Artikel top billede

Den godt 28 centimeter høje trådløse Beolab 8 er proppet med teknologi, der får dem til at spille fremragende. De kan placeres på fod eller hænges på væg, ligesom du kan vælge forskellige metal legeringer og frontstof.

Test: Disse små højttalere til 44.000 kroner per sæt vil blæse dig bagover - både visuelt og lydmæssigt

Beolab 8 er et studie i dansk design- og lydkunst. Prisen er høj, men dog til at opnå for dig, der virkelig vil. Og så har de ingen reelle konkurrenter.

Et trådløst højttaler-sæt, der også håndterer multirum til den nette sum af vilde 44.000 kroner er en hård pris for de fleste. Også selv om du køber én enkelt ad gangen, er det drømmeland for de fleste.

Vi tester dem som et sæt, og om de er prisen værd, kan reelt kun afgøres af, om man betragter dem som trådløse højttalere eller som dansk brugskunst.

For er et højttaler-sæt, der både i kvalitet og teknologi er fremtidssikret, også er en god investering som en Arne Jacobsen Svane-stol eller lignende?

Men Beolab 8 kunne sagtens gå hen at blive en designklassiker på linje med førnævnte, og endda B&O-produkter fra 1980’er- og 90’erne.

Samtidig garanterer de gode folk fra Struer, at du i mange år frem kan få højttaleren opgraderet til nyere teknologi. Også den, der ikke er opfundet endnu.

Det klares via opgradering eller ved at sende højttaleren til Struer, hvor hardware kan udskiftes, hvis der er behov.

Med det i mente begynder det hele måske at give mere mening rent finansielt, hvis du er tændt på et sæt som disse.

Finish i særklasse

For taler vi alene lyd, kan jeg komme på mange højttalere, der leverer lige så god – men et helt anderledes lydbillede – end Beolab 8. Men det er ikke pointen, når du køber dansk i denne prisklasse.

Jeg vil derfor undlade at give højttaleren karakter – for hvad skal de sammenlignes med? Der findes ikke tilsvarende produkter på markedet. Det er i hvert fald min påstand.

Der er en god grund til den høje pris, og det skyldes først fremmest, at Beolab 8 er urimeligt lækkert udført i en grad, der er vanskeligt at se på et billede.

Uanset om du kan lide designet af de små poder, så skal man være blind for ikke at se, at her er tale om forarbejdning i verdensklasse.

Den er pakket ind forholdsvist tykt metal, og du bestemmer selv, om du vil have trælammeller eller stof på den halvrunde front.

Metallet er elokseret på fabrikken i Struer, hvor man også har en del metalforarbejdning. Der er altså mange mandetimer involveret, og det er aldrig billigt, når det foregår i Danmark eller Europa.

Du kan benytte Beolab 8 med Wi-Fi 6 eller Bluetooth 5.3.

Intelligent lydmanipulation der virker

Det er imponerende, hvor meget og stor lyd, der kommer ud af den godt 28 centimeter høje højttaler, der har en diameter på 16 centimeter.

Foran bassen er en diffuser, der spreder lyden, og i den er en diskant og en mellemtone monsteret.

Det hele styres af indbyggede digitale kredsløb og forstærkere bag en stor køleplade på bagsiden, der sikrer, at varmen fra de tre klasse-D forstærkere ledes væk.

Lyden manipuleres på mange måder, som den million-dyre Beolab 90. Det er ret smart at kunne justere lyden, så du oplever, at du er har lydbilledet i midten, selv om du sidder mere tæt på den ene højttaler end den anden.

Det betyder, at ikke kun volumen justeres, men også fase og andre parametre. Og det kræver avanceret software og reelt også en del processorkraft.

Alt dette kan lade sig gøre på grund af en ret avanceret rumtilpasning, som du kan sætte op med iPhone (kun med iPhone 11 eller nyere).

Som et stereosæt kan du sagtens ”nøjes” med Beolab 8 i en stue på 40-50 kvadratmeter. Lyden kommer godt ud i stuen – uanset om du stiller den på en reol eller hænger den på væggen, hvilket også er en mulighed.

Lydbilledet er overraskende detaljeret, og du fornemmer også fint bassen, selv om den naturligvis ikke er kælderdyb.

Dyr men ikke uopnåelig

Som med alt B&O i Premium-klassen er det svært at give karakter. Det er som at vurdere om en Bentley eller Aston Martin er et best buy.

Der er ikke så meget at sammenligne med, men er du fyr og flamme, er de små 44.000 kroner de koster for et sæt ikke uopnåeligt for de fleste, der vil spare op.

Jeg skal indrømme, at jeg er ret begejstret for dette sæt. Finish, teknologi og designet er ganske enkelt fremragende, og det er et produkt, som man bare har lyst til at eje.


Loading ikon