Test: HTC Desire HD er en bombastisk supermobil

Så kan du godt tømme bukselommen, for HTC Desire HD er klar til at flytte ind. Vi har testet den bombastiske mobil, der har kæmpe 4,3 tommer skærm og avancerede funktioner. Få vores dom over mobilen her.

Test: HTC Desire HD er en bombastisk supermobil

Desire HD er en rigtig herre-telefon, og folk, der piver over nutidens små mobiler, skal blot prøve at tage et favntag med HTC's nyeste topmodel.

Telefonen er ganske enkelt bombastisk og matcher selv en ordentlig murermesternæve.

Den er 12,3 centimeter lang, 6,8 centimeter bred og 1,1 centimeter tyk. Det er dog især skærmen på kolossale 4,3 tommer, der får gadgetfolket til at spærre øjnene op.

Den lægger i høj grad op til massevis af internetsurf, uden at du skal knibe øjnene sammen eller knibe fingrene sammen på skærmen for at zoome ind alt for ofte.

Desværre er skærmen noget af en skuffelse, når der tændes for supermobilen. Den er noget fesen i farverne, der slet ikke er så mættede som på den første HTC Desire.

Farverne virker ganske enkelt mere flade og kedelige på den nye model. Det er noget, man kan vænne sig til, men sammenlignes de to modeller side om side, ser menuerne klart pænest ud på den originale HTC Desire.

Forskellen er, at der bruges en AMOLED skærm på den første Desire, mens den nye model er udstyret med en såkaldt Super LCD - ofte forkortet S-LCD.

Angiveligt skulle den nye skærm være bedre på en række punkter, blandt andet til at gengive farver korrekt, men kontrastforholdet er i vores øjne langt fra optimalt.

Skærmen virker ganske enkelt en smule sløret.

HTC er i øvrigt så fastbesluttet på at benytte S-LCD, at de seneste udgaver af den første Desire ligeledes er blevet udstyret med denne skærmteknologi og ikke AMOLED, som ellers blev brugt i de første versioner. Derfor kan det blive svært at slippe for at få en Desire med S-LCD, uanset om du er på jagt efter den nye eller gamle udgave.

Selv om der er forskel på skærmstørrelsen, har de to modeller i øvrigt samme skærmopløsning på 480 gange 800 pixel.

Glimrende menusystem

Umiddelbart er telefonen meget stor og bombastisk, men den er faktisk nem nok at håndtere. Vi har haft telefonen i bukselommen i 14 dage, og den har ikke været til besvær, og vi har heller ikke fået underlødige kommentarer fra omverdenen med hensyn til størrelsen.

I forhold til den originale Desire har den nye model ikke fysiske knapper på fronten, men derimod berøringsfølsomme taster. Det fungerer udmærket, og telefonen giver et lille spjæt, når tasterne trykkes ned, så man er sikker på at have ramt rigtigt.
HTC Desire HD kører Android i version 2.2. af Googles mobile styresystem. Men ligesom med den tidligere model er brugergrænsefladen HTC Sense lagt ned over Android-styresystemet, og det fungerer som en skal.

Her gør HTC det rigtig godt, og det er nemt at navigere rundt i menusystemet og selv brugerdefinere Hjemmeskærmen, altså hovedmenu-vinduet der som udgangspunkt er præget af et ur og vejrudsigt over det sted i verden, du befinder dig med telefonen.

De taiwanske softwaresnedkere har forfinet HTC Sense gennem årene, og det fungerer aldeles glimrende på Desire HD.

Massevis af forbedringer

HTC har smidt en mængde nye funktioner i Desire HD, og vi er nødt til at hive ud efter astmasprayen, hvis vi hurtigt skal opremse dem alle i et åndedrag.

En af de bedste forbedringer er HTC Fast Boot, der ganske enkelt kickstarter telefonen på få sekunder.

Det er virkelig en markant hastighedsforøgelse. Så hvis du har været en tur i biografen eller ude at flyve og efterfølgende tænder mobilen, vil det kunne mærkes.

Det er simpelthen slut med at vente i et halvt til et helt minut, før telefonen kommer op i gear.

Hastighedsforbedringer er det også blevet til, når det gælder surfture på nettet. Det går forrygende hurtigt, både på 3G-forbindelsen og via Wi-Fi.

Det tager eksempelvis cirka tre sekunder at hente pcworld.dk (den originale side, ikke mobilversionen) ind på telefonen, en forholdsvis tung webside med massevis af fotos, tekst og banner-annoncer. Den første Desire er cirka dobbelt så lang tid om samme opgave.

Generelt er det en fornøjelse at bruge telefonen til at surfe på nettet. Den store skærm kombineret med den høje hastighed betyder, at den bærbare computer i stigende grad forbliver slukket, mens nyheder og selv længere tekster i stedet læses online på telefonen.

Kameraet: HTC's akilleshæl
Med Desire HD er kameraet blevet langt, langt bedre end med den originale Desire, men vi er fortsat ikke udpræget begejstrede for det.

Billederne tages i en opløsning på otte megapixel, og de bliver let slørede - selv hvis den indbyggede blitz anvendes. Det er lidt sørgeligt. I gode lysforhold klarer kameraet sig hæderligt, men lige så snart lyset er begrænset, er kameraet hårdt presset.

Kort sagt er der mange andre mobilproducenter, som er langt bedre til at få kameradelen til at fungere end HTC.

På plus-siden skal det dog nævnes, at der nu er bedre software med mobilen til at efterbehandle ens - kiksede - fotos.

Video i HD

HTC har valgt at kalde den nye mobil for Desire HD, og netop HD (1280 gange 720 pixel) er kameraet også i stand til at optage. Videofunktionen er dog ikke noget, der kan måle sig med et dedikeret HD-videokamera. En smart detalje er dog, at du kan udnytte kameraets blitz under dine optagelser, og dermed har du en smule ekstra lys, hvis du optager om aftenen eller i andre situationer, hvor mørket har omringet dig.

Optagelserne bliver desværre ligesom fotos let slørede, så du skal ikke forvente at skyde hjemmevideo i topkvalitet med dette kamera.

Videodelen er dog ligesom fotodelen forbedret en hel del siden den første Desire.

Fjernstyr din mobiltelefon via nettet

Batterilevetiden er fortsat ikke vanvittig høj, og du kan godt vænne dig til at lade mobilen op hver aften, hvis du vil være sikker på ikke at stå med et drænet batteri på et ubelejligt tidspunkt.

Men sådan er det ofte med de nye smartphones, hvor du i løbet af en dag aktiverer Wi-Fi konstant, tager en håndfuld fotos, surfer en time eller mere og måske bruger mobilen til at afspille musik.

Derfor er batterilevetiden hverken værre eller bedre end så mange andre konkurrerende mobiler.

Desire HD skiller sig dog ud på et væsentligt punkt, og det er HTCsense.com. Det er en tjeneste, der gør det muligt at fjernstyre mobilen.

Det vil sige, at du kan sidde foran din pc og beslutte, om opkald og sms-beskeder skal viderestilles til en anden mobil. Desuden er det muligt at låse telefonen, og du kan spore den, og du kan også vælge at slette alt indhold på den, hvis den er blevet stjålet. Det er ganske enkelt genialt.

HTCsense.com tager også backup af dine kontaktpersoner og sms-beskeder.

Selv om fjernstyring af mobiler er set før som tredjepartsprogrammer, er det en behagelig overraskelse at få det leveret med telefonen. Du vil formentlig ikke bruge HTCsense.com hver dag, men webtjenesten kan redde din dag, hvis din telefon pludselig er blevet væk.

Bedste alternativ til iPhone

Alt i alt er HTC Desire en supermobil til dem, der ikke kan få det stort nok og ikke kan få nok af Android og HTC.

Telefonen byder på massevis af funktioner og en kæmpeskærm, der gør det til en fornøjelse at bruge mobilen til hurtig websurf.

Der er fortsat plads til forbedringer, og vi så gerne et bedre kamera og en skærm med flottere farver.

Det er dog den Android-mobil, der i øjeblikket kan ses som det bedste alternativ til iPhone.

Og hvis telefonen er lidt for stor til din smag - og din inderlomme - er den originale HTC Desire fortsat en glimrende telefon.

Med introduktionen af HD-storebroderen vil den første Desire sandsynligvis falde i pris og blive et endnu mere attraktivt køb, hvis du er på jagt efter en Google-mobil i topklasse.

Computerworld Events

Vi samler hvert år mere end 6.000 deltagere på mere end 70 events for it-professionelle.

Ekspertindsigt – Lyt til førende specialister og virksomheder, der deler viden om den nyeste teknologi og de bedste løsninger.
Netværk – Mød beslutningstagere, kolleger og samarbejdspartnere på tværs af brancher.
Praktisk viden – Få konkrete cases, værktøjer og inspiration, som du kan tage direkte med hjem i organisationen.
Aktuelle tendenser – Bliv opdateret på de vigtigste dagsordener inden for cloud, sikkerhed, data, AI og digital forretning.

Digital transformation | Online

Copilot i praksis: Sådan får du mest ud af AI

Få inspiration til at implementere, anvende og udnytte Copilot optimalt og forsvarligt.

It-løsninger | Nordhavn

SAP Excellence Day 2026

Få konkrete erfaringer med S/4HANA, automatisering og AI i praksis. Hør hvordan danske virksomheder realiserer gevinster og etablerer effektive SAP-løsninger. Vælg fysisk deltagelse hos SAP eller deltag digitalt.

Infrastruktur | København

Datacenterstrategi 2026

Denne konference bidrager med viden om, hvordan du balancerer cloud, on-premise og hybrid infrastruktur med fokus på kontrol, compliance og forretning.

Se alle vores events inden for it

Navnenyt fra it-Danmark

Netip A/S har pr. 1. november 2025 ansat Laura Bøjer som Consultant, GRC & Cybersecurity på afd. Thisted. Hun kommer fra en stilling som Assistant Consultant hos PwC i Hellerup. Hun er uddannet med en kandidat i Business Administration & Information System på Copenhagen Business School. Nyt job

Laura Bøjer

Netip A/S

Idura har pr. 1. januar 2026 ansat Joshua Pratt, 32 år,  som software engineer. Han skal især beskæftige sig med at bruge sin tekniske knowhow og erfaring i teamet for extensions og integrationer. Han kommer fra en stilling som Tech Director hos NoA Ignite Denmark. Han har tidligere beskæftiget sig med komplekse webprojekter, senest udviklingen af det nye website og e-commerce-platform for tivoli.dk. Nyt job

Joshua Pratt

Idura

Forte Advice har pr. 5. januar 2026 ansat Claes Frederiksen som Commercial Director. Claes skal især beskæftige sig med at løfte den kommercielle modenhed i teknologiprojekter og sikre, at teknologi bliver brugt som strategisk løftestang. Claes kommer fra en stilling som Senior Client Partnership Director, Nordics hos Valtech. Claes har tidligere beskæftiget sig med teknologivalg og platformstrategi til teknologidrevet forretningsudvikling og marketing initiativer. Nyt job

Claes Frederiksen

Forte Advice

Idura har pr. 5. januar 2026 ansat Arjuna Enait, 34 år,  som software engineer. Han skal især beskæftige sig med videreudvikling af Verify-systemet samt arbejde på implementeringen af CIBA i Norsk BankID. Han kommer fra en stilling som software engineer hos Lasso X. Han er uddannet civilingeniør med speciale i geoteknik. Han har tidligere beskæftiget sig med at bygge microservices til dataindsamling og -processering, samt opdatere legacy-systemer. Nyt job

Arjuna Enait

Idura