Webhotel sender 4.500 kunder til inkasso

Rod i bogholderiet betyder, at webhotellet Azero har sendt inkassoskrivelser på flere år gamle regninger ud til 4.500 kunder. Nogle kunder har ikke modtaget rykkere forud for inkassobrevet, mens andre opkræves forkerte beløb og andre igen allerede har betalt.

4500 kunder hos webhotellet Azero i København modtager i disse dage breve fra selskabets inkasso-firma på regninger, der er flere år gamle.

Selskabet havde i en periode mistet overblikket i bogholderiet og er nu ved at rydde op med hjælp fra inkasso-firmaet Intrum Justitia.

Men det betaler sig at tjekke inkassoskrivelsen grundigt, inden man betaler.

Nogle kunder hos Azero fortæller til Computerworld Online, at de ikke har modtaget rykkere forud for inkasso-brevet. Andre fortæller, at de bliver rykket for forkerte beløb eller allerede har betalt.

Rod i bogholderiet

Administrerende direktør Kasper Andersen forklarer rodet i bogholderiet med, at selskabet, da det gik i luften i 2000, lovede fjorten dages kredit til sine kunder.

- Vi fik en bunke gode kunder, men desværre også en bunke dårlige betalere, så vores bogholderi ikke kunne følge med. Vi troede, det ville køre mere glidende, men vi har været for dårlige til at håndtere betalingerne. Det vil jeg godt tage på mig, siger han.

Han understreger, at Azero er opmærksom på problemet.

- Når der er tale om så store mængder, går det altid galt et eller andet sted. Det er klart, at der er nogen, hvor der vil være fejl, men så sidder der altså fire mennesker i vores bogholderi til at rette dem, siger Kasper Andersen.

Dem, der allerede har betalt, men alligevel får et brev fra inkasso, skal ifølge direktøren henvende sig med dato og beløb på betalingen eller kundenummer og varetype.

- Det er klart, der er nogen mennesker, der bliver sure. Men det er først ved et inkassobrev, at folk vågner op. Men bare de henvender sig, så skal vi nok håndtere problemet, siger Kasper Andersen.

Som han ser det, er der mange forklaringer på fejlene. Rykkere kan være gået tabt i posten, eller kunderne kan have skiftet adresse uden selskabets vidende.

I andre tilfælde skyldes fejlene, at kunder, der allerede har betalt, ikke har forsynet betalingen med tilstrækkelige oplysninger til, at Azero kan finde frem til dem.

Det er ikke småpenge, Azero er ude og kræve op. Ifølge direktøren lyder regningerne på beløb mellem 100 og op til 20.000 kroner, men hovedparten af regningerne er på mellem 500 og 700 kroner.

- Det er noget, vi har drømt om at gøre i lang tid, for vi mangler selvfølgelig pengene ret meget, siger Kasper Andersen.

Millioner ude at svømme

Han vil ikke oplyse præcis, hvor mange penge selskabet har ude at svømme, men betegner det som værende "i millionklassen", hvilket det også kun kræver et simpelt gangestykke at nå frem til. Samtidig fortæller han, at de 4.500 inkassoskrivelser kun er første fase i oprydningen.

Til sammenligning havde Azero i 2002 en omsætning på 7,6 millioner kroner, hvilket gav et overskud 240.000 kroner.

Azero har mellem 20.000 og 30.000 kunder, som er en blandet landhandel af private og virksomheder.

Computerworld Online henvendte sig til Forbrugerrådet for kommentarer til sagen, men rådet ønsker ikke at kommentere, idet rådet kun varetager privates interesser, og selskabet også har erhvervskunder.

Læses lige nu

    Købstædernes Forsikring

    Vil du være 1st. Level Supporter i Købstædernes Forsikring?

    Københavnsområdet

    Kompasbank A/S

    AI & Data Engineer

    Københavnsområdet

    Formpipe Software A/S

    Senior Product Manager

    Københavnsområdet

    Netcompany A/S

    Erfaren Linux Operations Engineer

    Midtjylland

    Navnenyt fra it-Danmark

    Norriq Danmark A/S har pr. 8. december 2025 ansat Sarah Birkegaard Elkjær som Marketing Project Manager. Hun skal især beskæftige sig med at styrke marketingsteamets evne til at planlægge, drive og følge op på leadgenererende aktiviteter. Nyt job

    Sarah Birkegaard Elkjær

    Norriq Danmark A/S

    netIP har pr. 1. januar 2026 ansat Michael Kjøgx som Systemkonsulent ved netIP's kontor i Esbjerg. Han kommer fra en stilling som Konsulent hos Blue Byte og før da ATEA og XPconsult. Nyt job
    Idura har pr. 1. januar 2026 ansat Joshua Pratt, 32 år,  som software engineer. Han skal især beskæftige sig med at bruge sin tekniske knowhow og erfaring i teamet for extensions og integrationer. Han kommer fra en stilling som Tech Director hos NoA Ignite Denmark. Han har tidligere beskæftiget sig med komplekse webprojekter, senest udviklingen af det nye website og e-commerce-platform for tivoli.dk. Nyt job

    Joshua Pratt

    Idura

    Forte Advice har pr. 19. januar 2026 ansat Karoline Lotz Jonassen som Head of Business Design. Karoline skal især beskæftige sig med business design, og hvordan kunder strategisk innoverer eller arbejder med nye forretningsområder. Karoline kommer fra en stilling som Future Commerce Lead hos IMPACT Commerce. Nyt job

    Karoline Lotz Jonassen

    Forte Advice