Microsoft-licenser - nu med gratis glæder

Kunderne har længe været sure, og nu tager Microsoft konsekvensen og forsyner sit udskældte Software Assurance-opgraderingsprogram med en række gratis ydelser.

Fra 1. september udbygger Microsoft opgraderingssystemet Software Assurance (SA) med godbidder som gratis support, uddannelse, installations-værktøjer, ret til at bruge Microsoft-programmer på hjemme-pc'en og rabatter på visse andre Microsoft-produkter. Altsammen dog noget afhængigt af, hvilken licenstype - og hvor mange licenser - man har købt.

SA blev introduceret allerede i 2001 sammen med Microsofts nye koncept for volumen-licenser, kaldet Licensing 6.0. Både analytikere og brugere var straks på barrikaderne med beskyldninger om, at Licensing 6.0 og SA ikke var andet end en skjult prisforhøjelse, og siden har kritikken føget vidt og bredt.

Manglende brugertilslutning betød, at det nye system først blev til virkelighed sidste efterår.

- Vi imødekommer vore kunder, som har ønsket mere for pengene med Software Assurance. Vi har lært af vore fejl med Licensing 6.0, erkender Rebecca LaBrunerie, produktchef for Microsofts globale licens-/pris-aktiviteter.

- De nye tilføjelser til SA er et resultat af en rundspørge blandt 2.500 Microsoft-kunder i hele verden, tilføjer hun.

- Microsoft forsøger at gyde olie på vandene efter at have gjort mange kunder vrede over de nye licensregler, siger Laura DiDio, senioranalytiker hos The Yankee Group.

Flere formål

Ifølge Rebecca LaBrunerie er ændringerne i SA dog ikke alene møntet på at gøre sure kunder glade. Det handler også om at trække nye kunder til butikken:

- Vi håber meget på, at de nye funktioner vil få flere kunder til at overveje Software Assurance.

Men en udbyggelse af SA var også en tvingende nødvendighed, hvis Microsofts skulle bevare konkurrencedygtigheden over for de ordninger, andre softwareleverandører tilbyder, mener analytikere.

- Microsoft prøver at skubbe flere Software Assurance-aftaler over disken ved at lokke med mere end blot software-opdateringer. Firmaet var pisket til at gøre pakken mere tillokkende, mener forskningschef i IDC, Steve McHale.

- SA koster mere og yder mindre end andre leverandørers tilbud, så Microsoft måtte udbygge ordningen, samstemmer Gartners Alvin Park og fortsætter:

- Microsofts konkurrenter tager ikke bare mindre for deres softwarevedligeholdelses-programmer - de tilbyder også mere for pengene. I Microsofts nuværende program køber man udelukkende retten til at opgradere software til nye versioner, hvorimod konkurrenterne også leverer basal produkt-support.

Og det er ret betydelige tilføjelser, Microsoft nu kommer med - ikke mindst fri adgang til TechNet, support, online-undervisning og "fribilletter" til videreuddannelse. TechNet er Microsofts online-assistance til it-chefer, som kan logge sig på diskussionsgrupper eller chatte med Microsofts egne eksperter.

- Den samlede værdi af indholdet i denne godtepose kan blive betragtelig for den enkelte virksomhed, mener Laura DiDio, som skønner besparelsen i omegnen af 10.000 dollars (cirka 63.000 kroner) for en virksomhed med mellem 100 og 200 ansatte - og helt op til millioner for en meget stor organisation.

Brugerne bør revurdere situationen

Microsofts overordnede licenstyper hedder Open License, Select License og Enterprise Agreement.

SA følger med Enterprise Agreement som fast ekstraudstyr, men koster årligt mellem 25 og 29 procent oven i licensprisen ved køb af andre licenser - og afhængigt af, om der er tale om server- eller pc-programmer.

Til sammenligning tager IBM 25 procent af prisen på en ny licens for support, Oracle 22 procent og de øvrige fra 18 til 22 procent, viser tal fra Gartner, som anbefaler brugere, der hidtil har holdt sig tilbage over for SA, at revurdere situationen.

De nye SA-funktioner, som brugerne fra 1. september vil have til rådighed, vil være bestemt af, hvilket produkt licensen er knyttet til, licenstypen samt antallet af købte licenser. En oversigt over, hvem der får hvad, skulle kunne ses på www.microsoft.com.

Samtlige SA-brugere af Microsofts pc-programmer får automatisk adgang til et nyt "Home Use Program", så den enkelte medarbejder - mod blot at erlægge cd'ens pris - kan få programkopier installeret på sin hjemmecomputer.

Brugerne må dog stadig ikke tage kontorets cd med hjem og installere, men skal rekvirere en ny cd hos Microsoft.

Godt, men ikke nok

Den gratis support, som følger med SA, gælder kun server-programmer, ligesom telefonsupport i almindelig kontortid er forbeholdt brugere af Enterprise Edition-versioner af server-programmerne - og er selv her alene begrænset til købere af visse licenstyper.

Supporten gælder kun daglig ad hoc-problemløsning, mens mere "hard core"-supportfunktioner fortsat vil være omfattet af de servicekontrakter, kunderne har tegnet. Brugere af pc-programmer kan hente en del support via TechNet, siger Microsoft.

Selv om udbygningen af SA er et væsentligt første skridt, er det ifølge Laura DiDio ikke nok. Microsoft kan gøre langt mere for at lappe på misforholdet til kunderne, mener hun.

- Man vinder ikke tillid tilbage fra den ene dag til den anden. Microsoft har et stort job foran sig med at reetablere kundernes tro og tillid, siger Yankee-analytikeren.

Denne artikel stammer fra avisen Computerworld.

Læses lige nu

    Event: Computerworld Cloud & AI Festival 2026

    Digital transformation | Ballerup

    Eksplosiv udvikling i cloud og AI kræver overblik og viden. Computerworld samler 3.000 it-professionelle, 70+ leverandører og 120+ talere om AI, infrastruktur, data, compliance og sikkerhed. To dage med viden og netværk. Tilmeld dig nu.

    16 & 17 september 2026 | Gratis deltagelse

    Capgemini Danmark A/S

    Open Application (Denmark)

    Midtjylland

    Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

    MLOps Engineer til opbygning af Forsvarets nye AI-platform

    Nordjylland

    STELLA CARE ApS

    Backend-udvikler (AI-Native)

    Københavnsområdet

    LB Forsikring

    Afdelingschef for Digital Finans

    Københavnsområdet

    Navnenyt fra it-Danmark

    Netip A/S har pr. 1. april 2026 ansat Claus Berg som Account Manager ved netIP's kontor i Esbjerg. Han kommer fra en stilling som Client Manager hos itm8. Nyt job

    Claus Berg

    Netip A/S

    IFS Danmark A/S har pr. 1. april 2026 ansat Sarah Warm som Account Executive, Energy & Utilities. Hun skal især beskæftige sig med salg af IFS' løsninger til nye kunder inden for energibranchen. Hun kommer fra en stilling som Account Executive hos Synergy Investment Group i Holland. Hun er uddannet BSc Economics and Business Economics, Neuroscience & MSc Business Administration Digital Business. Hun har tidligere beskæftiget sig med Solution Sales & Cybersecurity. Nyt job

    Sarah Warm

    IFS Danmark A/S

    Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Dan Toft, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med digitalisering med Microsoftplatformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Han er uddannet datamatiker. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365 og SharePoint udvikling. Nyt job

    Dan Toft

    Pinksky ApS

    Immeo har pr. 16. marts 2026 ansat Honey Arora som Senior Manager. Han kommer fra en stilling som Data Product Owner hos Centrica Energy. Nyt job

    Honey Arora

    Immeo