Indhold
PALM SPRINGS, USA (IDG News Service)/24. februar 1999: Intel fortalte tirsdag, at selskabet er i gang med at udvikle en ny specifikation til Universal Serial Bus, USB, der i sidste ende skal munde ud i, at brugerne vil kunne koble endnu hurtigere udstyr til deres computere.
USB er en standard-teknolgi, der gør det muligt at koble periferiudstyr som tastaturer, digitalkameraer og printere til deres hjemme-pc?er eller bærbare computere. En af fordelene ved USB er, at man ikke behøver at genstarte maskinen, når man ændrer konfigurationen.
USB 2.0 kommer til at operere med overførselshastigheder på mellem 120 og 240 Mbit i sekundet, mellem to og ti gange så hurtigt som dagens standard. Den øgede hastighed gør det realistisk at koble højopløselige videokameraer og hurtige lagermedier til computeren, siger Pat Gelsinger, vicepræsident i Intel og leder af selskabets desktop-produktgruppe.
Det er ifølge Gelsinger meningen, at en foreløbig version af den nye teknologi skal være klar omkring slutningen af år 2000.
Intel sagde i en meddelelse, at selskabet forventer, at USB 2.0 kommer til at leve side om side med andre input/ output-teknologier, for eksempel FireWire eller IEEE 1394, der er en foretrukken teknologi til at forbinde elektronikudstyr som videomaskiner, kameraer og digitale fjernsyn.
USB 2.0 er et af mange såkaldte "platform-initiativer", som Intel fremsætter i denne uge. Når selskabets processorer når op til og forbi 600 MHz i løbet af i år, er Intel nødt til at sikre sig, at der ikke opstår flaskehalse i teknologierne, som kunne bremse efterspørgslen på de nye chips.
Andre initiativer tæller en hurtigere 133 MHz front-side bus, der giver hurtigere kommunikation mellem processoren og resten af pc?en, AGP 4X grafik-chipsæt og understøttelse af RDRAM.
Intel frigiver officielt Pentium III på fredag den 26. februar.