Marcher: Kald det bare mytteri

Stilen har ændret sig væsentligt, siden Lars Marcher afløste John Trolle på direktørposten i Memory Card. Den nye direktør giver her sin version af salget til Dataram. Kald det bare mytteri, siger Marcher om overtagelsen af topposten.

Af Søren Lauridsen

Der er stille på gangene i Datarams lokaler i Viby ved Århus. Som en skarp kontrast til den store mediedækning, da selskabet hed Memory Card Technology og direktøren John Trolle, foregår arbejdet for at opfylde virksomhedens mål nu uden blitzlys og tv-kameraer. Det hektiske liv med ugentlige eller daglige historier i pressen med John Trolle som frontfigur er nu afløst af en mere afdæmpet fremtoning med Lars Marcher i spidsen.

I de dramatiske dage i januar overtog Lars Marcher posten som administrerende direktør fra John Trolle. Siden er strategien blevet lagt helt om, og selskabet er blevet solgt til en amerikansk konkurrent, Dataram. Memory Card er nu fuldt indlemmet i den amerikanske koncern, der ifølge Lars Marcher er tæt på at give overskud.

Efter direktørskiftet er stilen i virksomheden ændret på flere fronter. Ifølge Lars Marcher selv er det noget nyt i virksomheden, at medarbejderne informeres løbende, og ledelsen har givet den enkelte medarbejder mere ansvar.

- Der er mere åbenhed hele vejen ned i organisationen om, hvad vi foretager os. På den måde håber jeg også, at medarbejderne er mere trygge, fordi de ved, hvad der foregår. Den enkelte medarbejder har fået mere ansvar. Der var en masse energi før, der ikke blev brugt optimalt, siger Lars Marcher.

Historien om Memory Card ? der altså nu hedder Dataram ? er samtidig historien om et livsværk, der smuldrede, om en iværksætter, der mistede overblikket og om ledende medarbejderes oprør. Og så er det historien om John Trolle og hans afløser, Lars Marcher.

Det sidste vil Lars Marcher dog ikke skrive under på. Mens Memory Card for mange udenfor selskabet i høj grad handlede om den mediebevidste John Trolle, ser Lars Marcher - som Trolle hentede ind i Memory Card som salgs- og marketingdirektør - anderledes på det.

- For mig har det aldrig handlet om Trolle. Det var virksomheden, ikke Trolle, som tiltrak mig. Det handler ikke om Trolle og mig, siger Lars Marcher til Computerworld Online.

Nedturen ? annus horribilis

Memory Card kom for alvor i pressens søgelys på denne tid sidste år. Indtil da havde selskabet, der på kort tid var blevet en magtfaktor indenfor produktion af hukommelse, hovedsagelig været kendt for den rekordstore vækst og for direktør og stifter John Trolles store fodbold- og cykelsponsorater.

Men efter et år med underskud, en kikset Nasdaq-notering, faldende RAM-priser og stadig større skepsis omkring Trolles troværdighed, blev der pludselig sat spørgsmålstegn ved kapitalgrundlaget og likviditeten i Trolles selskab. Bankerne blev skeptiske, og pludselig var en lukning truende nær. Mod at stille sine aktier som garanti fik Trolle lov til at køre selskabet videre.

To måneder senere, den 5. januar, forlod John Trolle posten som administrerende direktør, presset ud af den øvrige bestyrelse i det selskab, han selv stiftede. Hans afløser blev salgs- og marketingdirektøren i Memory Card, Lars Marcher. Efter chefskiftet var Memory Cards aktier en kort tid blandt de højst stigende på Københavns Fondsbørs.

Dagen efter sin tiltræden beordrede den nu 39-årige Lars Marcher en manuel optælling af lageret. Efter en enkelt mellemregning, en kraftig nedjustering den 18. januar, begærede Marcher selskabet sat i betalingsstandsning. Varelageret var løbet løbsk.

Ledelsesstilen er ændret

I dag vil Lars Marcher ikke kommentere sin forgænger i direktørstolen, John Trolle, og dennes evner som leder. Marchers mening om Trolle skal snarere findes i kommentarerne og forklaringerne om skiftet fra Memory Card til Dataram - et skifte, der ifølge Lars Marcher har vendt op og ned på mange ting. Den førnævnte åbenhed er en af dem, strategi og mere lagerstyring er andre.

Trods betalingsstandsningen og det efterfølgende salg af de resterende aktiver til Dataram, er medarbejderstaben i Viby blot blevet skåret ned med 11 ansatte. Udskiftningen har været lille, og selv i de turbulente dage i januar forblev langt de fleste medarbejdere i virksomheden. Det var ifølge Lars Marcher i høj grad medvirkende til, at Dataram valgte at betale 260 millioner kroner for aktiverne. Og at medarbejderne stadig betragtes som den største værdi i selskabet, betragter Lars Marcher som den største forskel på den tidligere og nuværende ledelse.

- Jeg håber, at jeg er en anderledes chef, idet jeg ved, at medarbejderne er alt. Værdien af vores virksomhed udgøres alene af medarbejderne, siger Lars Marcher.

Mytteri i juledagene

Lars Marcher kom til Memory Card som salgs- og marketingdirektør i juli 1998 efter fem år i Australien, hvor han havde chefposter i henholdsvis ØK og Apple. Hjemme i Danmark igen fik han et tip om, at Memory Card kunne været et interessant sted at søge ind.

Seks måneder senere rundede Memory Cards omsætning en milliard kroner - en stigning fra 146 millioner kroner.

- Det var en spændende, dynamisk virksomhed. Der var ingen grænser, men til gengæld mod til at satse, siger Lars Marcher om den første tid i Memory Card.

Set i bakspejlet siger han, at baglandet allerede dengang ikke var i orden. IT-systemet, økonomien og fokusering på debitorer kunne ikke følge med virksomhedens kraftige vækst. Det erkendte Lars Marcher i efteråret 2000, og han konfronterede sammen med økonomidirektør Carl Peter Nielsen sin administrerende direktør John Trolle med problemerne. Det var især lagerets størrelse og faldende værdi, samt udsigten til, at en stor debitor ikke kunne betale sin gæld, der bekymrede de to. Men John Trolle mente ikke, der var nogen grund til bekymring.

- Jeg har stor respekt for, at man kan starte en virksomhed som Memory Card og bygge den op til det, den er i dag. Men på et tidspunkt bliver der brug for mere styring og ledelsesværktøjer. Det er som at sidde i en flyvemaskine. Når vejret er fint, er der ingen problemer. Men kommer man i uvejr, er der altså brug for en højdemåler og de andre instrumenter, siger den nuværende direktør.

Derefter bad Lars Marcher og Carl Peter Nielsen bestyrelsesformand Kjeld Ranum om et møde, som de holdt den 28. december. De forelagde ham kendsgerningerne, og en uge senere blev John Trolle bedt om at forlade direktørposten.

- Du kan kalde det et mytteri. Det gør jeg ikke. Men jeg havde simpelthen ikke lyst til at fortsætte den strategi, som Memory Card fulgte, og det sagde jeg til bestyrelsen. Jeg gav dem et ultimatum. At de så valgte at tro på mig og mine ideer, tager jeg som en cadeau, siger Lars Marcher.

To overlevelsesmuligheder

Han mener, det havde været lige så stort et mytteri at forlade selskabet og finde et andet job. Grunden til, at han ikke gjorde det, var først og fremmest medarbejderne og det potentiale, der stadig var i virksomheden.

- Da jeg tog over, tænkte jeg egentlig, at det var en stor risiko. Jeg følte, der var alt at tabe. På den anden side troede jeg hele tiden på det, fordi jeg havde viljen til det. Det kan lyde som en kliché, men jeg blev, fordi jeg stadig havde følelser for selskabet.

Den 29. januar gik Memory Card i betalingsstandsning. Lars Marcher arbejdede sammen med resten af ledelsen i Memory Card med to modeller: At få tilført kapital, så Memory Card kunne fortsætte som selvæstændigt selskab, eller indgå en form for partnerskab. Hurtigt stod det klart, at partnerskab var den eneste mulighed, og der blev hurtigt indledt forhandlinger med blandt andet amerikanske Dataram. Den 16. marts købte Dataram John Trolles livsværk for 260 millioner kroner.

Da betalingsstandsningen var en realitet i januar, kritiserede Trolle ledelsen - med slet skjult hentydning til Lars Marcher - for at være skyld i betalingsstandsningen. Lars Marcher mener derimod, at betalingsstandsningen var uundgåelig. Han siger derfor, at Trolles beskyldninger ikke gjorde noget indtryk overhovedet.

- Jeg vælger i stedet for at sige, at vi har bevaret danske arbejdspladser, styrket os globalt og givet vores kreditorer 40-45 procent af deres tilgodehavender. Alt sammen indenfor to måneder. Det synes jeg faktisk selv er flot. Det eneste, jeg er ærgerlig over, er, at aktionærerne tabte deres penge, siger Lars Marcher.

Strammere styring

En anden væsentlig ændring efter Lars Marchers overtagelse af Memory Card er lagerstyringen. Lageret er skåret ned til et minimum, så det nu sjældent overstiger en værdi af ti millioner kroner - da Memory Card i januar stod midt i krisen, var der varer for 500 millioner på lager. Det daværende IT-system, der aldrig blev ordentligt implementeret, blev skiftet ud, så Lars Marcher nu løbende kan følge lagerets værdi på sin skærm. Samtidig er flere kunder sorteret væk, og der er sat øget fokus på debitorerne.

Helt konkret er målsætningen ændret fra at sigte efter at være størst, til at sigte efter at være bedst. Det betyder blandt andet, at der siges nej til de kunder, som alene kigger på prisen.

- Det er nemmere for den enkelte medarbejder at forholde sig til: Hvordan sørger manden på lageret for, at vi bliver størst, spørger Lars Marcher.

Ifølge Lars Marcher, der nu er administrerende direktør for Datarams ikke-amerikanske aktiviteter og medlem af koncernledelsen i USA, er Dataram nu tæt på at give overskud, og selskabet står godt i forhold til konkurrenter, som for eksempel Kingston. Han mener selv, at mange af Datarams konkurrenter skal igennem den proces og strategiændring, som Dataram og det tidligere Memory Card har været gennem.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere