Test: Plasma er hverken død eller borte

Selv om LCD-fjernsynene vinder hastigt frem, holder en lille håndfuld producenter af plasma-tv hårdnakket stand mod overmagten - og vores test af tre apparater viser, at man får rigtig gode plasmabilleder for pengene.

Test: Plasma er hverken død eller borte

Selv om LCD-apparaterne vinder frem i uhørt tempo, skal man bestemt ikke afskrive plasma-fjernsynene endnu.

For selv om LCD-apparaterne er blevet markant bedre de senere år – og er betydeligt billigere i anskaffelse, hvis man har ambitioner om at se Full HD – medgiver selv LCD-tilhængere, at plasmaapparaterne stadig har visse fordele.

Navnlig er plasma stadig den afgørende hårsbredde bedre, når talen falder på farvegengivelse, kontrastniveau og evnen til at vise nuancer i selv mørke billeder.

Og hvem har – når det kommer til stykket – også brug for Full HD (eller 1080p, om man vil) hvis fjernsynet ikke er større end 42 tommer, og man sidder et par meter væk eller mere? Ingen faktisk, for øjet kan slet ikke skelne de ekstra pixels i den situation.

Ens på overfladen

Derfor inviterede vi en række producenter for at finde ud af, hvad du får for dine penge, hvis du smider 13-14.000 kroner på bordet for et plasmaapparat.

Panasonic, Samsung og Hitachi tog udfordringen op og leverede 42-tommer apparater med en opløsning på enten 1024 x 768 eller 1024 x 1080 pixels. Det er tilstrækkeligt til at vise 720p – ikke ubeskåret, men i en opløsning de fleste vil være fuldt tilfredse med.

På overfladen var testdeltagerne altså ret ens i både pris og ydelse. Men da vi først satte strøm og billeder til, åbenbarede sandheden sig – og det kan du læse meget mere om på de følgende sider.

1. Panasonic TH-42PX700E

Blandt det – desværre – svindende antal producenter, der satser offensivt på plasma-apparater, har Panasonic de senere år markeret sig som et interessant og prisbilligt alternativ til de betydeligt mere kostbare apparater fra plasma-verdenens førerulv, Pioneer.

Panasonic TH-42PX700E går bestemt heller ikke bag om dansen.

Skal vi starte med udstyrsniveauet, markerer apparatet sig navnlig med sine tre HDMI-indgange, heraf en på fronten, samt SD-kortlæser.

Til gengæld kunne vi godt savne en drejesokkel, så man kunne svinge apparatet uden at skulle rykke hele foden med.

Rodet og gammeldags indtryk

Designmæssigt er der i denne anmelders øjne heller ingen vej uden om at brokke sig over, at den nederste del af bundrammen er aluminium.

Det giver et mere rodet og gammeldags indtryk sammenlignet med de to testkonkurrenter, der begge holder det sorte look hele vejen igennem.

Mere interessant er imidlertid billedvisningen, og her klarer Panasonic TH-42PX700E sig rigtig godt.

Når alle tre testapparater er indstillet, så de viste samme detaljerigdom i mørke billedpartier, brillerer Panasonic med en marginalt flottere og mere mættet farvegengivelse end Samsung PS42Q96HD.

Til gengæld fremstår de mørke nuancer en anelse mere gråt, og på det felt lægger Panasonic sig midt i feltet; nemlig en smule bag Samsung og lidt foran Hitachi.

2. Panasonic TH-42PX700E

Desuden oplevede vi – ligesom med Samsung fjernsynet – heller ingen nævneværdig tendens til, at apparatets elektroniske komponenter ”summede” .

Det skal også bemærkes, at hvor langt de fleste plasma-apparater reflekterer selv den svageste bagfrakommende lyskilde, har Panasonic valgt at give TH-42PX700E en mat paneloverflade, der modvirker denne irriterende tendens.

Det er en fin detalje, og som sådan er apparatet givetvis mere velegnet til placering i rum med meget lysindfald, end de fleste andre plasmaapparater.

Betinget ros for lyden

Pudsigt nok bemærkede vi – som på Samsung fjernsynet – en tendens til, at de enkelte billedpunkter flimrede, når de sås på helt tæt hold.

Det er nok de færreste, der vil opfatte det som en mangel, med mindre de har planer om at sidde halvanden meter eller mindre fra apparatet.

Til gengæld skal Panasonic-apparatet have betinget ros for at levere den bedste lyd af de tre fjernsyn. Ikke sådan at forstå, at lyden er god – for det er den ikke. Den er blot knap så dåseagtig som på konkurrenterne.

Standby-forbruget er for højt, hvilket antyder, at producenten har sparet afbryderen væk, før transformeren får fingre i ledningsstrømmen.

Den slags er per definition noget griseri, men omvendt er forbruget (16 watt) trods alt ikke så eksorbitant som det, vi observerede på Hitachi-apparatet.

1. Samsung PS42Q96HD

Over det seneste årti har topledelsen i Samsung på imponerende vis vendt firmaets image 180 grader, så forbrugere ikke længere opfatter konglomeratets produkter som det argeste discount.

Tværtimod er koreanerne begyndt at ånde selv B&O i nakken, hvilket ikke mindst er et produkt af eminent markedsføring og ditto designfilosofi.

Sidstnævnte er PS42Q96HD et godt eksempel på, for i lighed med stort set alle andre Samsung-apparater er fjernsynet vanvittig flot og vil passe ind i hvilken som helst stue.

Derimod halter Samsungs LCD-apparater undertiden pænt efter konkurrenterne, når snakken falder på billedkvalitet, og i vores seneste LCD-stortest faldt Samsung decideret igennem.

Flotteste sortniveau

Men skal man tage PS42Q96HD-apparatets præstation for pålydende, lider Samsungs plasma-tv bestemt ikke under dét problem.

Sammenlignet med konkurrenterne fra Hitachi og Panasonic, har Samsung PS42Q96HD derimod testens flotteste sortniveau.

Det betyder i praksis, at selv de fineste mørke nuanceforskelle trådte frem, uden vi behøvede at skrue urimeligt op for lysstyrke og kontrast. Dermed fremstår billedet med en forbilledlig dybde og detaljerigdom.

Men om man foretrækker de marginalt mere mættede farver på Panasonic-apparatet frem for de mere naturlige ditto på Samsung-apparatet, er i højere grad en smagssag.

2. Samsung PS42Q96HD

Under alle omstændigheder er der i denne test stort set ikke en finger at sætte på Samsung-apparatets billedkvalitet.

Det skulle dog lige være en – som på Panasonic-apparatet – begrænset tendens til pixelflimmer, når billedet ses på helt tæt hold.

Måske panelerne ganske enkelt er identiske i deres grundsubstans, samt at de trods alt begrænsede forskelle, vi kunne spore i billedvisningen, stammer fra apparaternes uens styringselektronik? Det er ikke til at sige.

Til gengæld er lyden kedelig og dåseagtig. Hvilket næppe heller gør det store, for finder man plads til et 42-tommer plasmaapparat, vil man sikkert samtidig benytte lejligheden til at installere et diskret surround-system.

Lavt standby-forbrug

Med tre HDMI-indgange er fjernsynet også ganske pænt med, når vi taler tilslutningsmuligheder, selv om nogle måske vil savne en SD-kortlæser som den, de to konkurrenter er udstyret med.

Vi skal heller ikke undlade at rose Samsung-apparatets ekstremt lave standby-forbrug på kun 0,7 watt.

Det er naturligvis stadig 0,7 Watt for meget. Men sammenlignet med de to strømslugende konkurrenter er det endog rigtig pænt, og det tæller i dén grad med på plussiden, at man på dén konto sparer cirka 370 kroner om året i forhold til at have Hitachi-apparatet stående.

1. Hitachi P42T01E

Hitachis LCD-apparater har imponeret redaktionen over flere omgange, så det var med nogen forventning, at der blev sat strøm til koncernens bud på et plasmaapparat i mellemprisklassen.

Hitachi P42T01E er da også et ganske hæderligt apparat, navnlig når vi taler udstyrsniveau.

Især er den motoriserede drejesokkel et absolut plus, hvis man da ikke hænger apparatet på væggen. Ligeledes glædes man over detaljer som USB-indgang og SD-kortlæser bag frontklappen.

Fronten huser også apparatets HDMI-indgang nummer to, og dét er til gengæld ikke hensigtsmæssigt. For så er der ingen vej uden om at lade kablet til familiens PlayStation 3 hænge i fri dressur fra fronten, hvis HDMI-indgangen på bagsiden allerede er optaget af eksempelvis en harddiskoptager. En noget uskøn løsning.

Billedmæssigt klarer Hitachi sig acceptabelt. Man kan uden de store vanskeligheder indstille apparatet til at gengive samtlige nuancer i både mørke og lyse billedpartier.

Elektronisk brummen

Prisen for denne fornøjelse er dog, at man bliver nødt til at indstille lysniveauet er en tand højere end på Panasonic- og navnlig Samsung-modellen, og derfor vises de mørke nuancer også en anelse mere gråt.

Står apparatet i din stue, vil du næppe bemærke dette som en svaghed, men når de tre apparater står sammen – som under vores test - er og bliver Hitachis sortniveau altså en anelse ringere end på apparatets to konkurrenter.

Samtidig fremstår farverne en smule mere fesne, og som sådan må vi desværre konkludere, at Hitachi P42T01E rent billedmæssigt ender på en sidsteplads. Marginalt, ganske vist, for det er ikke noget dårligt apparat. De to andre er blot en tand bedre.

Værre er imidlertid, at hvor man skal helt tæt på apparaterne fra henholdsvis Panasonic og Samsung for at opfatte en svag elektronisk brummen, så høres en tydelig, højfrekvent summen fra Hitachi-apparatets kredsløb. Selv når man står en meters penge fra fjernsynet – og selv når apparatet er på standby.

2. Hitachi P42T01E

Her kan være tale om et problem med netop denne specifikke testmodel. Men sørg dog alligevel for selv at kontrollere, om fænomenet er til stede – og om det irriterer dig – hvis du hjemtager et Hitachi P42T01E fra den lokale tv-biks.

Til gengæld udmærker Hitachi-apparatet sig med et mere roligt billede end på konkurrenterne; selv helt tæt på står billedet fuldstændigt uden pixelflimmer.

Hvilket man ganske vist udelukkende bemærker, hvis man ser tv på halvanden meters afstand eller under, men noteres skal det naturligvis alligevel.

Lyden er temmelig skinger, ligesom på Samsung-apparatet. Vi fornemmede desuden en tendens til, at navnlig dybe toner dannede resonans i kabinettet, så man har næppe lyst til at skrue alt for højt op for Nyhederne eller soundtracket til Ringenes Herre.

Standby-forbrug trækker ned

Vi målte et standby-forbrug på over 30 watt. Det er ikke bare vulgært, men også fuldstændig unødvendigt. Især taget i betragtning at Samsung-apparatet klarer sig med 0,7 watt.

Det er sådan set denne faktor, der mere end nogen anden trækker Hitachi-apparatet ned fra en hæderlig middelkarakter, så det lander på et lidt ærgerligt tre-tal.

For køber du en strømbesparende el-skinne i indkøbsvognen – der i dette tilfælde vil tjene sig selv hjem på blot et kvartal – kan du med god vilje lægge en ekstra karakter til vores bedømmelse.

Dommens time...

Når man sætter de tre apparater direkte op mod hinanden, ser billedkvaliteten over én kam særdeles nydelig ud. Faktisk skal man kigge relativt nøje for at spore en forskel.

Så selv om navnlig Hitachi får klø i dén henseende, er det værd at bemærke, at ingen – bortset fra de allermest kræsne billednørder – ville være kede af at have hverken dette eller et af de to andre apparater stående i stuen.

Samlet kan vi altså konkludere, at man får endog rigtig megen billedkvalitet for pengene ved at vælge et plasmaapparat.

Så med mindre du har spiritistisk grundede årsager (og andre findes der sådan set ikke!) for at vælge et apparat, der død og pine skal kunne vise Full HD i denne størrelses- og prisklasse, er plasmaapparaterne stadig i dén grad alive and kicking i forhold til de mere succesrige LCD-fjernsyn.

Mere end en sjat bedre

Men testen viser også, at kigger man nøje efter, får man faktisk marginalt bedre billeder og – ikke mindst – et betydeligt lavere standbyforbrug ved at vælge det rigtige apparat.

I denne sammenhæng kommer vi ikke uden om at anbefale Samsung PS42Q96HD, der brillerer med et kontrast- og sortniveau, der er bare en lille sjat bedre end konkurrenterne.

At det samtidig koster mellem 200 og 370 kroner mindre i drift om året end apparaterne fra henholdsvis Panasonic og Hitachi, er da også værd at tage med.

Derfor kåres Samsung PS42Q96HD som testvinder.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere