Skal din virksomhed have en 'data protection officer'?... og kan indkøbschefen bruges?

Klumme: Der skal ske en konkret vurdering af, hvilke data din virksomhed behandler og i hvilket omfang, før du ved, om du har brug for en data protection officer. Og det er ikke alle og enhver, der kan bruges.

Artikel top billede

Data Protection Officer er en nyskabelse, som følger med implementeringen af den nye forordning.

Det første naturlige spørgsmål må derfor være: Hvad er en data protection officer (DPO)?

En DPO er en persondataansvarlig medarbejder eller ekstern tilknyttet konsulent, som skal have særlige professionelle kvalifikationer ("ekspertviden") indenfor persondataret, og som skal føre tilsyn med virksomhedens implementering og overholdelse af reglerne i praksis.

DPO'en skal særligt konsulteres forud for design, udbud, udvikling og opsætning af systemer, som foretager automatisk behandling af persondata.

Formålet er at sikre, at principperne om privacy by design og privacy by default overholdes.

Skal din virksomhed have en DPO?

Først og fremmest skal alle offentlige myndigheder have en DPO (bortset fra domstole).

For private virksomheder vil en DPO være obligatorisk i to tilfælde.

Første tilfælde er, hvis din virksomheds kerneaktivitet består i at behandle personoplysninger.

Det vil ikke være behandling af alle slags oplysninger, men personoplysninger som efter deres karakter, anvendelsesområde eller formål kræver regelmæssig og systematisk overvågning af personer på en stor skala.

Det er til stadighed uklart, hvad der ligger i dette, men groft sagt menes der formentlig, at hvis virksomhedens behandling af personoplysninger kvantitativt og/eller kvalitativt er omfattende og betydelig, så skal virksomheden udpege en DPO.

Dernæst vil din virksomhed skulle udpege en DPO, hvis virksomhedens kerneaktivitet består af behandling af følsomme oplysninger i stor skala eller oplysninger om kriminelle forhold.

Følsomme oplysninger er informationer om personer, der afslører race og etnisk oprindelse, politiske holdninger, religiøse eller filosofiske trosretninger, fagforeningsmedlemsskab, seksualitet og genetisk og biometrisk data.

Hvilken rolle har en DPO?

Det er vigtigt, at DPO'en er tilstrækkeligt uafhængig af virksomheden.

Dette gør udpegningen særligt vanskelig i praksis.

Det vil eksempelvis som udgangspunkt ikke være muligt at udpege sin indkøbschef som DPO, da der vil være fare for, at allokeringen af ressourcer til at varetage posten som DPO vil blive nedprioriteret på bekostning af indkøbsfunktionen.

Det er også tvivlsomt, om man kan udpege virksomhedens eksterne advokat, da der består en vis økonomisk - og dermed interessemæssig - forbindelse mellem parterne, og fordi DPO'en er forpligtet til at rapportere direkte til tilsynsmyndighederne, hvilket kunne komme i karambolage med advokatens tavshedspligt.

Særligt beskyttet

Der er som udgangspunkt intet til hinder for, at DPO'en er ansat i virksomheden, blot vedkommende er særligt beskyttet mod afskedigelse og sanktionering i medfør af stillingen som DPO.

Men som nævnt ovenfor skal man være varsom med, hvilken stilling DPO'en varetager, da det nemt kan resultere i interessekonflikter.

Virksomheder vil også kunne udnævne en ekstern DPO enten alene eller i fællesskab med andre, så længe DPO'en er let tilgængelig for hver af virksomhederne.

Position i virksomheden

DPO'en er, i kraft af dennes stilling, underlagt tavshedspligt og skal rapportere direkte til den øverste ledelse i virksomheden.

Vedkommende fungerer desuden som kontaktperson mellem virksomheden og Datatilsynet samt for kunder, samarbejdspartnere og ansatte, hvis data bliver behandlet i virksomheden.

DPO'en står yderligere for at efterse, at virksomhedens persondatapolitikker bliver overholdt, og at de relevante medarbejdere modtager behørig undervisning i forbindelse hermed.

Uddannelse

En DPO skal ifølge forordningen besidde 'ekspertviden' inden for persondataret og relateret praksis. Hvad der mere konkret ligger i 'ekspertviden' og DPO'ens uddannelse i øvrigt, kan du læse mere om i en kommende klumme.

Hvad kan du gøre allerede nu?

Det kan umiddelbart virke som om, kravene i persondataforordningen ligger langt ude i fremtiden.

Men ser man på alle de krav, der stilles til private og offentlige myndigheder, er det en god idé at gå i gang allerede nu.

Det kan selvfølgelig være svært at vurdere, om din virksomhed er underlagt forpligtelsen til at udpege en DPO.

Men din virksomhed kan allerede nu drage fordel af en grundig gennemgang af processerne for behandling af persondata og det personale, herunder hvorvidt der skal udpeges en DPO, der fremover skal beskæftige sig med persondataretlige problemstillinger.

Det vil give et bedre afsæt for opfyldelse af de fremtidige persondataretlige krav.

(Tak til mine Bird & Bird kollegaer, advokatfuldmægtig Amalie Langebæk og advokat Kamilla Pierdola Mondrup for hjælp med indlægget.)

Læs også om den kommende persondata-forordning:

Ingen vej uden om "Retten til at blive glemt": Sådan skal du forholde dig

Reglerne om samtykke og cookies bliver mere indviklede: Det betyder de for dig

Lovkrav på vej om 'Privacy by Design' og 'Privacy by Default' - det kommer det at betyde for dig

Store udfordringer for it-afdelingen: Disse fire ting skal du have styr på i den nye EU-persondatalov

Hvad betyder den nye persondata-forordning for din virksomhed? Her er overblikket

Læses lige nu

    Annonce

    Politiets Efterretningstjeneste

    Bliv iOS hacker i PET og få en unik mulighed i et hemmeligt miljø

    Københavnsområdet

    Capgemini Danmark A/S

    Market Segment Lead, CPRD

    Københavnsområdet

    Capgemini Danmark A/S

    Microsoft AI Solution Architect

    Københavnsområdet

    Annonceindlæg fra Partnertekst

    Sådan bliver 5G en reel bredbåndsløsning i danske hjem

    5G er for længst gået fra buzzword til reel infrastruktur, også i almindelige husstande.

    Navnenyt fra it-Danmark

    Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Peer Leerbæk som Key Account Manager ved netIP's kontor i Herlev. Han kommer fra en stilling som IT-Sikkerhedsrådgiver hos SeeSafe IT. Han har tidligere beskæftiget sig med kunderådgivning og account management bla. som KAM hos Comit gennem godt 4 år. Nyt job

    Peer Leerbæk

    Netip A/S

    Norriq Danmark A/S har pr. 1. december 2025 ansat Thomas Harboe Hald som Director Commercial Excellence. Thomas skal især beskæftige sig med opbygge og lede vores nye Customer Excellence Office. Thomas kommer fra en stilling som Partner hos Deloitte. Thomas er uddannet hos Copenhagen Business School som Graduate Diploma in Business Administration, Sales & Marketing. Thomas har tidligere beskæftiget sig med digital transformation, IT-strategi, ERP og forretningsudvikling. Nyt job

    Thomas Harboe Hald

    Norriq Danmark A/S

    Elbek & Vejrup A/S har pr. 15. august 2026 ansat Anne-Sofie Andreasen som Project Manager i Projekt & Service. Hun skal især beskæftige sig med ledelse og koordinering af projekter og serviceopgaver. Hun kommer fra en stilling som konsulent med fokus på digitale løsninger hos XFLow. Hun er uddannet cand.it. i IT, Kommunikation og Organisation. Hun har tidligere beskæftiget sig med analyse, udvikling, test og implementering af løsninger samt udarbejdelse af brugervejledninger. Nyt job

    Anne-Sofie Andreasen

    Elbek & Vejrup A/S

    Netip A/S har pr. 1. juli 2026 ansat Jacob Holm Jensen som Supportkonsulent ved netIP's kontor i Thisted. Han kommer fra en stilling som IT Supporter hos Revisionsselskabet RSM. Han er uddannet Datatekniker hos netIP - Jacob vender dermed hjem igen. Nyt job

    Jacob Holm Jensen

    Netip A/S