Lad pc’en skrive noterne rent

Det er slut med at renskrive de håndskrevne noter til et dokument på computeren. Med en digital pen og et program, der genkender din håndskrift, dukker notaterne nemlig automatisk op på skærmen.

Lad pc’en skrive noterne rent

Nu kan man forvandle håndskrevne noter, gule huskesedler, mødereferater og tegninger til digital tekst eller digitale billeder så let som ingenting. Alle kragetæer og øvrige skriblerier bliver øjeblikkeligt forvandlet til digital information, der efter en let redigering kan sendes med en e-mail i løbet af et øjeblik.

Det kan lade sig gøre med en digital kuglepen med tilhørende special-papir. Løsningen har været på markedet i et par år, men det har hidtil været uden dansk tekstgenkendelse.

Denne mangel er der nu rettet op på, for det digitale notesblok-system Oxford Easybook M3 har dansk tekstgenkendelse, som lynhurtigt digitaliserer din håndskrift og tegninger til både Word og JPEG.

Via et stykke software kaldet Denos kan systemet digitalisere direkte fra dine noter til kalenderen i Microsoft Outlook eller Lotus Notes samt udforme mails og hente mailadresser til ønskede modtagere direkte fra mailprogrammets adressekartotek.

Til Easybook-systemet hører naturligvis en digital pen, og her er der et par stykker at vælge imellem. Dem vender vi tilbage til.

Intelligent papir

Hele løsningen er baseret på en teknologi fra svenske Anoto. Det særlige Anoto-papir er påtrykt et unikt mønster bestående af tusindvis af næsten usynlige, mikroskopiske prikker.

I spidsen af den elektroniske kuglepen sidder der et lille kamera, der tager 100 billeder i sekundet. På baggrund af prikkernes position i forhold til hinanden, kan pennens eksakte position på papiret bestemmes med stor nøjagtighed.

På den måde bruges de mere end 550.000 prikker per A4-side som koordinater til at skabe en fuldstændig og nøjagtig digital kopi af din håndskrift.

Ved at bruge arkets hovedmargin samt tre sidemarginer kan man give kuglepennen forskellige kommandoer, som bestemmer, hvilket format noterne skal digitaliseres til, og hvad der skal ske med dem.

Hvis ikke man giver kuglepennen en speciel kommando, vil den altid gemme en scanning af de håndskrevne ark i Denos-programmet, når kuglepennen placeres i den medfølgende cradle.

Da Anoto-mønsteret er forskelligt på alle 128 sider i en blok papir med A4, A5 eller A6, er det ikke nødvendig at skrive fortløbende på hvert enkelt ark. Kuglepennen har nemlig hukommelse til cirka 50 tætskrevne sider og sletter automatisk de data, der er ældst, så hvis sidens data er i pennen, kan programmet til enhver tid konstatere, hvilken side på blokken de enkelte noter er skrevet på.

Skulle man efter nogle dage (og inden for de 50 siders hukommelse) pludselig få brug for at digitalisere en tekst-passage, gives den ønskede kommando bare i side-marginen på den respektive side – og vupti, så er digitaliseringen klaret ved næste ”dokning”. Det er simpelthen imponerende.

Godkendt tekstgenkendelse

Men også den digitale tekstgenkendelse i Word-format fungerer imponerende godt. Tekstgenkendelsen er udviklet ved at scanne og analysere cirka 500 forskellige håndskriftstyper fra danske mænd og kvinder. Det betyder reelt, at Denos sammen med Oxford Easybook er det eneste software på markedet, som kan læse og digitalisere håndskrift på dansk.

Selvfølgelig er programmet ikke fejlfrit i digitaliseringsprocessen, men med udgangspunkt i en nogenlunde fornuftig håndskrift læses mere end 90 procent af teksten korrekt. Det er slet ikke dårligt.

Til at sikre en høj genkendelsesprocent er der desuden mulighed for at fortælle programmet, om din håndskrift primært er skråskrift, formskrift eller versaler – og hvem kan ikke nikke genkendende til, at det indimellem kan lykkes at skrive nogle noter eller en huskeseddel, hvor det faktisk kan knibe at læse, hvad man selv har skrevet?

Der er ganske mange muligheder for digitalisering af tekst direkte til både Word/Excel-dokumenter, e-mails, kalenderopgaver, huskesedler og kontakter samt tegninger til JPEG og udveksling af data fra den digitale kalender, Oxford Digital Diary til kalenderen i mailprogrammet. Alt i alt er Denos et ganske fornuftigt program med en godkendt tekstgenkendelsesfunktion.

De digitale kuglepenne

Til Oxford Easybook er der frit valg mellem den digitale kuglepen fra Nokia eller Logitech, og hvilken pen der medfølger i startpakken kan variere fra forhandler til forhandler.

Begge kuglepenne har en megabyte hukommelse. De er femten centimeter lange og med deres buttede form næsten ens, men de adskiller sig alligevel fra hinanden ved forskellige faciliteter.

Der er altså ikke den store forskel i udformning og udseendet på Logitech IO2 og Nokia SU-1B, men hvis man i forvejen sværger til Nokias mobiltelefoner, kan det måske gøre Nokia SU-1B til det naturlige valg.

Med den mørkegrå farve og lidt kantede design virker SU-1B ikke nær så enkel og stilren som Logitechs design, hvor den gråblå farve dog kan virke lidt plastikagtig.

Ifølge begge producenter er der strøm til cirka tre timers uafbrudt skrivning og ti timers standby på en enkelt opladning. Tænd/sluk funktionen fungerer via hætten. Pennene vibrerer kort, når hætten tages af, hvorefter de aktiveres. Hvis pennene ikke bruges i ti minutter, går de på standby.

En smart rejse-feature til Nokia SU-1B er et stik i enden af kuglepennen, så den kan oplades direkte fra lysnettet med en Nokia mobillader. Det er ganske praktisk, hvis man er på farten, men desværre er det på bekostning af muligheden for at oplade pennen i holderen via USB - opladning skal ske via mobilladeren, som også kan tilsluttes pennens holder. Det betyder, man altid skal medbringe såvel holder som oplader i tasken, hvis man både vil kunne overføre data og oplade pennen.

Logitechs IO2 kan ikke oplades med en lysnetadapter, men kun direkte via USB, og man er derfor altid afhængig af en computer for at få pennen ladet op.

Overførsel af data

Logitech har designet en smart rejse-holder til pennen, der kan klappes sammen og ikke fylder mere end en travel-mouse. For et par hundrede kroner kan man desuden købe en ekstra, hvilket er praktisk, da data udelukkende overføres via holderen.

Også til Nokia SU-1B skal man altid bruge holder til dataoverførsel, på trods af, at pennen har indbygget Bluetooth, beregnet på at parre den med en telefon og overføre MMS-beskeder direkte fra pennen. Det kræver dog en speciel MMS-blok, og så går det smarte hurtigt fløjten.

Faktisk er det underligt, at muligheden for datatransmission til computeren via Bluetooth ikke er tilføjet, når det nu er indbygget i pennen. Den funktion havde da ligget lige til højrebenet.

Men det ændrer ikke ved, at Nokias medfølgende holder er ganske funktionel og smart som stationær holder til skrivebordet, og det vækker beundrende blikke, når pennen er dokket til opladning eller dataoverførsel på skrivebordet.

Begge digitale kuglepenne er ganske funktionelle og brugbare, hvis man i dagligdagen håndskriver mange noter og mødereferater. Der er ingen tvivl om, at man skal vænne sig til altid at bruge den samme kuglepen, men det kan være ganske praktisk kun at have sine noter ét sted.

Plusser og minusser

Det trækker ned i karaktererne på opladningssiden, at Nokia SU-1B ikke kan oplades via USB alene, hvilket bedømmelsesmæssigt udlignes af, at Logitech IO2 udelukkende er afhængig af holder og USB. De to funktioner bør kunne kombineres.

Det er også en mangel, at data kun kan overføres via holder og ikke kan kombineres med direkte USB-tilslutning mellem computer og kuglepen. At Bluetooth-funktionen i Nokia SU-1B samtidig kun kan bruges til at overføre MMS-beskeder fra en speciel MMS-blok til mobiltelefonen, er i grunden lidt gådefuldt, for det havde været ganske smart at kunne overføre data med Bluetooth til computeren – selv om det ville tage noget tid med den langsomme Bluetooth-forbindelse.

I sidste ende er det sikkert en smagssag, om den ene digitale kuglepen er smartere eller bedre end den anden.

Til bedømmelsen er der ved begge penne fordele og ulemper, som udligner hinanden, og det ændrer ikke ved det faktum, at direkte tekstscanning med dansk tekstgenkendelse, digitalisering til Word-format, Excel, den elektroniske kalender og e-mail er nogle ganske nyttige og smarte funktioner. Hvis man er indstillet på at ændre sin notatteknik, så den passer til det intelligente papir – og eventuelt også sine kragetæer – vil fremtiden med at samle sine digitale noter og lynhurtig udsendelse af mødereferater gå en lys tid i møde!

Se testresultatet her

Sådan her oversatte Oxford Easybook M3 kragetæerne til digital tekst:

"Ude på landet var der en gammel gård, og i den var der en gammel herremand, som havde to sønner, der var så vittige at det halv kunne være nok. De ville nemlig fri til kongens datter 09, det turde de, for hun havde ladet kundgøre, at hun ville tage den mand tit ægte, hun bedst fandt kunne tale for sig. De to søvne tror beredt sig nu i otte dage, det var den Længste tid de havde til det, men det var også nok. for de havde forkundskaber og de tre nyttige. Den ene kunne udenad hele det Latinske leksikon og byens avis for tre år # og det både forfra og bagfra. DM anden havde gjort sig bekendt med alle langs artiklerne, og hvad hver oldermand måtte vide, så kunne han tale med om staten, mente han. Der-næst forstod han også at brodere seler, for han Var nemlig fin og fingernem."




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere