Når Margrethe Vestager tiltræder som konkurrencekommissær ligger Google saga(en) formentlig øverst i bunken på hendes skrivebord.
Tre gange har hendes forgænger forsøgt et forlig, og første beslutning bliver om et nyt skal forsøges, en bødesag åbnes eller sagen helt opgives.
Ingen af løsningerne er ideelle, og Vestager bliver formentlig afkrævet en holdning allerede under den kommende høring i Europa Parlamentet.
Google-sagen begyndtei 2010 med tre adskilte klager fra Microsoft, et engelsk prissammenligningsselskab, Foundem, samt en fransk juridisk tjeneste, ejustice.fr.
Mens det første drev en konkurrerende internetsøgemaskine, drev de to andre forskellige former for specialiserede søgemaskiner.
Fire potentielle problemer
En formel undersøgelse for muligt misbrug af dominerende markedspositioner, det vil sige samme bestemmelse som tidligere har udløst milliard-bøder til Microsoft og Intel, blev herefter åbnet med fire potentielle problemer, omfattende at Google:
- Giver præference til egne relaterede tjenester, når slutbrugerne indtaster et søgeord, for eksempel shopping, hotel eller restauration.
I modsætning til betalte reklamer, som fremhæves, kan slutbrugerne ikke se, at Google har en økonomisk interesse i, at trafikken ledes hen til disse tjenester, hvilket er misvisende og konkurrenceforvridende.
- Anvender materiale fremstillet af tredjemand i egne relaterede tjenester, for eksempel brugeranmeldelser, uden accept fra disse. Konkurrenter, som har gjort indsigelser heroverfor er blevet truet med helt at blive udelukket fra søgemaskinen, således at deres tjenester ikke optræder i Google-søgninger.
- Indgår eksklusivaftaler med onlineudgivere, således at disse på deres domainsider alene må vise bannerreklamer, der administreres af Google.
- Gør det vanskeligt at bruge konkurrerende produkter parallelt med AdWord, hvorved virksomheder bindes til Googles internetsøgemaskine, såfremt de ønsker at bestemte ord skal skabe hits ved søgninger.
Dybden på pengepungen
En ting er at indlevere en klage, noget andet at få åbnet en egentlig sag samt ikke mindst føre den igennem til dom.
Det første er nemt.
Det sidste ganske vanskeligt.
Og processen herimellem i høj grad et spørgsmål om dybden på ens pengepung samt evnen til at påvise både en dominerende markedsposition og et misbrug heraf.
EU-Kommissionen er foreløbigt kun nået til, at Google har en meget stærk markedsposition og har udvist en problematisk adfærd.
Problemet er at gå fra løse begreber til konkrete juridiske standarder.
Hertil komme håndteringen af de mange opfølgende klager, klagepunkter og "og gode råd" visket i kommissionens ører fra alt fra forbrugerorganisationer til politikere.
Det sidste får Vestager formentlig en forsmag på allerede inden hun overhoved er tiltrådt, da medlemmerne af Europa Parlamentet sikkert vil forsøge at afæske hende en holdning til sagen under den kommende høring, mens de mange interessenter ivrigt vil notere fra bagrækkerne.
To markeder
EU-Kommissionens har identificeret to markeder, men er herefter gået i stå
I marts 2013 udsendte EU-Kommissionen dog sin foreløbige vurdering, der identificerede to overordnede markeder, omfattende internet-søgninger og online-søgereklamer.
Det første opdeles endvidere i to undersegmenter omfattende generelle søgninger på internettet, omtalt som horisontale søgninger, samt specialiserede søgninger, kaldet vertikale søgninger.
Det første er søgninger efter generelle begreber på internettet og sker via Googles søgemaskine, www.google.com, samt i konkurrence med for eksempel Microsofts søgetjeneste, www.bing.com.
Det andet er søgninger efter specielle emner, eventuelt geografisk afgrænset, via en specialiseret søgetjeneste.
Kendte eksempler herpå er www.expedia.com og www.amazon.com, som er aktive indenfor henholdsvis rejser og bøger, og delvis i konkurrence med Google egne vertikale søgetjenester.
Det første klagepunkt omfatter netop en usaglig begunstigelse heraf ved horisontale søgninger, mens det andet vel nærmest har karakter af tyveri, rettet mod at gøre egne vertikale søgetjenester mere attraktive.
Tynd beskrivelse
I modsætning hertil er beskrivelsen af markedet for online-søgereklamer ikke særlig veludviklet.
Der er formentlig tale om en refleksion af klagernes interesser, og omfanget af argumenter og oplysninger de har fordret EU-Kommissionen med.
'
Markedet beskrives således overordnet som search advertising, men må formentlig opdeles i, hvad der på dansk kunne kaldes for online-reklamer og sponsorerede links.
Google har nemlig opbygget en forretningsmodel, hvor virksomheder dels betaler for at blive fremhævet ved internetsøgninger (sponsorerede links) og dels modtager betaling for at vise bannerreklamer (online reklamer).
De sidste formidles via onlineudgivere, det vil sige virksomheder, der udgiver indhold på internettet.
Virksomheder, der ønsker bannerreklamer på deres domaindresse, kan via programmet AdSence lade Google administrere disse mod et mindre beløb hver gang en læser klikker på bannerreklamen.
Tilsvarende kan virksomheder via programmet AdWord, ligeledes udgivet af Google, vælge bestemte ord, som kendetegner virksomheden og som skal generere et hit ved en internetsøgning.
Det tredje og fjerde klagepunkt er opbygget omkring forskellige former for eksklusivtiltag, der gør der vanskeligt at fravælge Google og produkterne AdWord og AdSence.
EU interesseret i forlig
EU-Kommissionen signalerede tidligt interesse i et forlig.
Selv om dominerende virksomheder ikke må indgå eksklusivaftaler, eller diskriminere, er misbruget ikke åbenbart - forudsat Google i øvrigt er dominerende, hvilket fortsat hænger i luften.
Strengt taget fremhæver Google blot egne tjenester førend konkurrenternes, hvilket mangler det usaglige og urimelige element, som normalt kendetegner et misbrug.
Blandt andet derfor signalede Kommissionen tidligt ønske om at lukke sagen ved at Google ændrede adfærd uden at ulovligheder blev identificeret.
Dette ønske imødekom Google ved i januar 2013 at fremsende et 61 sider langt forslag til otte detaljerede tilsagn.
Efter at have vurderet tilsagnene som tilstrækkelige, sendte kommissionen dem i høring, hvilket dog afslørede (betydelige) mangler.
Fornyet tilsagn blev herefter fremlagt i september 2013 samt i januar 2014, men begge gange afvist under høringsprocessen.
I tilknytning til det sidste forsøg tilkendegav Vestagers forgænger endvidere, at dette var sidste udkald for et forlig.
En af Vestager' første beslutninger bliver derfor, om hun vil lægge navn til endnu et forligsforsøg eller om sagen skal åbnes rigtigt, det vil sige et misbrug identificeres samt en milliard-bøde udmåles.
Mens det første vil få hende til at fremstå svag og indkassere massiv, men ikke nødvendigvis saglig, kritik, vil det sidste i første omgang byde på udfordringer ved at fastlægge markeder, styrken heri samt en dadelværdig adfærd.
Herefter vil sagen med stor sandsynlighed versere et årti ved domstolene samtidig med, at nye spørgsmål melder sig - for eksempel om hvorfor man først forhandlede i fem år, og tre gange stillede sig tilfreds, for så at vende på en tallerken og udmåle den måske største konkurrencebøde nogensinde.
En vending, der uundgåeligt vil få kommissionen og konkurrenceretten til at fremstå som modtagelig for lobbyisme.
I princippet kan hun også vælge helt at opgive sagen, der bedømt ud fra de offentliggjorte oplysninger aldrig har fremstået særlig stærk.
Det vil dog nok give anledning til endnu flere spørgsmål og er næppe realistisk.
Læs Christian Bergqvists tidligere klummer om Google-sagen:
Derfor varmer EU op til forlig med Google i speget sag
Her er den sande historie bag EU's gigant-bøder til Microsoft
