Sonofon på trapperne med turbo-mobilnet

Det danske teleselskab Sonofon kan i løbet af få uger rulle datateknologien EDGE, der kan sætte turbo på selskabets mobilnet, ud i Danmark. Det eneste, der mangler, er grønt lys fra de norske ejere, og de er positivt stemt.

Sonofon står lige foran at give alle konkurrenterne baghjul og sætte strøm til en datateknologi, som sætter turbo på selskabets danske mobilnetværk.

Sonofon har så stor tiltro til den mobile datateknologi EDGE (Enhanced Data for GSM Evolution), at selskabets tekniske direktør, Jon Hoffmann, allerede nu melder ud, at alt er parat til at gå i luften med teknologien, når de norske ejere, Telenor, giver grønt lys.

Morten Karlsen Sørby fra Telenor, der sidder i Sonofons bestyrelse, har tidligere tilkendegivet, at nordmændene er klar til at satse på turbo-teknologien i Danmark.

Den eneste grund til, at Jon Hoffmann ikke allerede nu tør give en dato for lanceringen, er, at Telenors køb af de resterende Sonofon-aktier formelt ikke er gennemført endnu.

Den tekniske direktør er dog sikker på, at EDGE bliver en realitet inden for en overskuelig fremtid, da norske Telenor allerede er i gang med EDGE-udrulning i Norge og Ungarn.

EDGE afprøvet i Aalborg

Tiltroen til den nye teknologi stammer blandt andet fra en række vellykkede test, som det danske mobilselskab gennemførte i Aalborg løbet af efteråret 2003. De viste, at det er relativt enkelt at opgradere netværk og sendere, også kaldet basestationer, og at investeringerne er små.

- Det vil koste omkring 50 millioner kroner at rulle teknologien ud til 30 procent af danskerne i løbet af nogle få uger. Det er jo småpenge sammenlignet med de milliardinvesteringer, som det kræver at bygge et 3G-netværk, siger Jon Hoffmann.

Han anslår, at det vil koste omkring 200 millioner kroner at gøre hele Sonofons net klar til EDGE.

Udforderer 3G

- Vi har også fået bekræftet, at der er meget lille forskel mellem den datahastighed, som EDGE kan præstere, og hastigheden i et 3G-netværk, oplyser direktøren.

Fidusen ved EDGE er, at det er en videreudbygning af de GSM-netværk, som Sonofon, TDC, Orange og Telia i forvejen driver herhjemme. Samtidig giver EDGE ifølge Jon Hoffmann på længere sigt adgang til næsten lige så høj båndbredde som 3G, hvor hastigheden er 384 kbit/s. Det er syv gange så hurtigt som et traditionelt modem til fastnettet.

Sonofon gik på grund af striden mellem Telenor og de tidligere amerikanske medejere i Bellsouth glip af en dansk 3G-licens. Derfor har Sonofon også større interesse i Edge end de øvrige danske mobilselskaber.

- Vi tror på EDGE, men vi er absolut også interesseret i 3G. EDGE kan måske sætte skub i udviklingen, indtil 3G-teknologien kommer helt på plads, og der bliver brug for de store båndbredder til nye tjenester, vurderer Jon Hoffmann.

Mange telefoner

EDGE-teknologien har også den fordel, at den modsat 3G anvendes på det amerikanske marked. Det betyder, at der er masser af telefoner til EDGE.

Derimod kniber det med telefoner til 3G-netværk, og det er en væsentlig årsag til, at TDC, Orange og Telia har udskudt deres lancering af 3G herhjemme.

- Nokia og Philips er lige på trapperne med nye EDGE-telefoner, som kommer op på en datahastighed på 200 kbit/s. Så mangler vi bare, at der kommer nogle spændende services, siger Jon Hoffmann.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Netip A/S har pr. 1. februar 2026 ansat Henrik Mejnhardt Nielsen som ny kollega til Product Sales Teamet i Herlev. Han kommer fra en stilling som Business Development Manager hos Arrow. Nyt job
    Alexander Hoffmann, SVP, Technology & IT hos GlobalConnect, er pr. 1. maj 2026 forfremmet til EVP, Tech, IT & Security. Han skal fremover især beskæftige sig med at lede den fortsatte udvikling af en mere integreret og software-drevet infrastrukturplatform. Forfremmelse

    Alexander Hoffmann

    GlobalConnect

    Guardsix har pr. 1. april 2026 ansat Annbritt Andersen som Global Chief Revenue Officer (CRO). Hun skal især beskæftige sig med at geare organisationen til en markant skalering i Europa. Hun har tidligere beskæftiget sig med globale kommercielle strategier for nogle af branchens allerstørste spillere, herunder Microsoft. Nyt job
    Mohamed El Haddaoui, er pr. 7. april 2026 ansat hos Dafolo A/S som IT-systemudvikler. Han skal især beskæftige sig med udviklingsopgaver relateret til Brugerklubben SBSYS. Han er nyuddannet datamatiker og har erfaring med udvikling af REST API'er og integreret databaser. Nyt job

    Mohamed El Haddaoui

    Dafolo A/S