan vi mon det? Kan det gøres lidt skæggere at være til ? især før og efter, vi træder ind på arbejdspladsen, for der har vi det tilsyneladende hylende morsomt. Vi er i hvert fald ikke til at trække ud derfra igen, så vore chefer må have forstået et eller andet af det, Gates snakker om.
Eller også er det fordi, den grimme danske forbruger-virkelighed venter lige uden for svingdøren med dens kogalskab, rødglødende kassekreditter og uvorne unger, der skal hentes med lus fra nedskæringsramte institutioner. Hvor sjovt er det?
Hvorfor er det ikke sjovere at være forbruger ? kunne man for eksempel få det lidt bedre med det, man køber? Hvis vi havde bedre samvittighed, så var vi måske heller ikke så nøjeregnende med prisen. Økologi har vi jo taget hul på, selv om det er en lidt rodet affære ? vi har ikke helt regnet ud, om det er sundere for os og sjovere for dyrene, men alligevel.
God samvittighed
I USA har de forstået det der med at tale til samvittigheden, selvforståelsen og forbrugersegmentet på samme tid, lige meget, hvad man sælger. Her kræver den kritiske forbruger både velvære og velgørenhed rullet ind i produkterne ? så er prisen næsten underordnet.
Se bare Mother Jones, et hæderkronet venstrefløjsmagasin. I artiklerne raser man mod storkapital og højredrejning, i annoncerne optræder ?grønne? el-selskaber, teleselskaber, der støtter Amnesty International med én procent af overskuddet, og investeringsforeninger, der screener porteføljen mod race- og kønsdiskriminerende virksomheder ? uden at gå på kompromis med profitten.
Hyklerisk måske, men man køber jo strøm alligevel, ikke?
Kunne vi på samme måde begynde at forbinde IT lidt mindre med alt det stressende om, at vi skal følge med i udviklingen, med på noderne og med i aktiekurserne og de seneste e-mails? Kunne IT give os god samvittighed i stedet for dårlig?
Hvad nu, hvis du næste gang, du købte en elektronisk dims kunne læse i brugsanvisningen, at når den engang havde tjent sit formål, så kunne du aflevere den igen og vide, at den blev genbrugt forsvarligt. At en del af overskuddet på salget af din laptop gik til indkøb af skole-pc?er til Afrika. Eller på planet for personligt velvære: Dit mail-program popper op med beskeden: ?Du har åbnet 108 mailbeskeder og sendt 64 i dag ? godt gået! Tag en slapper!?
Jeg selv ville betale i stride strømme for mobil-ringetonen (burde kunne typeudvikles til vækkeuret) der i stedet for de infernalsk skingre bip, som giver mindelser om elektropop anno 1983 og får Aqua og Beethoven til at lyde lige rædselsfuldt, henvender sig til sin ejer med en høflig rømmen: ?Undskyld ? har du tid et øjeblik?? Eller måske med tonen fra en tibetansk bedeklokke. Ohmmm.....
