Artikel top billede

(Foto: JumpStory)

Dkcert hiver CIO fra SDU ind som ny chef

DKcert har fundet en ny chef, efter Henrik Larsen gik på pension i slutningen af 2023. SDU-CIO overtager roret fra juli måned.

Siden Henrik Larsen i december 2023 gik på pension efter ni års tro tjeneste som chef for DKCert, så har man fra DKCerts side været på udkig efter en ny chef.

Og nu har man fundet afløseren for Henrik Larsen.

Den nye DKCert-chef bliver Jacob-Steen Madsen, som træder til 1. juli 2024.

Det skriver DEIC.

Lang erfaring fra uddannelsesinstitutioner

Jacob-Steen Madsen kommer fra en stilling som CIO hos Syddansk Universitet, hvor han har været i lidt mere end fire år.

Han har tidligere også har haft tilsvarende stillinger i UC Syd og UC Nordjylland.

Jacob-Steen Madsen er samtidig en af de drivende kræfter bag opstarten af WAYF, der gør det muligt for ansatte og studerende inden for videregående uddannelser og forskning at genbruge brugernavn og kodeord på institutionen til at få adgang til tjenester, som ikke drives af institutionen selv.

"DKCert skal i endnu højere grad end tidligere, blive en integreret del af de workflows og processer institutionerne på forskningsnettet har omkring deres informationssikkerhed og forhåbentlig blive katalysator for fælles løsninger. Den mission har den bedste chance for at lykkes med Jacob-Steen Madsen som chef," lyder det fra Martin Bech, der er divisiondirektør i DEIC.