Artikel top billede

Derfor koster Apples gratis styresystem stadig penge

Apple giver sit nye Mavericks-styresystem gratis til Mac-brugerne. Men dermed er Mac OS X ikke blevet gratis - forretningsmodellen er blot tilpasset en ny tid.

ComputerViews: Så er endnu en Apple-pressekonference overstået, og endnu en gang har mediedækningen været massiv som et californisk redwood-træ.

For Apple er ikke bare endnu et æble på træet. Apple er i disse år verdens mægtige it-selskab, og når nye iPhones, iPads og Mac-computere lanceres, er det - uanset hvad det konkrete produkt byder på - dagens nyhed i tech-land.

Sådan var det også tirsdag aften, da Apple blandt andet præsenterede sin nye iPad Air, en forbedret udgave af iPad Mini og nye Macbook Pro'er.

Men der var også en nyhed, som de færreste havde ventet: At den nye version af Apples Mac OS X, Mavericks, kan hentes gratis af alle Mac-brugere.

Vi tager den lige igen: Det var gratis.

Apples træk er ikke forbigået verdenspressens opmærksomhed. 

Det anerkendte Wired skriver eksempelvis, at Apple Just Ended the Era of Paid Operating Systems, og Informationweeks overskrift lyder ligeledes, at Apple Makes OS X Mavericks Free.

På sin vis er det jo helt korrekt, idet man ikke skal have kreditkortet frem for at downloade Mac Mavericks.

Men tøv lige en kende. Formentlig kender du dette berømte ordsprog: "There is no such thing as a free lunch."

Her er Apples plan med gratis software

Når Apples giver Mac Mavericks "gratis" væk, skyldes det næppe, at selskabet har fået nok af at tjene penge og fremover vil hellige sig filantropiske forretningskoncepter.

Tværtimod er Apple formentlig et af de selskaber i hele verden, hvor investorerne er mest krævende, når det kommer til forventninger til omsætning og indtjening.

Forklaringen på Apples nye træk er derfor en helt anden. Gratis software kan gøres gratis, fordi indtjeningen hentes andre steder.

Det samme er årsagen til, at Apple for nylig annoncerede, at kontorpakken iWork fremover vil være gratis for alle nye brugere af iPhone og iPad - hvilket nu også gælder, når man køber en ny Mac.

Apples strategi er:

1) At gøre produkterne så attraktive, at kunderne bare må eje dem.

2) At gøre alt for at kunderne ikke skifter til konkurrenterne.

3) At udnytte den trofaste kundebase til at skabe nye indtjeningskilder.  

Da Apple sendte styresystemet Mac Mountain Lion på gaden sidste år, var prisen 119 kroner.

Med den nye version, Mavericks, har Apple foretaget en helt kølig beregning, der hedder, at det beløb man mister ved at gøre denne version gratis, opvejes af de gevinster, det giver på den lidt længere bane.

Her betaler du i stedet penge til Apple

It-selskaberne - og ikke mindst Apple - ser i stigende grad produkter som hele produkter og ikke som individuelle hardware- og software-produkter.

Når Apple sælger en ny Macbook Pro til mellem 11.000 og 15.000 kroner afhængig af modellen, kan man derfor være helt sikker på, at selskabet tjener penge - også selvom styresystemet og kontorpakken ikke faktureres enkeltvis.

På samme måde skal man huske på, hvad en af Apples helt store indtjeningskilder er: iTunes Store.

Hver gang en Mac-bruger køber musik eller film i iTunes - download eller streaming - ringer kasseapparatet hos Apple.

Hver gang en bruger køber en app i Mac App Store, får Apple også sin faste andel af omsætningen.

Kunne man så ikke bare tage penge for styresystemet også - og dermed tjene endnu mere?

Måske, men Apple har i dette tilfælde vurderet, at den samlede indtjening er bedst tjent med, at man giver styresystemet gratis væk.

Derfor kommer du til at købe ny hardware

Risikoen ved den nye forretningsmodel er naturligvis, at eksisterende Mac-brugere ikke opgraderer deres hardware, fordi softwaren nu kommer gratis, og man dermed hele tiden nyder godt af de nyeste funktioner.

Men bid mærke i, hvad Apple selv skriver - eller rettere ikke skriver - i pressemeddelelsen om det gratis Mac Mavericks:

"Vi ønsker, at alle Mac-brugere skal opleve de nyeste funktioner, de mest avancerede teknologier og den stærkeste sikkerhed. Vi mener, at den bedste måde at gøre det på er at påbegynde en ny æra inden for personlige computere, hvor OS-opgraderinger er gratis."

Det, der ikke gøres så meget ud af i pressemeddelelsen, er, at der naturligvis er nogle systemkrav, hvis man vil hente Mac Mavericks.

Din maskine er for gammel

Blandt andet siger systemkravene, at ens Macbook Pro skal være fra 2007 eller nyere, hvis man vil lege med, og har man en Macbook Air, skal maskinen være fra 2008 eller nyere.

Nu er der som bekendt ikke noget nyt i, at der er systemkrav til styresystemer, men det er i dette skema, at man finder Apples garanti for, at Mac-brugerne også fremover kommer til at købe nye maskiner.

Hver gang en ny version af Mac OS X frigives, ændrer systemkravene sig også, og dermed giver man hele tiden kunderne et incitament til at købe en ny maskine - for ellers kan de jo ikke få den "gratis" software.

Det er præcis samme mekanisme, der gør sig gældende med iPhone og iPad, hvor styresysmet iOS som bekendt også kan hentes kvit og frit, hver gang der kommer en ny version.

Det ville være synd at sige, at kunderne er holdt op med at købe nye iPhones og iPad af den grund.

Her får du også "gratis" software

Microsoft er ude på præcis den samme rejse som Apple. Det så vi blandt andet, da selskabet i sidste uge frigav Windows 8.1. Heller ikke det styresystem kostede penge at hente for brugere.

Microsoft er også begyndt at give forbrugerne adgang til forskellige gratis versioner af Office-pakken - blandt andet på Windows RT, på Windows Phone og i en browser-udgave i form af Office Web Apps. 

Man skal ikke mange år tilbage, før cloud-storage kostede en bondegård. Gæt hvad op til 25 gigabyte storage i dag koster på Microsofts SkyDrive?

Det er ganske rigtigt helt og aldeles gratis.

Nye tider for software-salg

At nye versioner af allerede eksisterende software er gratis, har forbrugerne i de senere år lært via blandt andet Apples App Store.

Køber du den der app til 19 kroner, ved du, at du kan hente kommende versioner gratis - i hvert fald i et stykke tid.

Abonnerer du på cloud-tjenester, ligger det også i konceptet, at du ikke skal betale ved kasse et, hver gang en ny opdatering rulles ud på serverne. 

Men sagen er, at selv gratis koster penge, for ingen - hverken Microsoft eller Apple - har råd til at drive en forretning uden indtjening. 

Vi er blot ved at tage hul på en ny tid, hvor it-giganterne i stigende grad går efter at tjene det på gyngerne, som de vælger at miste på karrusellerne - eller måske den anden vej rundt.

For når alt kommer til alt, hander det at drive virksomhed fortsat om at tiltrække og fastholde kunder. 

Styreystemerne bliver gratis, kontorpakkerne bliver gratis, og alle mulige web-tjenester bliver gratis.

Men det ændrer ikke ved, at du altid kan være sikker på at komme til at betale for produkterne på den ene eller den anden måde.

Læs også:

Apple præsenterer nye iPads: Tyndere, hurtigere og med nyt navn

Se billederne: Her er alle de nye Apple-produkter

Windows 8.1 mod Mac Mavericks: Hvem vinder opgøret




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere