Jeg er en af dem, der gerne vil have et privatliv. Jeg vil gerne have mine hemmeligheder i fred. Så da helten Snowden, æret være hans navn, afslørede, at NSA ved det hele, blev jeg forarget over NSA's snagen.
Det gjorde NSA også, altså blev forarget - over at deres hemmelighed blev afsløret. Og mere skete der så ikke ved det.
Regeringer over hele verden trak på skuldrene, og livet gik videre som før -lige bortset fra Snowdens, æret være hans navn, som siden da har levet i skjul og kryptering.
Men da så de franske jihadist-tumper henrettede en hel redaktion i Paris, virkede det så alligevel som en god idé, at nogen holder øje med vildfarne sjæles kommunikation.
Og da belgisk politi ugen efter standsede et omhyggeligt planlagt terrorangreb, forekom det mig, at det der overvågning måske alligevel ikke var så tosset.
Envejsproblemet
Problemet med overvågning af hele befolkninger er, at overvågningen er envejs.
Hvad kan den information ikke bruges til, hvis den falder i de forkerte hænder, hvis ejermænd ikke kan forstå betydningen af ytringsfrihed?
Det findes også herhjemme, hvor en medborger blev anklaget for på Facebook at udtrykke sympati for terrorangrebet på Charlie Hebdo.
Folk, der forstår en smule om it, synes at være enige om, at gode borgere bør kryptere sig fra top til tå for at bekæmpe overvågningen af almindelige mennesker.
Nogle få gør det også.
De fleste deler imidlertid rask væk det allermest intime på Facebook, e-mails, sms og alle mulige andre kanaler, som alle kan få adgang til uden større anstrengelse.
Det virker oprigtigt talt ikke, som om ret mange mennesker er særligt optageded af at beskytte informationer om deres liv og tanker.
På den anden side er de fleste enige om, at det er bedst at standse forvildede sjæle i at gøre ondt, før de rent faktisk gør det.
Og overvågning er nu engang en god metode til at lykkes med det projekt.
Både terrorister og andre forbrydere har bemærket, at nogle forsøger at læse med, og derfor er de endnu bedre krypteret end de få af os andre, som rent faktisk forsøger at håndhæve et digitalt privatliv.
Derfor beder denne verdens PET'er og NSA'er løbende om endnu flere bevillinger for at kunne bryde krypteringen. Og dem skal de da nok få. Krypteringen bliver omvendt endnu bedre, og så skal de selvfølgelig have endnu flere penge og så videre.
Forbyd kryptering
Jeg foreslår en anden tilgang: Forbyd kryptering og gør al kommunikation offentlig.
Sms, Snapchat, e-mail, telefonsamtaler, billeder, video, Google Drev - det hele. Lad os åbne NSA's gigantiske databaser og gøre dem søgbare for enhver.
Lad os sammen overvåge hinanden, så forbrydere og terrorister kan blive opdaget, og diktatoriske regeringer ikke bare kan eliminere kritikere, uden at alle vi andre straks kan dele alt det, kritikerne har kommunikeret.
Åben slår lukket til hver en tid. Åben er at dele - også informationen om hvem, der har set hvad.
Kigger den ene forretning den anden over skulderen, må det koste bøder.
Spionerer man i eks'ens fotoalbum med den nye kæreste, er der ballade.
Natuligvis kan der opstilles etiske regler, som sikrer anstændig adfærd.
Det er skam alvorligt ment. Sagen er jo, at cyberspionagen foregår døgnet rundt.
Du aner ikke, hvem der læser med i din virksomheds kommunikation.
Du aner ikke, hvem der læser med på din pc.
Du ved til gengæld ret sikkert, at det meste af din kommunikation ligger på NSA's harddiske - og sikkert en del andre steder også.
Så NOGEN læser altså med, uanset hvad du gør.
De kan være konkurrenter, ekskærester og arbejdsgivere. Samtidigt gemmer ANDRE deres information om deres frygtelige forbrydelser, og det koster menneskeliv.
Så fuck nu det privatliv. Vi deler alligevel det hele med andre - både med og uden vores viden.
Lad os i stedet dele det hele med hinanden og med åben pande. Det bliver den højeste oplysning og gennemsigtighed om alt og alle - til alle.
Tilføj et solidt log-system, der afslører alt det misbrug, som sker i det skjulte i dag - og lad os så finde nogle enkle regler for, hvad der er OK, og hvad der ikke er.
