I USA skabes nye stillinger i små, nye virksomheder. Det er altså ikke kæmpefirmaerne, der skaber NYE arbejdspladser. De har til gengæld en masse fede, sikre jobs over en lang årrække. Ligesom det offentlige omend det kan være svært for private bikse at matche løn- og arbejdsforhold i det offentlige.
Jeg læste forleden et interview med Bill Clinton i Financial Times, hvor han sagde, at det er networking og samarbejde, der skaber jobs.
Mon det ikke også er sådan i Danmark?
Så man skulle tro, at alle de offentligt betalte initiativer for at hjælpe iværksættere i gang er en god ting.
Men nej.
Joh, der skabes en masse aktiviteter i de offentlige instanser. En masse (offentligt betalte) rådgivere giver gode råd. Typisk uden selv nogensinde selv at have startet noget op.
De håbefulde iværksættere tvinges til at udarbejde forretningsplaner, budgetter, visioner, strategier, målsætninger, værdier og SWOT-analyser.
Og der arrangeres en lang række inspirationsforedrag fra sådan nogle som mig, og nogle gange endda værre end dét (coaches og idrætsfolk og den slags, I ved ...).
Disse omfavnende, velmente og langvarige forløb har samme effekt som en akademisk uddannelse: Man tør simpelthen ikke springe ud og tage chancen bagefter.
Thi uanset hvor mange fantastiske business-planer og budgetter man udarbejder, så kan man ikke mindske risikoen: Før eller siden skal man - groft sagt - foretage følgende handlinger:
1. Sætte alt på spil - huset (hvis man har et sådant), familien, opsparingen, det nuværende job, ens gode ry og rygte ... ALT. Måske kan man få den kendte kredit i banken mod sikkerhed i alt, hvad man ejer og har. Måske ikke.
2. Forsøge at sælge noget til nogen, der vil betale penge for det.
3. Opdage at business-planen og budgettet, og det man vil sælge, ikke passer på virkeligheden. Fantasien var din (og de fantastiske rådgiveres), ikke kundens.
4. Ændre på alle forudsætninger og næsten begynde forfra.
Lykkes med forehavendet - eller gå tilbage til 1.
Den slags bindegale, utraditionelle, asymmetriske, famlende-i-blinde, risikofyldte, mange-timer-om-ugen-forløb er jo ikke liiiige det, som offentlige DJØF'ere og akademikere gør sig mest i, endsige belønnes for på de højeste læreanstalter.
Her er nogle af de tumpede ting, som staten gør
Med andre ord: Staten skal holde sig LANGT væk fra startups. De dræber ideer og dræner energi og suger selv al kraften til sig, så de bliver federe:
Det er også supervigtigt, at man ikke aner noget om, hvor meget pjat og tant og fjas vore søde og rare skatteædere kan finde på at bruge vores tid på, hvis man er så dum at starte noget op.
Hvad med affaldsafgift på 1.000 kroner om måneden, selvom man ikke smider noget ud (viden-bikse smider typisk ikke så meget ud som en grisefarm eller en fabrik)?
Elregninger, hvor 25 procent af den er el, og resten er fjolleafgifter, fordi Dong kaster sig bevidst ud i elendige og dumme investeringer?
90+ surveys fra Danmarks Statistik om året om alt muligt, man alligevel ikke kan forudsige (og bødestraf, hvis man ikke besvarer ubesvarlige spørgsmål til tiden).
Skat/Stasi er en historie for sig - det er faktisk ubeskriveligt.
Så er der Arbejdstilsynet, som ENTEN koncentrerer sig om det psykiske ELLER det fysiske arbejdsmiljø, afhængig af årstallet.
Sidste gang, de kom væltende, sagde jeg til dem, at man vel kun kunne kom til skade i Miracle, hvis man skar sig på et stykke papir?
"Man kan også skære sig i sjælen", svarede han hurtigt. "Ah, det er det psykiske i år igen?" spurgte jeg. "Præcis," svarede han - som i øvrigt altid arbejder hjemmefra, fordi han ikke kan holde storrummene i Arbejdstilsynet ud.
Og endelig skal man være forberedt på følgende: Som startup'er, entreprenør, iværksætter ... er man en helt, man er fremtiden, man er fantastisk.
Men HVIS man skulle lykkes, det vil sige får biksen til at vokse, skaber langvarige og mange arbejdspladser, og så videre, så er man en psykopatisk, pædofil, blodsugende direktør, der kan og bør beskattes på stadigt flere måder.
Indtil Ole Sohn eller en af de nye teenage-ministre kan ekspropriere virksomheden.
Bonus-info: Socialister kan ikke lide små bikse, fordi de ikke kan nationaliseres/eksproprieres.
Derfor synes de, det er superfint at belaste små bikse a la håndværkere med stadigt flere trusler, bøder, kontroller og tvungne rapporteringer.
Derfor elsker de centralt styrede kæmpebikse med mange lag og bureakrati, som nemt kan nationaliseres. For at undgå deres dødskys (og dermed virksomhedens død) bør man holde sig under radaren.
Ingen har kunnet fortælle mig, hvornår man skifter fra at være en helt/entreprenør/iværksætter at blive Den Forfærdelige.
Men det må ske ved omkring 20 ansatte, efter hvad jeg kan se.
Eller måske 42.
Mogens Nørgaard er administrerende direktør i Miracle.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
