KMD om udskældt it-system: Det er blevet bedre

KMD erkender, at der har været store problemer med deres udskældte Opus Debitor-system, men det er blevet meget bedre, siger firmaet.

Artikel top billede

(Foto: Povl D. Rasmussen)

It-giganten KMD er godt klar over, at man ikke er i land med dets KMD Opus Debitor-system, der er blevet voldsomt udskældt.

Læs her hele historien om systemet, som kunderne - kommunerne - har kaldt "smertensbarnet".

Underdirektør Hans-Ole Møller-Madsen fra KMD indleder et skriftligt svar med at påpege, at KMD mener, at Opus Debitor grundlæggende er "et godt og konkurrencedygtigt system, der lever op til de forventninger, de offentlige kunder har til moderne økonomistyringsværktøjer."

"Vi er dog i KMD helt med på, at vi har en række opgaver foran os, inden vi er i land med systemet," erkender han dog også.

Trådte på nødbremsen

Imidlertid kan Computerworld da også afsløre, at problemerne med systemet har været så massive, at it-virksomheden ligefrem bremsede udbredelsen.

Det kan du læse mere om her.

Og det bekræfter KMD-underdirektøren.

"KMD valgte i 2013 i samråd med en række af vores kunder at udskyde en pulje af implementeringsforløb," skriver han i sit svar.

Derudover har KMD været i dialog med resten af kundeporteføljen, som tæller over 30 kommuner, hvor man har brugt tid og ressourcer på at løse de systemmæssige uhensigtsmæssigheder, som der har været.

KMD-underdirektøren pointerer, at man via kundernes input er "nået rigtigt langt".

"Vi står ikke længere med de udfordringer, som vi havde i systemets opstartsfase," lyder det.

Med til hele historien om KMD Opus Debitor hører, at flere kommuner har haft ansatte, der gik ned med stress grundet systemets problemer.

Dertil kommer tabte renteindtægter, forkert regninger, opkrævninger sendt til forkerte regninger og en stribe andre fejl.

Men i dag er mange af disse problemer udryddet.

"Det ligger os i den forbindelse på sinde at pointere, at KMD Opus Debitor i dag til fulde funktionelt understøtter de forretningsmæssige arbejdsgange i kommunerne på debitorområdet."

Nu prøver man igen

"Som en konsekvens af arbejdet har vi i dialog med kunderne valgt at genoptage vores implementeringer af KMD Opus Debitor her i starten af 2014," forklarer underdirektøren. 

Blandt andet Norddjurs, Assens, Ishøj og Hillerød Kommune vil i år sætte systemet i drift, om alt går efter planen.

Her håber man, at problemerne er ovre.

Hos KMD vil man fortsætte arbejdet med at udvikle på systemet. 

"Vi er dog klar over, at vores arbejde med KMD Opus Debitor fortsat ikke er tilendebragt."

"Et af vores fokusområder er, at brugervenligheden skal yderligere op, før vi når et niveau, hvor vi kan være tilfredse," udtaler underdirektøren.

Forbi vanskelig opstart

KMD er dog ganske fortrøstningsfuld, og med en række releases i 2014 forventer KMD, at det vil "løfte kundernes oplevelser." 

"Alt i alt er det vores opfattelse, at KMD Opus Debitor trods en vanskelig opstart er et yderst konkurrencedygtigt system, og det fuldt ud kan måle sig med de øvrige sammenlignelige løsninger på markedet," opsummerer Hans-Ole Møller-Madsen.

For underdirektøren understreger, at sammen med resten af systemerne i KMD Opus-porteføljen står KMD "yderst stærktt i markedet for ERP-systemer" og peger på de mange kommunale aftaler.

KMD omsætter for cirka tre milliarder kroner om året, og cirka 70 procent af omsætningen stammer fra landets kommuner.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    SAP SuccessFactors Partner Pentos har pr. 1. marts 2026 ansat Plamena Cherneva som Seniorkonsulent indenfor SuccessFactors HCM. Hun skal især beskæftige sig med konfiguration og opsætning af SuccessFactors suiten, samt udvikle smarte løsninger til mellemstore danske virksomheder. Hun kommer fra en stilling som løsningsarkitekt indenfor HR IT hos LEO Pharma. Hun har tidligere beskæftiget sig med HR procesdesign, stamdata og onboarding. Nyt job

    Plamena Cherneva

    SAP SuccessFactors Partner Pentos

    Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Dan Toft, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med digitalisering med Microsoftplatformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Han er uddannet datamatiker. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365 og SharePoint udvikling. Nyt job

    Dan Toft

    Pinksky ApS

    Netip A/S har pr. 1. april 2026 ansat Claus Berg som Account Manager ved netIP's kontor i Esbjerg. Han kommer fra en stilling som Client Manager hos itm8. Nyt job

    Claus Berg

    Netip A/S