Artikel top billede

Streaming: Bondemanden han har altid travlt – også med at brokke sig

Tredje sæson af Clarkson’s Farm er på gaden trods hovedpersonens ekstreme åbenmundethed og konstante kontroverser med alt og alle.

Forleden havde tredje sæson af Clarkson’s Farm premiere på Amazon Prime Video. Så har man fulgt livet på gården Diddly Squat hidtil, er der naturligvis ingen vej uden at hænge på.

Her prøver Jeremy Clarkson, hans ekstremt tålmodige kone Lisa, medhjælperen Kaleb og talglade Jeremy at få det hele til at løbe rundt. Også selv om vejret, dyrene og især et ekstremt fodslæbende lokalråd ikke gør det spor nemt.

Naturligvis er det – lidt – for sjov. Clarkson er trods alt ganske velhavende og kunne snildt bede en forpagter om at tage sig af alt bøvlet.

Men når vi er mange, der med stor fornøjelse følger med alligevel, skyldes det at den næsten altid underholdende og ofte rimeligt bramfrie tv-vært selv lægger liv og sjæl i at få alt til at trives på gården; her er faktisk noget på spil.

Det er helt enkelt smaddergodt tv. De seneste år har landmænd da også konstateret i diverse internationale medier, at Clarkson’s Farm er det bedste, der er sket for landbruget de seneste mange år.

Sæson tre åbner med, at ekstrem tørke er ved at få afgrøderne til at visne væk, mens priserne på kunstgødning stiger eksplosivt og lokalrådet lukker gårdens restaurant.

Det er ret meget op ad bakke, og man føler med de brave medvirkende og bærer over med småfjollede indslag undervejs. Så mon ikke det går alt sammen. Det plejer det trods alt at gøre for Jeremy Clarkson, der virker til at have mindst ni liv.

I den benhårde, konkurrenceprægede tv-verden ville de fleste eksempelvis have været færdige som gårdsangere efter offentligt at blive hældt på gaden af BBC for at komme i slagsmål med en producer.

Men havde dét ikke taget livet af Jeremy Clarksons karriere for små 10 år siden, så truede hans ekstremt saftigt formulerede – og meget lidt venlige klumme i The Sun om prins Harrys kone Meghan – forrige år med at gøre det.

Det stunt var Amazon da heller ikke specielt begejstrede for, og Clarkson måtte for én gangs skyld sige højt og tydeligt undskyld.

Men seerne elsker ham for hans pudsige blanding af konstant brokfærdighed samt en åbenlys kærlighed til sin metier. Hvad enten det så handler om biler, dyrevelfærd eller kampen mod politiske trakasserier og selve vejrets rasen.

I dén situation bærer også en ellers politisk korrekt og bundlinjefokuseret amerikansk streamingtjeneste over med rigtig meget, og derfor er der nu en ny sæson af Clarkson’s Farm på gaden.