Artikel top billede

Din næste Windows hedder Windows 10: Her er alle nyhederne

Microsoft har netop offentliggjort de første bidder af den kommende version af Windows. Og navnet faldt måske lidt overraskende på Windows 10. Her er alle nyhederne.

Der var ingen, der så det navn komme. Det kommende Windows-system, som alle - inklusive os på Computerworld indtil nu har kaldt Windows 9 eller Threshold - får navnet Windows 10.

Fokus ligger blandt andet på, at det skal være ét produkt fordelt på alle typer platforme, lige fra smartphones og tablets til laptops, desktops og Xbox One. Dermed ikke sagt, at det bliver ens for alle. Der vil være en større grad af tilpasning, alt efter hvilken platform Windows 10 er installeret på.

Det betyder også, at alle platforme får den samme Windows Store, som skal være platform for apps og programmer.

Startmenuen er tilbage!
Først og fremmest: Startmenuen er tilbage, hvor den engang hørte hjemme. Som en blanding mellem den klassiske startmenu fra Windows 7 og startsiden fra Windows 8 ligger der både programmer og "Modern UI"-apps.

Den tilpasser sig dog efter, hvilken platform du benytter dig af. Har enheden touch, er startmenuen mere i form af den klassiske startmenu fra Windows 7, og har du en tablet eller hybrid såsom Lenovo Yoga, så er knappen mere som Windows 8. Den er blot opdateret med flere funktioner, hvis computeren bruges i tabletmode.

Microsoft har desuden taget kritikken til sig, og i Windows 10 kan du nu benytte sig af "Modern UI"-apps som flytbare vinduer på skrivebordet - ligesom klassiske programmer. Noget, som mange nok har set frem til. Specielt desktopbrugerne.

Virtuelle skriveborde og overblik
Brugere af enten Ubuntu eller OS X kender brugen af virtuelle skriveborde, og denne egenskab får Windows 10 også nu.

Med en knap I proces-baren (og potentielt også en genvejstast) åbnes oversigten over alle ens virtuelle skrivebord, og oversigten over, hvilke programmer og apps, som man har åben. Noget som specielt er brugbart, hvis du har mange programmer åbne på en gang.

Og til sidst: Command Prompt får endelig muligheden for at ctrl+V. Det hele ligger i detaljerne.

Forsøg på at lokke Windows 7-brugere og Enterprise

et er en tydelig håndsudrækning mod de mange millioner, som endnu ikke har forladt Windows 7. Næsten 300 millioner brugere verden over bruger stadig Windows 7, imens kun 16 millioner bruger Windows 8 eller 8.1

Under fremvisningen udtalte vicepresident hos Microsoft, Joe Belfiore, der tidligere har været udviklingschef for Windows Phone, at der ledes efter en klar balance, så Windows 7-brugere vil få en letgenkendelig oplevelse som de enheder, de allerede bruger.

Samtidig pointerer Microsoft, at et stort fokus for det Redmondske firma er Enterprice og deres brug af Microsoft. Det har netop været disse, som har følt sig skræmt væk af Windows 8 og 8.1.

"Derfor vil Windows 10 også være kompatibelt med eksisterende programmer brugt I dag," fortalte Terry Myerson, direktør for Windows-divisionen hos Microsoft under fremvisningen ifølge sitet The Verge.

Beta fra onsdag
Allerede fra onsdag kan du hente en beta-version af Windows 10, så du selv kan prøve systemet. Vær varsom på, at det overtager dit allerede eksisterende system, og at eftersom at det er en beta, kan og vil have fejl.

Windows 10 forventes at komme i midten af 2015, og den større snak om Windows 10 for forbrugerne kommer i starten af 2015. Dog kom der intet nyt om priser eller om de rygter der har været om, at det skulle blive en gratis opdatering.

Du kan finde information om Windows 10 preview her.

Men hvor vil Microsoft hen med Windows 10? Meget tyder på at det er virksomhedsbrugerne, som er i fokus. Det kan du læse om i denne analyse af Windows 10.