Der investeres årligt milliarder af kroner i at udbygge den danske digitale infrastruktur med bredbåndsnetværk til husstande, virksomheder og institutioner.
Alene energiselskaberne har i perioden fra 2008 til 2013 investeret 1,6 milliarder kroner årligt i gennemsnit på at udrulle fibernet.
I samme periode er investeringerne i den digitale infrastruktur stort set halveret, og de samlede investeringer er de laveste i et årti.
Det kræver hverken studenterhue eller svendebrev at konstatere, at vi ikke får bedre bredbånd uden flere investeringer.
Investeringerne har indtil videre sikret, at fibernettet i dag er tilgængeligt for næsten halvdelen af alle borgere og virksomheder.
Årligt tilsluttes over 70.000 nye fiberkunder til nettet.
Arbejdet med at få grundlagt en digital infrastruktur i verdensklasse er således i fuld gang, men vi er langt fra i mål. Der skal langt flere politiske tiltag i spil - det vender jeg tilbage til.
Tilfældigheder med teleforliget
Samtidig med, at der skal mere gang i flere politiske tiltag, som fremmer bredbåndsudviklingen her til lands, er der et påtrængende behov for et moderne bredt fundament for dansk bredbåndspolitik.
Investeringer i digital infrastruktur er langsigtede. Faktisk er investeringerne så langsigtede, at de har næste generation for øje.
Derfor er der behov for stabile og forudsigelige rammebetingelser. Det er ikke tilfældet i dag.
Dansk bredbåndspolitik bliver i dag ført uden om det gamle, fortsat gældende teleforlig fra 1999.
Det giver slinger i kursen med pludselige opbremsninger og tilfældige tråd på speederen.
Ud af det blå blev der fra statens side afsat bredbåndsmillioner til Bornholm, selv om borgere og virksomheder på eksempelvis Langeland og Læsø har adgang til lige så ringe - hvis ikke ringere bredbånd - end bornholmerne.
Kommunernes rolle svæver i luften
Samtidig er kommunerne for alvor inviteret inden for på den danske bredbåndsscene, blandt andet med regeringens bredbåndsudspil fra 2013, men kommunerne er ikke nævnt med ét eneste ord i teleforliget.
Derfor svæver det i luften, hvor stor en rolle de reelt kan og skal indtage for at fremme bredbåndsudviklingen i Danmark.
Derudover har både Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti meldt klart ud, at etablering af en ny bredbåndsforbindelse skal omfattes af det Håndværkerfradrag, som oppositionen ønsker genindført.
Samtidig har Venstre foreslået en Bredbåndsfond, der skal hjælpe borgere og virksomheder i land- og yderområderne med at få adgang til bedre bredbånd.
Mange af de tiltag, som enten er iværksat eller foreslået af de politiske partier, peger klart i den rigtige retning. De er nemlig efterspørgselsdrevne.
Når hjælpen målrettes trængte kommuner, borgere og virksomheder, som får tilskyndelse til at efterspørge bedre bredbåndsløsninger, får det en positiv indvirkning på markedets investeringslyst.
Ved at stimulere efterspørgselssiden, kan konkurrencen på bredbåndsmarkedet også få en hjælpende hånd.
Nyt teleforlig er hårdt tiltrængt
Rækken af politiske tiltag er klare tegn på, at bredbånd nu langt om længe opfattes som samfundskritisk infrastruktur.
Det siger dog sig selv, at man på et for samfundet så vitalt område som digital infrastruktur ikke kan slæbe rundt med et politisk fundament fra forrige årtusinde.
Derfor skal teleforliget moderniseres og bringes i sync med nutiden.
Tiltag som fremmer bredbåndsdækningen i by og land
Et at de centrale initiativer i et nyt, moderne teleforlig bør være en fastlæggelse af de værktøjer, som skal bruges til at bygge Danmark op som en digital vindernation på et fundament af bedre bredbånd for borgere og virksomheder - uanset om de er hjemhørende på landet eller i byerne.
Mens styrket konkurrence på infrastruktur og bedre gravevilkår langt hen af vejen kan sikre bedre bredbånd i byerne, ser udfordringen anderledes ud på landet.
Der er længere mellem husene, og det udfordrer den business case, som skal være på plads, før gravearbejde eller masteopsætning påbegyndes.
Gravearbejdet er akilleshælen
I byerne har kommunerne en klar interesse i at mindske rækken af barrierer, som opstår i forbindelse med gravearbejde og efterfølgende retablering.
Blandt eksemplerne er kommuner, som pålægger retablering af vej i større bredde, end der er gravet, krav om at forvitrede fliser udskiftes i hele fortovets længde, krav om dækning af udgifter, der er forbundet med udskiftning af knækkede fliser, der er til stede før gravearbejde påbegyndes, samt krav om brug af leverandør eller asfaltør, som er udpeget af kommunen og væsentligt dyrere end markedsprisen.
Langt størstedelen af omkostningerne ved at udrulle fibernet kan henføres til gravearbejde, så hver minut og hver krone, udrulningen forsinkes eller fordyres som følge af særlige kommunale krav til gravearbejdet, betyder i sidste ende, at kommunens borgere og virksomheder får fibernet langsommere.
Derfor bør kommunerne også indtænke gunstige gravevilkår for bredbåndsudbyderne i forbindelse med kommunernes bredbåndsudbud.
Det vil gøre kommunernes udbud mere attraktive for bredbåndsaktørerne, hvis de ved, at kommunen ønsker at være en medspiller i arbejdet med at sikre bredbåndsdækningen.
Samtidig bør kommunerne udforme egne bredbåndsstrategier, som udover at indeholde 2020-mål for dækning, hastigheder, teknologier og lignende, kan indeholde tiltag som eksempelvis hurtig sagsbehandling af gravetilladelser og fjernelse af unødvendige og byrdefulde vilkår for gravning og retablering.
På landet er det i høj grad tilslutningsprocenterne, som afgør, om en business case hænger sammen eller ej.
Det vil sige hvor mange husstande og virksomheder, som ønsker at blive koblet på bedre bredbånd.
Nås de påkrævede tilslutningsprocenter, så sættes gravemaskinerne som hovedregel i gang.
Konturerne til et digitalt B-hold er allerede synlige
Det store spørgsmål er dog, hvad skal der gøres i de dele af Danmark, hvor business casen i at udrulle bedre bredbånd er presset.
Det gælder særligt for de danske landdistrikter, hvor konturerne til et digitalt B-hold allerede er synlige.
Svaret på det spørgsmål er i høj grad politisk, og til at fremme udbredelsen af bedre bredbånd i landdistrikterne kan der bringes mange værktøjer i spil.
Det kan ske gennem dækningskrav i kommunale udbud, som regeringen har givet mulighed for, gennem en bredbåndsfond som foreslået af Venstre, eller gennem det milliardstore danske landdistriktsprogram.
I 2016 udløber den lånepulje til bedre bredbånd i landdistrikterne, som kommunerne har kunnet søge midler fra til at realisere de omtalte bredbåndsudbud, der med dækningskrav kan sikre bedre forbindelser i kommunerne.
Hvad der sker i 2016 svæver fortsat i det uvisse og er endnu et eksempel på et prisværdigt men tilfældigt initiativ, som igen kan føres tilbage til et manglende, moderne politisk fundament i form af et nutidigt teleforlig.
Og når alt kommer til alt:
Hvis vi ønsker, at Danmark skal blive en digital vindernation, så kræver det både et nyt teleforlig og langt flere politiske tiltag, som tilsammen kan fremme udbredelsen af bedre bredbånd - både i byerne og på landet.
I sidste ende er det kun lommeuld, som kommer af ingenting.
