Anmeldelse: Vanvid og dødsræs i den postapokalyptiske Mad Max-verden

En dag løber verden tør for olie. I stedet for at arbejde på de nødvendige forandringer og forbedringer af vores miljø, har vi som fællesskab bare ladet alting sejle.

Den uundgåelige undergang finder sted, og menneskeheden finder sig selv nær druknedøden i dens udtørrede oceaner af sand, forfald og vragdele. Den vigtigste ressource er de forsvindende små mængder af brændstof, som gør det muligt at etablere et fodfæste i ørkenen, men kampen om de livsvigtige dråber er benhård og nådesløs. Velkommen til Mad Max. Og held og lykke.

Knapt så vanvittig Gibson

George Millers ikoniske film fra 1979, med en - ironisk nok - på daværende tidspunkt ikke så skingrende vanvittig Mel Gibson i hovedrollen som Gale Max Rockatansky, var et monsterhit. Og med god grund, for filmens portrættering af et menneskeligt samfund, som var degenereret til en postapokalyptisk ødemark fyldt med bander af hærgende individer var effektiv.

Det var dog nok de færreste, der havde forventet, at det nye reboot af Mad Max-universet, Fury Road, ville afvige så meget fra originalen og køre konceptet helt ud i det abstrakte og ganske fantastiske. Ikke desto mindre var det tilfældet, og det er stemningen fra den nye film, som Mad Max-spillet søger at ramme.

Spillet foregår i en åben verden, hvor Max i begyndelsen mister sin elskede bil og slår pjalterne sammen med den Quasimodo-lignende Chumbucket, som tilfældigvis er en af postapokalypsens bedste mekanikere. De to sætter sig for at bygge den ultimative bil, Magnum Opus, og det er rent faktisk hele spillets grundprincip.

Et eller andet sted er det jo bare fedt. Byg en øse, og fræs rundt i ødemarken for at tæske dig frem til bedre reservedele. Det er Mad Max i en nøddeskal, og på det plan minder det rigtig meget om Fury Road på den fede måde.

Ultimativt skal Max og hans pimpede bil smadre den tyranniske Scabrous Scrotus, søn af Immortan Joe fra Fury Road, som gemmer sig bag befæstede vægge i det sagnomspundne eldorado, Gastown, men der er ingen tvivl om, at den virkelige historie handler om forholdet mellem en mand og hans bil.

På jagt efter musikanter, vand og brændstof
Nede under kølerhjelmen gemmer der sig en oplevelse, som leder tankerne hen på det vellykkede Ringenes Herre-spil, Shadow of Mordor. Max skal nemlig køre rundt i det åbne landskab og forsøge at påvirke de lokale magtbalancer ved at smadre udkigsposter og forsøge at nedlægge War Criers, som er gale musikanter, der spiller op til dans og opildner modstanderne, så de bliver stærkere. Undervejs skal han huske at samle vand, som på magisk vis kan hele ham, og brændstof til bilen.

Mekaniske problemer klares automatisk ved at holde stille og lade Chumbucket gå amok med en skruenøgle. Spillets primære valuta er skrot, som kan bruges til at opgradere Max' udstyr og Magnum Opus, og det fungerer i klassisk, men unægteligt underholdende stil. Mas kan også etablere opgraderbare befæstninger rundt omkring i ødemarken, som kan fungere som forsyningsstationer, og der går sport i at sørge for et jævnt flow af ressourcer.

Men der er et eller andet ved spillets overordnede fornemmelse, som ikke føles helt rigtig. Kørefornemmelsen i Magnum Opus er meget blød og svævende, og selv om det virkelig er fedt at gasse op og se sandet blive fræset på bag ved bilen, så er det så som så med den overordnede kontrol, og bilen ender derfor ofte med at vælte rundt, når man rammer en lille småsten. Vi er ganske vist i den australske ødemark, og bilen er stykket sammen af hårdt tilkæmpede rustne stumper og stykker, men alligevel kunne man godt ønske sig lidt mere.

Magnum Opus mangler også en håndbremse, hvis man spiller med standardstyringen, men den kan man bizart nok slå til ved at gå til Setttings > Button Maps > Vehicle Controls og skifte til Alternate Controls.

Hvorfor den er skjult, må guderne vide, men selv når den er slået til, er den ikke specielt effektiv til at kaste bilen rundt med. Kampsystemet emulerer Shadow of Mordor og Batman: Arkham Asylum efter bedste evne, men igen føles det ikke helt så flydende og meget generisk. Der skal slås, sparkes og undgås, men Max reagerer ikke altid lige efter hensigten, og det kan blive en anelse frustrerende.

Ensformigheden kommer snigende

Mad Max excellerer primært i sin verdensopbygning. Spillet fanger virkelig meget af stemningen fra Fury Road, og det er tilfredsstillende at blæse rundt med en snerrende V8-motor og løse opgaver, sparke døren ind hos rivaliserende bander og køre dødsræs mod hujende War Boys derude mod horisonten. Når en sandstorm kommer brasende må man søge ly for ikke at blive revet i stumper og stykker, og her lever spillet i allerhøjeste grad.

Ensformigheden kommer dog hurtigt snigende, og næsten alt ved spillet er set bedre andetsteds i andre spil med åbne verdener, men alligevel er der et eller andet ved Mad Max, der fænger. Dets relativt ukomplicerede opbygning gør det mere tilgængeligt end spil som The Witcher 3 eller Metal Gear Solid 5, og dermed bliver det et spil, hvor man bare kan blæse ud i ørkenen for at nyde det sælsomt smukke ørkenlandskab, brænde noget nitro af og nikke nogle skaller. Nogle gange har man ikke behov for mere end det.

Karakter: 4/6

Læs også: Anmeldelse: Når jordens undergang bliver til spil-poesi