Dansk firma leverer it-udstyr til hemmelige agenter

Spectronic Denmark leverer overvågningsudstyr til efterretningstjenester over hele verden. Mangel på medarbejdere får nu virksomheden til at invitere offentligheden indenfor.

Artikel top billede

Danske Spectronic bor i beskedne omgivelser, men er leverandør til alverdens efterretningstjenester.

Den ældre, hvide toplansvilla fem kilometer uden for Grenaa på Djursland, ligner ethvert andet hus på landet. Navnet Holmgård står stadig skrevet på husets ene væg ud mod vejen.

Men i huset finder man en lang række af det spion­udstyr, som efterretningstjenester over hele verden bruger. Et komplet sæt af de produkter, der har gjort virksomheden Spectronic Denmark til gazellevirksomhed ni år i træk, befinder sig i kælderrummet, der er spækket med alarm­systemer.
 
Indtil nu har virksomheden på trods af den stormende succes bevidst valgt at leve et meget stille liv.

"I vores verden gør man ikke meget for at blive set," siger administrerende direktør Kim Lehmann.

Men Computer­world har fået lov at se dele af virksomheden.

Direktøren erkender åbent, at det skyldes et behov for mere synlighed, da virksomheden har 25 åbne stillinger, der skal besættes. Heraf er der brug for 15 softwareudviklere.

Åbenheden har dog en grænse. Døren af jerngitter for enden af trapperne ned til kælderen forbliver lukket.

Hemmeligt foretagende

Kunder og produkter er nemlig ikke noget, der bliver talt højt om, forklarer Kim Lehmann under interviewet på hans kontor, der ligger lige over kælderen i den hvide villa.

Brochurer, der overordnet beskriver produkterne, bliver kun udleveret til personer, der har været igennem en særlig sikkerhedsgodkendelse.

Kim Lehmann forklarer dog, at Spectronic dels arbejder med udstyr inden for audio, der kan aflytte rum og personer og dels inden for IP, der kan, overvåge chat, telekommunikation og mobiltelefoner.

"Det er det eneste, jeg kan sige om produkterne," siger Kim Lehmann.

Også når det gælder kunderne, er direktøren varsom med ordvalget.

Han forklarer, at 98 procent af omsætningen er eksport, og at Spectronic stort set leverer til hele verden, men kun til enheder, der er godkendt af statslige institutioner.

"Men selvfølgelig ikke de såkaldte slyngelstater," siger han.

I praksis er der tale om efterretningstjenester, militære specialstyrker og politi.

Sandsynligheden for at sætte sig ved siden af en hemmelig agent på en cafe i Grenaa er derfor også væsentlig større end noget andet sted i landet.

"Vi tager jævnligt leverandører, distributører og andre forretningsforbindelser med ind til Grenaa," siger Kim Lehmann med et smil.

Need-to-know-politik

Hemmelighedskræmmeriet er en del af jobbet. I firmaet praktiseres en need-to-know-­politik, der går ud på, at hvis du ikke har brug for at vide det, skal du heller ikke vide det.

"Medarbejderne får viden, der kan koste liv, hvis informationerne falder i de forkerte hænder," fortæller Kim Lehmann.

Udstyret bruges af agenter, militær- og politifolk i marken.

"Mangler udstyret en funk­tion eller skal rettes til på en eller anden måde, bliver vores medarbejdere involveret i tingene, nogle gange helt ned i detaljen om, hvad det præcis skal bruges til," uddyber direktøren.

Og den slags information taler man hverken om i firmaets frokostpause, eller når man kommer hjem til konen.

"I gamle dage var vi endnu mere restriktive. Da måtte medarbejderne kun sige, at de arbejdede i en elektronik-­virksomhed. Og blev de spurgt om produkterne, skulle de sige, at virksomheden blot er underleverandør," siger Kim Lehmann.

Lige som bygninger, underleverandører og kunder sikkerhedsgodkendes, bliver de ansatte det også.

Alle skal godkendes af Politiets Efterretningstjeneste (PET) til det sikkerhedsniveau, der kaldes fortroligt.

"Mindre forseelser betyder intet for godkendelsen, og det har selvfølgelig heller ingen betydning, hvilken politisk overbevisning eller etnisk oprindelse man har. Men for eksempel bedrageri ser man meget alvorligt på," fortæller direktøren.

Spectronic har siden grundlæggelsen i 1983 kun oplevet en enkelt person, der ikke kunne blive sikkerhedsgodkendt af PET. Og i dag arbejder blandt andet en tidligere bz'er i virksomheden.

Sikkerheden har en bagside.

"Det er vanskeligt for os at synliggøre vores succeser internt. Dem, der er involveret i arbejdet direkte med kunderne, hører måske lidt, men det er ikke noget, de kan fortælle andre," siger Kim Lehmann.

Han ville ønske, han kunne fortælle medarbejderne endnu mere om deres succeser.

På det sidste informationsmøde kunne direktøren dog berette om et anonymiseret eksempel, hvor en politienhed i en større by med et produkt fra Spectronic havde anholdt 94 personer og rejst 104 anklagepunkter.

"Der er en meget stærk følelse af, at vi kæmper mod de onde, og at vi fanger personer, der laver børneporno, eller terrorister, der vil begå alvorlige forbrydelser," siger Kim Lehmann.

"Du kan godt få en rundtur, hvis du ikke stopper op nogen steder," siger direktøren pludselig.

Han forklarer, at kun ganske få personer får en rundtur i virksomheden.

Firmaet ligner imidlertid alle andre med grå skillevægge mellem afdelingerne og hæve-sænke-borde med computere på og andre borde med utrolig mange små elektronikdele.

Efter at have taget et hurtigt kig på et bord med elektronik-dele, siger direktøren pænt og bestemt, at her skal man ikke stoppe op.

For at vide, hvad der præcist gemte sig på bordet, kræver det et trænet øje og indsigt i den allernyeste teknologi inden for overvågning.

Og på Spectronic arbejder personer, der kan udvikle videre på de nyeste teknologier.

Det kan være både den autodidakte opfinder eller ph.d.en, forklarer Kim Lehmann.

Typisk ansætter Spectronic ikke folk direkte fra studierne, men tager folk, der har erfaring med en bestemt teknologi, ind.

Derefter skal stort set alle medarbejdere igennem en proces, hvor de skal sætte sig ind i hovedet på agenter, militærfolk og politiefterforskere for at forstå det arbejde, de udfører.

"De færreste ansøgere kender den virkelighed og de udfordringer, som en agent i marken står over for i dag. Men det er dem, han skal løse," siger Kim Lehmann.

Garage-firma med kvalitetsprodukter

Derfor ansætter virksomheden personer, der for eksempel kan programmere på intuition. De skal være bidt af de nye medier og teknologier, der for eksempel kan transportere data på en ny måde.

"Vi finder sjældent nogen med brancheforståelse, og faktisk kan vi heller ikke fortælle ansøgere så frygteligt meget konkret om arbejdet, inden de får jobbet," siger Kim Lehmann.

Men direktøren forklarer, at mange af medarbejderne er glade for den korte vej, der er fra at arbejde på nyt udstyr i laboratoriet, til det kommer i aktion på gaden i New York.

Og det hele startede med praktiske løsninger tilbage i 1983 i Grenaa.

I dag er flere tidligere flygtningebarakker blevet bygget til den oprindelige villa.

Og for tiden sidder ni personer på en etage på det delvis lukkede Grenaa Sygehus og udvikler spionudstyr for Spectronic.
Det er derfor ikke uden grund, Kim Lehmann kalder Spectronic en garage­virksomhed.

Dog med den væsentlige tilføjelse, at garagevirksomheden laver kvalitetsprodukter, der i stigende grad bliver efterspurgt af efterretningstjenester i hele verden.

Kim Lehmann forklarer, at vokseværket skaber udfordringer i forhold til kvalitets­kontrol og økonomistyring. Men vækst er et erklæret mål i virksomheden.

I dag er omsætningen 100 millioner kroner, og i 2012 mener Kim Lehmann, at omsætningen skal være oppe på 400 millioner kroner.

I 2004 blev Spectronic opkøbt af den internationale gigant inden for "aerospace and defence", Cobham, for 232 millioner kroner. Koncernen laver alt fra rumfartsudstyr til dele til kampvogne.

Og opkøbet har gjort flere udviklingsprojekter lettere for Spectronic.

"Fordelen er blandt andet, at vi omkring visse udviklingsprojekter ikke selv behøver skrue op og ned for antallet af medarbejdere," siger Kim Lehmann.

En anden fordel, medarbejderne snart kan se frem til, er en form for udveksling med søstervirksomhederne i Cobham, hvor ansatte kan arbejde en periode i en anden virksomhed.

Spectronic selv har ud over kontorer i København og Horsens også kontorer i Washing­ton, Dubai, Zürich og Buenos Aires.

I takt med at garagevirksomheden har vokset sig stor, er behovet for nye omgivelser ligeledes vokset.

Derfor vil Spectronic i 2008 flytte til et splinternyt domicil med plads til over 150 medarbejdere. I dag har virksomheden 88 medarbejdere fordelt i de forskellige afdelinger.

Beliggenheden er endnu uvis, men det bliver et sted på Djursland, oplyser Kim Lehmann.

Han vil ikke ud med, om virksomheden rykker bort fra
Grenaa, og de udenlandske efterretningsagenter dermed skal til forretningsfrokoster i andre byer.

"Men sikkert er det, at havde virksomheden ligget i for eksempel Århus, så havde manglen på medarbejdere været noget mindre," siger Kim Lehmann.

Læses lige nu
    Computerworld Events

    Vi samler hvert år mere end 6.000 deltagere på mere end 70 events for it-professionelle.

    Ekspertindsigt – Lyt til førende specialister og virksomheder, der deler viden om den nyeste teknologi og de bedste løsninger.
    Netværk – Mød beslutningstagere, kolleger og samarbejdspartnere på tværs af brancher.
    Praktisk viden – Få konkrete cases, værktøjer og inspiration, som du kan tage direkte med hjem i organisationen.
    Aktuelle tendenser – Bliv opdateret på de vigtigste dagsordener inden for cloud, sikkerhed, data, AI og digital forretning.

    Infrastruktur | Frederiksberg

    Roundtable: Suverænitet, risk management og resiliens i en urolig verden

    Digital suverænitet er rykket fra politisk debat til konkret risikostyring.På dette eksklusive dinner roundtable samler Computerworld, T-Systems og Palo Alto Networks 12-15 ledende it- og sikkerhedsbeslutningstagere til en fortrolig samtale om...

    Sikkerhed | Online

    Cyber Briefing: Fra identity-angreb til sikker genopretning

    Identity-angreb rammer virksomhedens kontrolplan først. Få konkrete råd til at beskytte og gendanne AD og Entra ID, validere recovery og styrke cyberresiliensen. Deltag og lær hvordan du kan sikre hurtigere vej tilbage efter et angreb.

    Sikkerhed | Højbjerg, Aarhus

    Cyber Security Summit 2026 - Aarhus

    Lær om organisationers evne til at modstå, håndtere og komme videre efter alvorlige digitale hændelser, herunder ledelsesansvar, forretningskritiske afhængigheder og de valg, der afgør, om plan B holder, når systemer eller leverandører svigter.

    Se alle vores events inden for it

    Mibau Stema Danmark A/S

    ERP Analyst at Mibau Stema Group

    Uspecificeret arbejdssted

    Netcompany A/S

    Linux Operations Engineer

    Nordjylland

    Netcompany A/S

    Erfaren Linux Operations Engineer

    Københavnsområdet

    Navnenyt fra it-Danmark

    Alexander Hoffmann, SVP, Technology & IT hos GlobalConnect, er pr. 1. maj 2026 forfremmet til EVP, Tech, IT & Security. Han skal fremover især beskæftige sig med at lede den fortsatte udvikling af en mere integreret og software-drevet infrastrukturplatform. Forfremmelse

    Alexander Hoffmann

    GlobalConnect

    Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Michael Schou som Operations Manager ved netIP Aalborg og Aarhus. Han kommer fra en stilling som Senior Director - Head of IT hos BDO. Han har tidligere beskæftiget sig med flere områder indenfor IT-branchen, hvor han bla. også har drevet sin egen IT-virksomhed. Nyt job

    Michael Schou

    Netip A/S

    Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Dan Toft, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med digitalisering med Microsoftplatformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Han er uddannet datamatiker. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365 og SharePoint udvikling. Nyt job

    Dan Toft

    Pinksky ApS

    Steen Marquard,  Jabra, er pr. 15. juni 2026 udnævnt som Regional President for Norden og UK. Han er uddannet HD(O). Han beskæftiger sig med I sin nye rolle får Steen ansvar for at videreudvikle salget af virksomhedens professionelle lyd- og videoløsninger, samt styrke samarbejdet med channel teams og partnere på tværs af regionen. Udnævnelse